Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Richard Wagner og Mathilde Wesendonck. (Berlin, A. Dunckers Forlag.) Af Gerhrad Schjelderup. Med 4 Billeder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468
GERHARD SCHJELDERUP.
II.
Otto Wese7idonck var en meget rig
kobmand, deltager i et stort handelshus
i New-York. I 1848 ægtede han den
20 aar gamle Mathilde f. Luckemeyer,
datter af en Kommerzienrat i Elberfeld.
I 1851 bosatte de sig i Zurich, hvor tre
af deres fire born födtes. Allerede i
1852 lærte de Wagner at kende. Den
unge yndige frue forekom ham »som et
ubeskrevet blad, som han havde lyst at
skrive paa», saa fortæller fru
Wesendonck selv. Men först i 1853 blev
omgangen fortroligere. Wagner læste sine
digtninger for hende og spillede
Beethoven og senere sine egne
kompositions-skitser paa husets dejlige flygel. I 1854
fuldendte han skitsen til »Walkiire».
Forspillet bærer som motto bogstaverne
G. S. M. gesegnet sei Mathilde! I
januar 1855 vilde han först dedicere den
omarbejdede Faust-ouverture til fru
Wesendonck, men udbrod pludselig: jeg
kan jo umulig hefte paa Deres bryst det
frygtelige motto:
»Der Gott, der mir im Busen wohnt
Karm tief mein Innerstes erregen;
Der iiber allen meinen Kraften thront,
Er kann nach aussen nichts bewegen;
Und so ist mir das Dasein eine Last,
Der Tod erwiinscht das Leben mir verhasst.»
I et anfald af ikke særlig fin humor
forærede han hende partituren med
underskriften S (einer) 1 (ieben) F (rau).
— Saa var det Schopenhauers filosofi,
som de studerede sammen. Fra 5 — 6
kom han ofte hen og spillede i
skumringen for hende. Han kaldte sig selv:
»der Dämmermann». — — Fru Wille
skildrer gæstfriheden paa »den grönne
höj» saaledes: »det var en forklaret tid
for alle, som kom sammen i
Wesen-doncks villa paa den grönne höj.
Rigdom, smag og elegance forskönnede
livet. Husherren kunde uhindret befordre
det, som interesserede ham, og var fuld
af beundring for den usædvanlige månd,
skæbnen havde bragt i hans nærhed.
Husfruen var zart og ung, idealt anlagt,
var ikke anderledes kendt med verden
og livet end med overfladen af en rolig
flydende ström. Elsket og beundret af
sin ægtemand, ung og lykkelig, levede
hun for ait betydeligt i kunsten og livet
og i ærbödighed for det geni, som i
villie og evne overgik ait, hvad hun
hidtil havde mödt i verden. Husets
indretning og eierens rigdom gjorde en
selskabelighed mulig, som enhver gerne
mindes, der nöd den. Saaledes
udfoldede sig som under en renere himmel
et forhold, der under vekslende
stemninger og oplevelser var bygget paa
venskab og gensidig varm
tilböjelig-hed.» — — — — — — Richard Pohl
skriver blandt andet: »fru Wesendonck
med sit skönne ydre, sin kvindelige
ynde og poetisk folende natur udövede
synlig en opmuntrende indflydelse paa
mesteren. Ligeoverfor hende maatte
Wagners tidlig aldrende hustru Mimia
med sit temmelig nögterne, godmodige,
men »hausbackene» væsen naturligvis
komme till at staa i skyggen. I
Wagners nærværelse forholdt hun sig som
oftest stille, men traf man hende alene
gav hun sit hjerte luft. Hun kunde
absolut ikke forstaa, hvorledes hendes månd
aarevis holdt paa med planer, som ingen
udsigt havde til at virkeliggöres. Til
Niebelungerne havde hun ingen tro.
Kompositioner, som overalt kunde finde
an-klang og bringe pekuniære resultater,
vilde have været hende meget kærere.
At disse to naturer ikke kunde
harmonere, saa man med förste blik; at för
eller senere en adskillelse af det
ægteskabelige samliv maatte finde sted, var
let at forudsige». Om denne tid skriver
Wagner selv i et af brevene til Mathilde:
»Jeg foler tydelig, at jeg aldrig mer kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
