Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Agnes Bernauer. »Englen fra Augsburg». Af Carl Behrens. Med 6 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140
CARL BEHRENS.
Vist er kun, at Albrecht snart gik i
sig selv igjen. Hans Natur var ikke
saaledes anlagt, at Sorgen nedslog ham
for lange Tider. Den opbrusende Vrede
forvandlede sig til blidt Sværmeri, og
den gamle Bayerske
Haandskrift-Genea-logi fortæller, at Albrecht gennem
Musiken, som han övede saa kunstfærdigt,
genfandt sin Forstand, som han havde
mistet, den Gång man druknede hans
Hustru.
Det varede heller ikke længe, forend
der indtraadte en Tilnærmelse mellem
Fader og Sön. Magistraten i Munchen,
der havde ladet bede i Kirkerne for at
afvende den truende Krigsfare, kunde
atter fälde til Ro. Der er ikke gaaet to
Maaneder efter Agnes’ Död, inden
Albrecht træffer sammen med sin Fader i
Munchen. Et Lejdebrev af i-ste
December 1435 findes bevaret, hvori
Hertug Ernst tilsiger ham »gelait» til at
komme til Munchen, og samme Tilsagn
giver Byens Magistrat.
I sin Romanstil beretter selvfölgelig
Lipowsky, at den rystende Olding
omfavnede sin Son med Henrykkelse og
med taarefyldte Öjne: »Ait være
forglemt min Son, min Albrecht! — sagde
han — Forsoning, og det herpaa sig
grundende Bayerns Vel, det maa nu
alene være vor Beskæftigelse, vor eneste
Bestræbelse. — Men min Fader! at De
saa grusomt kunde beröve mig min
Agnes, svarede Albrecht sukkende. Ogsaa
dette fordrede Bayerns Vel, Din Ære,
Din Ro, i det mindste var det min
Hensigt — svarede Hertug Ernst — og hvis
der af den Grund virkelig blev taget for
haardt paa hende, saa vil jeg hist i
Evigheden sorge for hende, for hendes Sjæl.»
Saa let — som denne Beretning
formoder — kom Forsoningen dog ikke i
Stand. Der indtraadte ved det förste
Mode mellem Ernst og Albrecht en vis
Tilnærmelse, men, som den gode Iagt-
tager, Stadsskriveren i Miinchen
bemærker, var der endnu langt igjen. I
Hovedstaden udbredte der sig alligevel ved
Juletid det Glædesbudskab, at Fader og
Son paany var førsonet. I
Virkeligheden genoprettedes först i Löbet af
Januar eller Februar Maaned 1436 atter
et hjærteligere Forhold mellem dem, og
det befæstedes yderligere, da Ernst,
efter de hæftige Sindsbevægelser han havde
gennemgaaet, blev alvorlig syg. Det
taler til Ære for Albrechts sonlige Sind,
at han, efter ait, hvad der var sket, og
efter den Tort, Faderen havde tilföjet
ham, dog kunde skrive saa smukt og
hjærteligt et Brev til ham som det, der
er bleven bevaret fra dette Tidspunkt
(April 1436), og hvori han udtaler, at
det gör ham hjærtelig ondt, at Faderen
er syg, og at det vilde glæde ham snart
at erfare, han befinder sig bedre.
I nogle Kroniker fortælles det, at
Agnes Bernauer blev begravet paa den
skönne Kirkegaard ved St. Peterskirken,
saa man fra hendes sidste Hvilested
kunde fölge Donaus sölvblinkende Ström.
Men det rigtige er vist, at Agnes blev
begravet i Nikolauskapellet i
Karmeliterklostret, hvor hun jo allerede i levende
Live havde önsket at hvile, og hvor hun
havde oprettet et Alter. I denne
Klosterkirke indstiftede Albrecht den 12-te
December 1435 en evig, daglig Messe for
Agnes og en aarlig Navnedag, som hans
Fader ikke alene ved Paasketid det
föl-gende Aar beseglede, men han byggede
paa St. Peterskirkegaarden et Kapel og
indstiftede ogsaa der en daglig Messe
og en aarlig Navnedag for hende.
Sidstnævnte Messe læses ikke mere, men
Albrechts evige Messe, som blev inddraget
ved Klostrenes Sækularisering, fornyedes
senere paa allerhöjeste Befaling.
Agnes’ Gravmæle rejste Hertug
Albrecht imidlertid ikke i
Karmeliterklostret, men et Par Aar efter hendes Död
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
