Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Den unge Robinson. Af Edvard Blaumüller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
646
EDVARD BL A UMULLER.
Men tilföjet et NB.
Robinson forespurgte ved Katedret,
hvad dette NB skulde betyde.
»Det betyder, at vi nok ikke har
lavet vores Stil paa egen Haand.
Helten bærer et fransk Navn. Det lugter
af Oversættelse».
Dybt krænket paa sin Forfatterære
bad Robinson Hr. Inspektören finde
Originalen til næste Gang.
Det lykkedes ham af gode Grunde
ikke. Han maatte da tage sit NB i sig igen.
Og Robinson smilede haanligt.
Ved samme historiske Lejlighed fik
denne unge Månd, der hidtil havde
maattet nöjes med, hvad hans Forældre
i sin Tid havde fundet paa at kalde ham,
det Navn, han siden beholdt og
værnede om som sit nom de guerre.
Ti Inspektören fortsatte: »Ja, vi er
trotsig. Kender vi en vis Alexander
Selkirk? Han var Matros. Simpel Matros.
Men ogsaa trotsig. Saa blev han såt af
paa en öde Ö og blev Robinson. Pas paa,
det gaar os nok paa samme Maade».
De aandelige Gaver falder stundom
i Flæng. Slingre gjorde i ingen
Henseende Indtryk af at höre hjemme
hverken blandt de store eller de smaa
Profeter. Denne hans Spaadom har dog
i Aarenes Löb staaet sin Pröve.
Men fra dette Ojeblik var Krigen
erklæret.
Den unge Robinson aabnede
Felttoget. Hans Udarbejdelser i
Moders-maalet blev fra Uge til Uge mere
be-aandede og mere fyldige. Begge Dele.
Men især det sidste. Skönt det nemlig
var ham magtpaaliggende at godtgöre
Ægtheden af sit Forfatterskab, fölte han
dog en ulige större Trang til at ærgre
Inspektören. En Lærer afskyr ret
naturligt lange Stile. De forbitrer hans
Privatliv. Og Slingre var meget om
over sit. Men han savnede paa den
anden Side ikke Midler til at værge dets
Fred. Da han aldrig lagde Indholdet
til Grund ved sin Bedömmelse, men
beskedent nöjedes med at optælle tilfældige
Unöjagtigheder i Renskrivning og
Tegnsætning, bar Robinsons Frodighed
Straffen i sig selv. Jo flere Sider, des flere
»Fejl» og des daarligere Karakter. Det
endte med tg. og mdl. Robinson lod
sig imidlertid ikke skræmme. Han
udvidede stadig Rammerne og förte
vox-ende Stofmasser i lidén. Og da en
almindelig Stilebog omsider ikke forslog,
anskaffede han sig en indbunden Kvart
paa Tykkelse som Madvigs Grammatik....
Nu kunde Slingre göre sig månge
glade Aftener og desforuden have en
aparte Moro af at slæbe dette
læderryg-gede Korpus hjem og tilbage til Skolen.
Förste Gång, han saa Uhyret,
sprudede han Gnister af Arrigskab.
»Det er maaske vores samlede
Værker, der skäl optages i dette Bind?»
Robinson delte sin Overlegenhed
imellem Kvarten og Slingre.
»Samlede Værker og ét Bind!».
»Se, se! Vi er vel allerede Autor
til flere Törner?»
Kameraterne grinte.
Det trodsige Glimt, som tirrede
Inspektören, lyste den unge Robinson ud
af Öjnene.
Han svarede:
»Naturligvis».
En Latterbölge skyllede hen over
Klassen.
Værsaagod! De maatte gærne le.
I Grunden var de dog paa hans Parti.
Der fandtes jo heller ikke noget at
röd-me over eller undse sig for. Blev man
spurgt, saa svarede man, som sändt var.
Og han, Robinson, havde virkelig, trods
sin Ungdom, hjemme i Bordskuffen
liggende to fuldfærdige Tragedier, hvoraf
den ene behandlede et Emne, hentet fra
den merovingiske Kongekrönike, medens
den anden forherligede en siciliansk Fri-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
