Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Fra den danske Literatur. Lyrik. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Christian Winthersk Efterklang, at det er un-
derlig at træffe dem som nye i det 20:de
Aarhundredes Begyndelse.
Olaf Hansen er derimod atter en
moderne Digterpersonlighed. Hans lille
Digtsamling »Tværveje» (V. Pios Forlag) har
sit ganske bestemte mandige Fysiognomi.
Olaf Hansen er en Grubler, og det præger
hans Vers. De hopper ikke lette og
legende afsted, men bevæger sig adstadig i
alvorsfulde Stropher, der viser os ham som
en Månd med vaagen Sans for Livets
tusinde Nuancer og Brydninger.
Endnu en Række Digtsamlinger har
Aaret bragt. Der er Andreas Dolleris’
»Sonetter» og »Ploven og Leen»
(Gyldendal), Udtryk for en elskværdig Naturbega
velses Syslen med de forskelligste
Versemaal og for en ved fortsat Flid erhværvet
anselig formel Ævne, der er Ingeborg
Maria Sicks »Bölgeslag», præget af stærk
religiös Bevægelse, der er endelig Thøger
Larsens diminutive Samling »Jord»
(Lemvig, Sönderby) med fine Naturscenerier, og
Eckardt V. Eskesens »Mod Lyset»
(Brødrene Salmonsen) hvor Forfatteren, en
Dansk-Amerikaner, aabenbarer, att han ikke
har glemt »Danmarks Vang og Vænge» i
sin Udlændighed. Han er de dunkle
Skoves Digter. Endog Jacob Knudsen har
forsögt sit Held som Lyriker med Digtet
»Jomfru Maria» (Gyldendal) men dette
Arbejde kan i ingen Henseende staa Maal
med de Fortællinger, som har skabt
Forfatterens Ry. Digtet er knastört,
ubehjælpsomt baade i Rhytmer og Rim, og
det er ikke lykkedes Knudsen at lægge
ægte bibelsk Farvetone över sine Skikkelser.
Indtrykket er og bliver saa utilfredsstillende,
at intet bedre Önske kan udtales
for ham, end at han snart maa kunne finde
Vejen tilbag;e til de Omraader, hvor han
har vist sig hjemme som faa andre af vore
nutidige Prosaskribenter.
Er der Stueluft över dette Jomfru Maria-
Digt, saa aandes der til Gengæld med fälde
Lunger i »Fri Felt» (Gyldendal), den
Digtsamling, hvormed Jeppe Aakjœr i det nye
Aar har overrasket sine Læsere. Det er
jysk Poesi, firskaaren og vadmelsklædt,
men netop ved sine Friluftslader og djærve
Gaaen-paa virker disse Poesier som et
forfriskende Pust fra Jyllands vidtstrakte
Heder. Thi hvor Aakjaer end færdes, tænker
han paa sin Fædrenejord. Den dukker —
som det hedder i Digtet »Jylland» — op
af Disen med Aaser og Agre og Eng, med
sine Bække og Kæmpehöje, et velsignet
Land, der en Gång, naar hans Vandringsstav
er brudt og hans Livsgang endt,
maaske vil skænke ham en Grav.
Videre besynger Aakjær det sære, mörke
Hedeland og Lyngen, der har skærmet den
jyske Jord ved at lægge sig som Værn
om Flyvesandet, og som den Jyde, han
føler sig, skriver han Digte paa det jyske
Maal, en Arvtager af Bucher med meget
af sin store Forgængers Kraft og Karakter.
Aakjær er dog ikke alene den patriotiske
Jyde — han er ogsaa en Folkedigter,
der i sine politiske og sociale Digte söger
at tilföre Sproget nye Værdier, at skænke
det ubrugte og malende Udtryk.
Naar han i sin Samling optager
Oversættelser efter Robert Burns og Ferd.
Freiligrath, tör vi maaske i disse to
Digternavne se en Antydning af, i hvilke
Retninger hans digteriske Sympathier gaar.
Saameget er vist, at der i denne unge jyske
Digter, der med Modermælken har
indsuget en glödende Kærlighed til sit
snævrere Fædreland, er Stof til en politisk og
social Lyriker, som vor Literatur i
Öjeblikket ikke ejer Mage til. I sin Roman
»Vredens Born» (Gyldendal) har Aakjær
med en næsten fanatisk Oprigtighed
afdækket de frygtelige Forhold, hvorunder
en Vogterdreng paa Landet maa tilbringe
sine Opvæxtaar, en Anklagebog, der har
fremkaldt baade varm Tilslutning og voldsom
Modsigelse, men i hvert Fald er et
mærkeligt og gribende Arbejde, — nu har han i
disse Vers vist, at han som ingen anden
af de unge danske Digtere kan synge om
Folkets Haab og Forventninger og udtrykke
Ungdommens Tillid og Tro eller riste
skönne og varmtfölte Minderuner till Ære for
de Frihedsmænd, der ers egnet i Döden.
Han er et Navn, man bör mærke sig,
naar man spörger om dem, der har Mar-
schalstaven i Tornystret. Der er Stof i ham
til en Digter, som sætter Mærker og Skæl.
Fra Jyllands Heder blæser der i hans Böger
indover vor Literatur en frisk Kuling, som
forhaabenlig vil före alskens Spindelvæv
bort med sig.
—
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
