Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Carl Nielsens "Mascarade" paa det Kgl. Theater i Köbenhavn. Af Gustav Hetsch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
182 GUSTAV HETSCH
med Bibeholdelse af Scener i »Maskeraden»
skabt en Handling, der ved sine burleske
Optrin har månge Betingelser for at kunne
underholde ogsaa det ikke egentlige
Musik-publikum. Han har maattet höre adskillige
Ubehageligheder for den ofte unödvendig
platte Dialog, og den skæmmes virkelig ogsaa
af barnagtige Rimerier og stillöse
Slang-Udtryk, som man forbauses över at finde
hos en dog faktisk höjtdannet Litterat som
Dr. Andersen. Paa den anden Side kan
det ikke fragaas, at netop disse Platheder
og Barnagtigheder i Dialogen — ved
Siden af de virkelig pudsige Farcepaafund i
Handlingen — fäldt i særdeles god
Jord-bund hos det köbenhavnske Publikum. Og
da de blev afleverede med al mulig Aplomb
af det kgl. Theaters rutinerede Komikere —
Dr. Mantzius, Hr. Jerndorff, Hr. Lars
Knudsen og Fru Jonna Neiiendam, hvilke
havde den ret uvante Opgave ikke alene
at synge Opera, men ogsaa at præstere
Klownlöjer, — kan man forstaa Publikums
Holdning. Til den muntre Stemning, der
ved hver Opförelse har hersket i Salen,
bidrager i væsentlig Grad den udmærket
virkningsfulde Ballet, der opfylder en stor
Del af den udramatiske, temmelig
stille-staaende sidste Akt, og i hvilken
Ballet-mester Hans Beck danser og agerer et
Soloparti med en vittig Travesteringsævne,
der er ganske uimodstaaelig.
Man tager næppe fejl, naar man mener,
at det er alle disse Momenter, der uden
Hensyn til Carl Nielsens Musik betinger
Operaens Virkning og Tiltrækning paa det
store Publikum og har hidfört den ydre
Sukces, som ingen kan bestride.
Men hvorledes har nu Komponisten löst
den musikalske Opgave, han havde stillet
sig?
Han har overrasket ved sin Ævne til
at finde en morsom musikalsk Illustration
til enhver optænkelig Enkelthed i Dr. Vilh.
Andersens Handling og Text. Han gaar
maaske endog af og til for långt i sin Omhu
for ikke at lade nogen Lejlighed til en
Vittighed ubenyttet. Der moder os nu og
da Effekter, der musikalsk set er ligesaa
barnlige som Replikkernes Vitser. Den
Slags Naiveteter, saadanne letköbte Effekter
kan ærgre den mere kræsne Tilhörer, men
de har der es Andel i, at det store
Publikum morer sig. Bortset fra disse
Enkelt-heder, hvor Carl Nielsen synes at være
gaaet lidt paa Akkord med sit næstbedste
Jeg, har han med et mærkeligt Held slaaet
sig lös i den lette, glade Genre, og det
maa indrömmes ham, at han har formaaet
virkelig at skrive en som Helhed fint
komisk Operamusik.
Noget mindre heldig har han været
med at træffe en bestemt, fra först til sidst
gennemfört Stil i sin Opera. Eller rettere
sagt: man söger forgæves en fast Stil i den.
Snart udarbejder han sit Partitur under
diskret Ihukommelse af den en Gång
fast-slaaede »Parykstils» musikalske
Krussedul-ler, snart fåår hans eget höjst moderne
kunstneriske Fysiognomi Lov til uhindret
at stikke frem, i en karakteristisk
harmonisk Vending eller i et sögt melodisk Sving.
Til Tider kan han finde paa en Strofe,
der er bred nok til at fylde i en Opera:
til andre Tider smuldrer Idéerne paa Grund
af deres Lidenhed og skröbelige Finhed
bort imellem Fingrene. Deraf bliver
Virkningen paa Tilhörerne noget ujævn. Og
egentlig stærk bliver Virkningen ikke noget
Sted i Operaen. Man föler Gång paa Gång
smaa Ryk i Hjærnen, man kommer tidt til at
trække paa Smilebaandet, men man bliver
ikke varm. De Scener, hvori de to
Els-kende, Leander og Leonora, expektorerer
sig, har end ikke saa megen Lyrik i deres
Musik, som den Holbergske Stil dog tillader
sin Komponist. De er oprigtig tält noget
torre og pedantiske, og det mærkes som
en Bröst her i Operaen. Fordi Ludvig
Holberg var Pebersvend, behöver Carl Nielsen
jo dog ikke ogsaa at være det. Men det
er paa saadanne Punkter, at man tydeligst
mærker Carl Nielsens Begrænsning — den
Begrænsning, der ikke er »Mesterens», men
Intelligens- og Vilje-Kunstnerens.
»Mascarade» er iscenesat med megen
Stilsans og Opfindsomhed, og förliden de
allerede nævnte Skuespillere har af
Operaens Kræfter Hr. Helge Nissen som en
slagfærdig Henrik, den unge Tenorist Hr.
Kierulf som Leander, Fru Ulrich som
Leonora og Fru Lendrop som Pernille
ydet hver paa sin Maade værdifulde Bidrag
til Forestillingens smukke og heldige Forlöb.
^€^^^r>€^y^s^^^^
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
