Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Strejftog i ny dansk Literatur. Af Carl Behrens. I. Memoirer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
556 CARL BEHRENS.
ner sarte Pasteller af de Dage, da
skyggefulde Volde og idylliske Stadsgrave omgav
det gamle Kjöbenhavn, og Forstæderne,
som nu selv er i Færd med at komme til
at höre til den indre By, næsten laa ude
paa Landet. Særlig fra den Norrebro’ske
Forstad stiver Schorn farvefme Interiörer
med Mindets og Vemodets varme Skær
over sig. Huse og Haver, hvor hans
Ungdom henrandt, er forlængst ofrede paa den
ait nivellerende Tids Alter, og han föler
sig saa underlig ensom, naar det moderne
Storstadsliv suser og bruser omkring ham.
Da er det, han fordyber sig i Erindringerne
— de elektriske Sporvogne, Telefonerne,
de hastende Mennesker paa Cycler, de
elektriske Standere med det skarpt silhuetterende
blege Lys, ait forsvinder for ham, og som
Gurre-Slottet i Heibergs »Syvsoverdag»
hæver i hans stille Studerekammer Voldene sig
atter for hans indre Syn. Tranlamperne
kaster et svagt flakkende Skær over de
snævre Gaders toppede Brosten, som
forsigtigt passeres af hjemvendende
Teatergængere, der discuterer Fru Heibergs og
Rosenkildes Spil i Vaudevillen. Vægterne
synger deres Aftenvers, Retræten lyder fra
Kastellet, og Portene lukkes, saa
Landsfaderen og hans Born i Fred for alle
Ildgær-ningsmen kan sove trygt indenfor Voldene,
der skäl staa, medens Tiderne ruller.
— — — De er imidlertid forlængst
faldne, og Nutidens Ungdom aner næppe
nok, hvor de en Gång hævede sig med
deres skyggefulde Træer. Schorn har nu
i sin Bog fortættet Erindringens Poesi
omkring dem, saa ogsaa en yngre Slægt kan
faa Indtryk af, hvad de betöd for det gamle
Kjöbenhavn — dets Personifikation, ligesom
det karakteriserer det nye, at det ingen
indsnævrende Grænser taaler, men udvikler
sig frit og breder sine Fangarme videre og
videre ud, mod alle fire Verdenshjorner.
Og dog er der i al Fald en ung Månd,
som husker, hvor Voldene stod, og nöje
kender den gamle By, som den var i
Klubtiden, da der politiseredes ved
Punschebol-lerne, og de Rahbekske Drikkeviser svang
sig mod det lave Loft. Knud Bokkenheuser
har i sin underholdende Bog »Saa By som
Borger» (Det Schönbergske Forlag) paa
Grundlag af utrykt Materiale og gulnede
Optegnelser givet en stemningsfuld
Skildring af et svundet Samfundsliv, har sögt at
fremmane den forbigangne Kulturtilstand, vi
alle bygger paa, saasandt som ingen
Tidsalder svæver frit i Luften, men har
usynlige Rödder i det fra Fædrene nedarvede.
Det gamle vindskibelige Kjöbenhavn med
en Bagergaard som samlende Midtpunkt har
desuden faaet en varmtfölt Skildring i M.
Blixenkrone Gröns troværdige og
vederhæftige Meddelelser om Slægten Grön (Otto
Gröns Forlag). Mange kuriöse Smaatræk,
der ellers vilde forsvinde i den rastlöse Tid,
er her forenet med fin og nænsom Haand
i en Bog, hvis Duft er som Lavendler og
Evighedsblomster.
De samme Tider, som de sidst nævnte
Boger dvæler ved, vies også de to
Memoi-rebind »En Slægts Historie», som Th.
Ewald og H. F. Ewald i Forening har
udgivet (Gyldendal). Den Ewaldske Slægt
har bestaaet af dygtige, fædrelandskærlige
Mend, som har ydet deres Land gode
Tjenester og grebet ind i Begivenhederne med
heldig Haand. Hvad der her paa Grundlag
af Dagböger og mundtlig Fortælling berettes,
giver spredte Træk til Tidshistorien, som
vel ikke derved beriges med nye
Enkeltheder, men det ait bekendte* uddybes,
trækkes op i stærkere Farver, understreges og
accentueres.
I Værkets sidste Del fortæller den
bedagede Romanforfatter H. F. Ewald, Carl
Ewalds Fader, fordringslöst om sin
Livsgær-ning, der uden at have sat dybe Spör i
dansk Literatur eller givet den Impulser i
nogen Retning i hvert Fald har haft
Betydning for det læsende Folk.
Ogsaa en anden Forfatter, der i Ordets
bedste Betydning er Folkets Månd,
Zacharias Nielsen, har nedskrevet» Minder»
(Gyldendal) for en Del af sit Liv. Zacharias
Nielsens Forfatterskab har med sit
grundtvigske Syn paa Menneskene, sin hjærtelige
Varme og hele Optimisme vundet talrige
Læsere Landet over. Ved udpræget
digteriske Anlæg har han formaaet at hæve
sig over den Retning —
Skolelærerlitera-turen — han ved Afstamning og
Uddannelse tilhorer, og at blive accepteret selv
af den mere kræsne Kritik. Har behöver
ikke at indmelde sig i nogen »folkelig
Forfatterforening» — en saadan findes virkelig
hos os — men kan göre sig gældende i
de »höjlærdes» Skare, selv om han kun er
Seminarist. I »Minder» fortæller han bravt
og redeligt om sin Udvikling, som ikke
opviser store og mærkelige Spring —- den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
