Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Henrik Pontoppidan. Af Chr. Gulmann. Med 4 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112 CHR. GULMANN
fængt med Sideniusk Mörkerædsel eller
nogen Art Fantasteri, — som tværtimod
er en ny Verdenserobrer »for hvem Livet
bare var en Narrespög», ham dömmer han
»efter en Række grove og fine, skumle og
glimrende Nydelser» til »Hospitalet,
Operationsbordet, et friseret Lig». Der er en
hed Improvisation i den hele Side — som
da ogsaa er stemt ned efter nærmere
Over-vejelse.
Alle de nemme Mellemting er ham det
foragteligste af ait. Der er en lavmælt,
men inderlig Haan i Tonen, naar han
om-tåler de Dele »af Fritænkernes Lejr, hvor
en vis Träng til religiös Opbyggelse i den
sidste Tid var kommen paa Mode, og hvor
man fölte sig i höj Grad tiltalt af en Lære,
der dog ikke gjorde for dybt Indgreb i
Tanke og Fölelseslivets tilvante
Bekvemme-lighed». Og han slåar haardt paa det
aan-delige K vaksal veri, »det Ruskomsnusk af
Filantropi, Statsökonomi, Moral og
Pæda-gogik», der kalder Kristendommen ud til
Afholdsbevægelse, Forligsdomstole og
Ar-bejderbelæring. Thomas a Kempis citerer
han om den sönderknuste Verdensforsagelse
og Taarernes Glæde. »Hvor långt er dette
ikke fra den aandelige Bredflabethed, som
förlänger, at Guddommen skäl
dokumen-tere sig» . . Bortset fra Udgangspunktet er
dette en Tale, der skikkede sig for en af
Slægtens gamle Præster, Hans Tavsens og
Anders Sörensen Vedels Efterkommere.
Og dem, han har kær, er det ligedan
med. Der er et stille og modigt
Menneske som den gamle Kone i
»Knokkelman-den», der utrættelig har gjort sin Gerning
og dör uden Klage. Hendes knappe og
frygtlöse Ord er den Folkets Saga, han
el-sker. Saadan er der månge faamælte,
dygdige og mutte Mennesker rundt om i
Kro-gene af hans Böger. Hansine i
»Muld»-Trilogien, der er den könnest
ejendom-melige Kvinde, han har tegnet os — en
af de meget faa Kvinder han i det Hele
har faaet rigtig levende — bliver just
saadan, da hun har lært »at Lykken her i
Livet bestaar i at have Rod i sin egen
Jord-bund og voxe i Lyset af den hjemlige
Himmel». Og saaledes erfarer Per i sit
Eremit-Liv, at den höj este Menneskelykke
er at finde sit naturlige Voxested, og der
blive sig sit eget Selv fuldt og klart
be-vidst. Det er endelig kun en skarpere
Ud-formning af Ordene i >Den gamle Adam»
om »det Sjælens stille Planteliv, hvorunder
Menneskeaanden opfyldte sin Bestemmelse
og naaede sit Endemaal, Klarhed og Fred».
Er Menneskets Endemaal Klarhed og Fred?
Det lyder mere som en Dödens Devise end
som Livets Formel. Men denne fäste
Een-hed og sikre Ro er det altsaa, Pontoppidan
har Længsel efter, fordi han gennemlever
Tidens uharmoniske Brydning og har sin
Rod hos hine dygtige Forfædre, som i
de-res Tid tilkæmpede sig Personlighedens
myndige Ligevægt Denne hans Længsel
og Kamp har gjort ham ensom. Den har
ogsaa, netop med Blodslægtskabets
Sam-hörighed, givet ham dens Fynd, som har
Medejendomsret til Riget og staar paa sit
eget.
* ,. *
Og saaledes samler sig da hans Billed.
Han er typisk dansk, fordi han med
Rod i god dansk Slægt har gennemlevet
den dybe Brydningstid i vört Aandsliv, da
de gamle Idealer kunstnerisk var udtömte
og menneskeligt stivnede, og det Nye bröd
indover.
Han er mandig som den, der med hele
sin Personligheds Indsats har kæmpet for
at frigöre sig og os fra de gamle
Spögel-ser og ligesaa hensynslöst har rettet sit
i\ngreb, hvor Spögelserne forklædte sig i
ny Drägt. Han er klar — det er hans
kultiverede Slægts Aandsform, men desuden
har han, fordi han længe savnede
Sik-kerhed og vilde Sikkerhed, aldrig villet eller
turdet opgive det fäste Hold över sig selv.
Denne Klarhed er hans Kunsts folkelige
Fordel og jævnlig dens Färe. Men hvad
denne Klarhed og denne Kamp har kostet
af Vilje og personlig Voldsomhed, det er
bleven hans höje menneskelige Indsats.
Han har fra Kampen reddet og renset
nogle af de ædleste Egenskaber hos den
Slægt, han kæmpede mod, og bragt vor
Slægt hin ranke Mands-Ærlighed som
ny-vunden Gåve.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
