Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Johs. V. Jensen. En moderne Lyriker. Af Axel Garde - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
488 AXEL GARDE.
den store By. Takten i deres Nerver er
stemt efter dens Liv.
Johs. V. Jensens Menneskeskildring er
impulsiv, som hans Sprog er det. Han
sanser sig til sine Typer. Allerede deres
Bevægelser er ham en Nögle til deres
Karakter. Enhver fåår sin egen Rytme for ham,
sin egen Musik i hans Hoved. Hans
Menneskeskildring bliver til, idet han
udsætter sine Nerver for ethvert Indtryk,
indtil han kan samle dem alle i en
symfonisk Enhed. Naar hans Stil naar höjest,
lykkes det ham da ogsaa, ligesom i en
pludselig Bristning af Forgrunden at give,
ikke en Beskrivelse af et Ansigt, men dets
Skæbne, der er tegnede i dets Træk. Mest
karakteristisk i denne Henseende er
maa-ske den gamle Smed Thögersen i
»Kon– gens Fald». Da Sönnen kommer hjem fra
en Pilgrimsfærd til Rom og Palæstina,
fortælles det om den gamle, at hans
Oldingetræk slappedes, da han hörte om den vide
Verden. Heri er den gamle jydske
Husmands hele Synskreds, hans snevre, lave
Liv, al hans Længsel, den hele Rytme.
Den Vej, Johs. V. Jensen gaar, naar han
sanser sig gennem et Menneske, er altid
udefra og indefter, fra det ydre til det indre.
I Madame D’Ora, denne internationale
Sangerinde, der har slæbt sit Geni gennem
Alverdens Koncertsale og nu, allerede halvt
gammel, kæmper med sin haablöse og
brugte Kærlighed til Edmund Hall, er det
lykkedes ham at sanse sig helt tilbunds
i en fremmed Organisme, saa han har
kunnet slutte Tegningen helt rundt. Lige fra
hendes vidunderlige Sång:
Jeg bærer i mit bespændte Bryst
en söd og ængstelig Vaar.
Mit eget lille stumme Barn
dybt under mit Hjerte gaar —
og til den Morgen, hvor hun efter at have
lagt Sminken og alle de andre Midler
tilside kommer til Hall i sit eget fattige gråa
Haar, er Madame D’Ora set med en
Fö-lelse og en Fantasi, der aldrig synes at
give en Enkelthed, men i hvert Træk
Livets hele Aande.
Det er Johs. V. Jensens Evne som Digter
umiddelbart at kunne optage en fremmed
Skikkelse i sig, indtil den virker i ham som
hans egen. Det sker endda undertiden
under et saa lyrisk Raseri, at han omgiver
den med det Forbehold, den Aflukkethed,
vi holder af at dække os med, naar noget
gaar os personligt nær. Denne poetiske
Forveksling er ikke sjælden hos ham.
Intet kunde derfor virke forunderligere, end
da Sven Lange, der selv er en Vivisektor
i Hjerter, en Gång skrev om ham, at han
havde intet Hjerte. En forsigtigere
Psykolog vilde ikke have taget fejl af den Varme
hos en anden, der kan tvinge ham til at
skjule sin Bevægelse under en haard Skäl,
som Johs. V. Jensen selv holder af at
fremhæve det hos Englænderen, der fordeler sin
Energi og Medfölelse under en bevidst Ro.
Det er Haardhed, der ialtfald snarest er
som Glashylstret omkring Thermometret.
Sv. Lange kunde vel endda have taget et
og andet Mærke af den Skildring fra Paris,
i hvilken Johs. V. Jensen udvælger
Porcel-lænet som det smukkeste paa den danske
Udstilling. Det er af en hed Grund, at
hans Yndlingskunst er Porcellænsglassurens
faste Metalfarver.
I sin sidste Skikkelse, Ralf Winnifred
Lee, har Johs. V. Jensen derimod selv
antydet den Färe, der altid lurer paa saa
modtagelige Sanser som hans: at de löber
fulde, at Indoptagelsen af Tilværelsen sker
under et saa voldsomt Pres, at Enheden i
Personligheden brister. Lee mister
Herre-dömmet over sig selv, fordi det er hans
Skæbne overfor hver ny Natur, han moder,
at göre det sidste Forsög paa at omspænde
den og optage den i sig. Det er netop
Grænsen for en Sansning af Johs. V.
Jensens Art.
At han selv har set den, er et Tegn
paa hans Sundhed.
Juli 1905.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
