Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Richard Wagner og Mathilde Wesendonck. (Berlin, A. Dunckers Forlag.) Af Gerhrad Schjelderup. Med 4 Billeder - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
466
GERHARD SCHJELDERUP.
kærlighedslykke, saa vil jeg endnu sætte
denne skönneste af alle drömme et
mindesmærke, i hvilket denne kærlighed
engang rigtig skäl tilfredsstille sig», saa
skriver han, og Liszt har visselig
smilet, da han læste disse mistænkelige linier.
Verden — og naturligvis först og
fremst sladderen — havde længe anet
et lidenskabeligt kærlighedsforhold
mellem Wagner og Mathilde Wesendonck,
men Wagnerianerne benægtede ialfald
officielt paa det bestemteste, at
erotiken havde noget med det ædle venskab
at bestille, som bandt mesteren til
familien Wesendonck. Den gamle dame
selv synes dog ikke rigtig at ville være
med paa dette uværdige hykleri, — hun
havde trofast opbevaret Wagners breve,
som han selv önskede tilintetgjort, og i
1896 offentliggjorde hun erindringer, som
viste, at venskabsforholdet havde været
yderst intimt, og tydelig peger paa
sandheden i fölgende tilsyneladende
diskrete ord: »Wagner elskede sit asyl
— saa kaldte han sit nye hjem. Med
smerte og sorg forlod han det frivillig!
Hvorfor? Unyttigt spörgsmaall Vi har
fra den tid værket: Tristan og Isolde!
Lad os saa böje os i ærefrygt.» —
Alligevel vovede den- af Bayreuth
inspirerede Wagner-biograf Glasenapp 1899 at
skrive fölgende: »Anledningen till
Wagners afreise gav paa ingen maade
nabohusets beboere, hverken Wesendonck, som
Wagner stedse omtaler som velvillig
mæcenat og enkelt, hæderlig karakter,
eller den elskværdige unge frue, som var
opfyldt af den reneste begejstring for
hans kunst og rorende iver for hans
trivsel, hvad han paaskönnede med
taknemlig hengivenhed. Allermindst den
haardt prövede mester selv der under
alle vekslende stemninger og oplevelser,
der nu engang fölger med i ethvert
venskabsforhold, forstod at bevare et godt
forhold. Nej, blot hans beklagelsesvær-
dige livsledsagerinde var skyld i
katastrofen», og senere heder det: »af denne
urene kilde, en syg kvinde% ophidsede
indbildningskraft, — hun som ikke
besad nogen begejstring for sin store
ægtefælle — stammer det, senere af tusind
tunger udbredte ondskabsfulde rygte om
et »romantiskt venskab» mellem
Wagner og fru Wesendonck, som bragte
Minnas skinsyge til at bryde ud i vilde
flammer, et rygte, som endog er
gengivet i en anstændig amerikansk
biografi.»— — — — — — — — — —
For Glasenapp og andre dydige
Wagner-filistre maa det have virket som
en bombe, da i 1904 Wagners breve til
fru Wesendonck offentliggjordes. — Med
en gång kom der straalende lys i natten.
Nu forstod man, hvorledes Tristan,
Nie-belungenring, Meistersinger og Parsifal
opstod i denne tilsyneladende saa rolige
og dagligdagse periode af Wagners liv.
Som alle store kunstnere maatte
Wagner selv opleve ait det, som fandt
udtryk i hans værker, og hvad han i sit
indre maa have oplevet i denne
Zuricker-tid, viser noksom de nævnte mægtige
arbejder. Ja endog et udkast til det
buddhistiske drama »Sieger» stammer
fra denne tid. At Wagner idealiserede
sin elskede, klædte hende i sin fantasis
straalende klæder, er der vel neppe
nogen tvivl om. En heltinde som Isolde
var hun neppe. Det er os jo umuligt
at bedömme de motiver som afholdt
hende fra at oplöse sit ægteskab og
fölge Wagner. Hensyn til born og månd
har vistnok været bestemmende, men en
heltinde havde dog vel neppe i saa
tilfælde handlet paa denne maade. — Dog
værre er det, at hun lod Wagner i
stikken i nödens stund, da det gjaldt
liv eller död. I marts 1864 befandt
Wagner sig i en frygtelig stilling.
Forfulgt af sine Wienerkreditorer og
fuldstændig hjælpelos vendte han sig til We-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
