Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Johs. V. Jensen. En moderne Lyriker. Af Axel Garde - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
JOHS. V, JENSEN. 485
meren gennes af den ubarmhjertige
Verden, med en vaagnende Forundring
udvides indefra, indtil den brydes for at give
Plads for det vide Omfang af
Virkelighedssansen. Det er som et dybt
Aande-drag mod Dagen. Tag til Sammenligning
et saa typisk dansk Vers som dette af
Olaf Hansen, der en Dag falder ham ind,
da han staar i Gaden udenfor det Hus,
hvor han en Gång blev födt, og hvorfra
han nu hörer et lille fremmed Barn græde:
Og under en voksende Pandes
Hud saa hvid og skær
atter en Verden dannes
vægtrang, lovloftet, her;
yderst ude den randes,
eet Sted, af store Træer.
I saadan en lille lav Stue er Verden
bleven til for saa mange danske Digtere.
Hvad kan det saa nytte, at Pandens Hud
er saa hvid og skær, og at der langt nede
i Gaden grönnes nogle gamle Kastanier.
Resultatet er udadtil et smukt og rorende
Vers, indadtil en Længsel, der ikke stilles.
I Johs. V. Jensens Parafrase af den
moderne By i det store Svinghjul paa
Pariserudstillingen er der et Overskud af
Humor, et Spil i Lyset, en ny Krusning i
Sindet. I Suset fra den fjerne, malende
Lyd af dette store Maskineris Rotation
sluttes Strömmen i hans Nerver. Det er
mere end en Vits. Det er som et Barn,
der lulles til Ro i sin Vugge.
III.
Men naar vor Tids egen Tone, Dagen
med dens Arbejde, dens fjerne Larm fra
Værkstederne, dens Ström af Mennesker,
ogsaa er Tonen i Johs. V. Jensens Poesi,
har det naturligvis sin organiske
Begrundelse i Arten af hans Temperament. Hans
æstetiske Behag af Byen er let at
bestemme: den dulmer ham. I denne glade
Hurlumhej falder hans Nervositet hen. Det
er en Pine, der bliver stillet.
Strömmen i hans Nerver, Bevægelserne
i ham er saaledes beskafne, at han for at
faa Ro maa mættes med Stoj, indtil han
kan oplöse den i Rytme. Föleisen af
Bevægelse er den egentlige Livsfölelse hos
ham, forud for andet sanser han Bevægelse
og Bevægelsesforbindelser. Som hans
Stilsans er saa primitiv og frugtbar, at han
overfor en Bygning, en Bro, en moderne
Gade umiddelbart tilbageforer en hvilken
som helst Bue eller Linie i Arkitekturen
til dens oprindelige Bevægelse, indtil han
forstaar Rytmen og kan skelne den som
en Tone, som Brooklyn-Broens syngende
Tone over New York, saaledes omsætter
ogsaa enhver levende Bevægelse sig som
en Rytme i ham, i Organfornemmelser,
som han foler som en skiftende og
vekslende Täkt i sit Væsen, der gör Livet
strömmende og levende for ham.
Det er en Gång paa en slaaende
Maade hændt ham, at han, en Dag han i
et træt Öjeblik er plumpet ud i Gadens
urolige Ström af Mennesker, selv modlös
og ufremkommelig, maaske bunden af en
eller anden smertelig Erfaring om de
psykologiske Værdier i det moderne Samfund,
alligevel inden længe har fölt sig
gennem-strömmet af en Bölge af Lune, en egen
Rejsning. Lad saa være, at Ebben er
indtruffen igen, Floden har dog naaet ham.
Straks er det, som bar den kun
Druknede, i hvis fortrukne Ansigter den sidste
Rædsel er stivnet. Strömmen vugger disse
Ansigter op og ned og förer dem forbi
En med det sidste Raseri, den sidste evige
Lidenskab som en Lava i Trækkene. Naar
de glider ud af Synsfeltet, er det kun en
Askehob, de efterlader. Men lidt efter lidt
vender Livet tilbage. Farverne begynder
at flytte sig paa Ansigterne, Trækkene
bliver blödere og skifter Udtryk, og samtidig
sporer vi de förste Bevægelser i vore
Nerver, den förste svage Genklang af Gadens
rytmiske Täkt af Liv. Bevidstheden
hæver sig, Dagen bliver paany til, vi mod
tager atter Bud fra Omverdenen. Den
Rejsning, vi fölte, er bleven nye
Spændinger og Bevægelser i vort Legeme, der
giver sig tilkende i vor Holdning og
farver vort Humör.
Denne Rytmens æstetiske Virkning har
ikke haft det godt i dansk Kritik. Man
kan undertiden faa Lyst til ret kraftigt at
önske den en Dannelse, der har mindre
med Drömmen at göre og mere med
Platons gamle Fordring om, at Rytmen og
Harmonien skäl fylde den menneskelige
Sjæl og gennemtrænge Livet, fordi den gör
dygtig baade til at tale og til at handle.
Da en saa udpræget Dansker som Vilh.
Andersen rejste til Italien og standsede
foran Michelangelos Billeder i Florens,
tog han den danske Dröm med sig. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
