Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Richard Wagner og Mathilde Wesendonck. (Berlin, A. Dunckers Forlag.) Af Gerhrad Schjelderup. Med 4 Billeder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470 GERHARD SCHJELDERUP.
stån og gav hende digtningen. Da blev
hun for förste gång magtlös og
erklærede mig nu at maatte dö.
Betænk kære söster, hvad denne
kærlighed maatte være for mig efter et liv
fuldt af möje og lidelser, af ophidselser
og offre. — Dog vi erkendte straks, at
vi aldrig kunde tænke paa en forening
mellem os: vi resignerede, opgav alle
egenkærlige önsker, led, bar i taalmod
vore smerter, men — — elskede
hinanden !
Min kone syntes med klogt
kvindeligt instinkt at forstaa, hvad der her gik
for sig: hun opförte sig rigtignok ofte
skinsyg og haanende og sögte at trække
forholdet ned, men hun taalte vor
omgang, som jo ikke krænkede den
konventionelle moral, men blot gik ud paa
at være hinanden nær. Jeg antog
alt-saa, at Minna var forstandig og begreb,
at her ikke egentlig var noget at frygte,
da vi jo ikke kunde tænke paa at
forenes, og at derfor overbærenhed var det
fornuftigste og bedste for hende. Nu
maatte jeg erfare, at jeg vel havde taget
fejl; sladder kom ogsaa til mig, og hun
tabte endog i den grad besindelsen, at
hun opsnappede et brev fra mig og
bröd det. Dette brev havde netop
maat-tet berolige hende, dersom hun havde
været istand til at forstaa det, thi vor
resignation var hovedthemaet. Hun holdt
sig imidlertid blot til de fortrolige
udtryk og mistede forstanden.» Wagner
beskriver derefter, hvorledes Minna
tilsyneladende lod sig berolige, men saa
uden hans vidende gik over til fru
We-sendonck og gjorde hende en frygtelig
scene, hvori fru Wagners ordinære
natur udfoldede sig i hele sin raahed. Fru
Wesendonck, som havde tænkt, at Minna
kendte forholdet mellem hende og
Wagner lige godt som hendes månd, blev
yderst opbragt ogsaa mod Wagner.
Hun misforstod de motiver, som havde
bestemt Wagner til at skjule ait for
Minna, som aldrig vilde have kunnet
fatte et saadant forhold. Selvfölgelig
blev resultatet af ait dette, at Wagner
maatte opgive sit asyl, og det varede
en stund, för misforstaaelsen mellem ham
og hans Mathilde hævedes. —- Han
rejste i august 1858 til Venedig, hvor han
udförte anden akt af Tristan. Da han
selvfölgelig ikke mere kunde henvende
sig til Wesendonck, kom han endog
en gång i en saadan pengenöd, at han
maatte pantsætte sit ur, indtil Liszt hjalp
ham. I 1859 drog han til Luzern, hvor
tredie akt blev fuldendt. Han kom flere
gange sammen med Wesendoncks, og da
han i september rejste til Paris for at
blive der i to aar var det Wesendonck,
som muliggjorde denne plan, ved at
forstrække ham med 10,000 frcs, honoraret
for den endnu blot halvfærdige
»Niebel-ungenring», som Wesendonck pro forma
erhvervede forlagsretten til for at skaane
Wagners ömfindtlighed. Efter
Tannhäu-serskandalen i 1861 forlod Wagner
Paris og tilbragte de fölgende aar dels i
nærheden af Wien, dels i Bieberich ved
Rhinen. I al denne tid var
brevvekslingen med Wesendonck og især med
hans frue meget livlig. Alle de
offentliggjorte breve skriver sig fra aarene
1858 til 1863, med undtagelse af et par
senere temmelige kölige og uinteressante,
som helst burde have været udelukkede
fra samlingen, og de korte billetter, som
er bevarede fra tidligere aar, —
brevvekslingen hörer op i 1870, da Wagner
legitimerede sit forhold til fru von Bulov
ved kirkelig vielse. — Dersom ikke fru
Wesendonck i slutten af 1863 havde
overladt Wagner til sin fortvivlede skæbne,
havde han vistnok ikke saa pludselig
taget afsked fra hende og hengivet sig
til en anden. Dette moment kan ikke
noksom betones ved bedömmelsen af de
senere begivenheder. At ikke Isolde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
