Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Richard Wagner og Mathilde Wesendonck. (Berlin, A. Dunckers Forlag.) Af Gerhrad Schjelderup. Med 4 Billeder - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RICHARD WAGNER OG MATHILDE WESENDONCK.
473
Eller skulde jeg nægte mig den
skön-neste ret, at besvare saa ædle ord?
Hvorledes kunde jeg svare anderledes
end Dig værdig? De uhyre kampe, som
vi bestod, hvorledes kunde de ende
anderledes end med seier over alle önsker
og begærligheder?
Vidste vi ikke i vore mest
lidenskabelige öjeblikke, at dette var vort
maal ? Visselig! Men da det var saa
uhört vanskeligt, lod det sig blot naa
gennem de haardeste kampe. Har vi
udkæmpet alle vore kampe, eller
fore-staar os endnu andre? Sandelig, jeg
foler det dybt: de er tilende! Da jeg
for en maaned siden meddelte Din månd
min beslutning, at opgive min
personlige omgang med Eder, havde jeg
forsaget Dig. Dog var jeg i dette endnu
ikke ganske ren. Jeg fölte netop, at
blot en fuldstændig adskillelse eller
— en fuldstændig forening kunde sikre
vor kærlighed for den skrækkelige
beröring, som vi i den sidste tid havde
udsat den for. Saa stod ligeoverfor
föleisen om nödvendigheden af en
adskil-delse den om end ikke med fuld villie
attraaede, saa dog i al fald tænkte
mulighed af en forening. Heri laa en
krampagtig spænding, som vi begge
ikke kunde udholde. Jeg traadte hen til
Dig, og klar og bestemt stod det for
os, at denne mulighed indeholdt en
forbrydelse, som vi ikke engang maatte
tænke paa. Dervid erholdt
nödvendigheden af at forsage af sig selv en anden
karakter. Krampen veg for en mild
forsonende lösning. Den sidste egoisme
svandt af mit hjerte, og min beslutning
igen at besöge Eder var den reneste
menneskekærligheds seier over den sidste
yttring af egenkærlig længsel. Jeg vilde
nu blot forsone, lindre, tröste og
opmuntre, og derved ogsaa bringe mig
selv den eneste lykke, som endnu kan
være mig beredt. Saa dybt og skrække-
MATHILDE WESENDONCK. RELIEF AF
K0PF (1864).
lig som i de sidste maaneder har jeg
aldrig för i mit liv lidt. Alle tidligere
indtryk var indholdslöse i sammenligning
med de sidste. Rystelser, som jeg led
ved hin katastrofe (en ukendt
begivenhed), maatte grave sine dybe spör, og
dersom noget kunde foröge min
stemnings alvor, var det min kones tilstand.
I to maaneder imödesaa jeg hver dag
muligheden af hendes pludselige död,
som doktoren havde forberedt mig paa.
Ait om mig aandede dödsluft, alle mine
syner frem eller tilbage stödte paa
döds-forestillinger, og livet mistede sin sidste
tillokkelse for mig. Uagtet jeg maatte
skaane den ulykkelige saameget som
muligt, var jeg dog nödt til at
opretholde min beslutning om at forstyrre
vort sidste nylig grundede hjem og til
hendes störste bestyrtelse meddele hende det.
Med hvilke fölelser tror Du, at jeg i
denne skönne sommertid oversaa dette
deilige, mine önsker og bestræbelser saa
ganske tilfredsstillende asyl, naar jeg om
morgenen gennemvandrede den yndige
have, saa paa blomsterne og lyttede til
smaafuglene, som havde bygget rede i
rosenbusken? Og hvad det betöd for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
