Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Det Kgl. Theater i Kjøbenhavn. Af Carl Behrens. Med 3 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
348
CARL BEHRENS
matiker i høj Grad trænger til at gaa i
Lære — især er hans Teknik mangelfuld.
I hvor høj Grad blev især evident, da
Henry Bernsteins »Tyven» i Sæsonens
sidste Maaned blev spillet paa Folketeatret.
I dens Begyndelse ventedes med
Spæn-ding Opførelsen af Holger Drachmanns
nye Værk, hans »Danske Sommernats Drama»
»Hr. Oluf, han rider —», hvormed det kgl.
Theater fejrede Digterens 60 Aars
Fødsels-dag den çde Oktober.
Sæsonen var bleven indledet med et
Par Greb i det gode gamle nordiske
Re-pertoire. Først med Björnstjerne
Bjørn-vSONS Skuespil »En Fallit», hvis solide
Handling nu som altid virkede fængslende, selv
om Slutningens rosenrøde Farver mere end
nogensinde syntes hentede fra de sletteste
Romanforbilleder og egentlig helst burde
været skaaret bort ved et dristigt Indhug.
Udførelsen fäldt i det hele mattere end
før, men Hr. Zangenberg, der samtidig
fejrede sit 25 Aars Jubilæum i det kgl.
Theaters Tjeneste, spillede dog Tjælde med
en egen Robusthed i Medgången, og Hr.
Mantzius opridsede Advokat Berents
Skik-kelse med klar Myndighed.
Derefter fik Hostrup Ordet med
»Æven-tyr paa Fodrejsen», denne stedse lige
elsk-værdige, godmodigt-rørende Komedie, som
synes at behage Stockholmere og
Kjøben-havnere i samme Grad. De förste har det
Forspring at have set Hr. Mantzius som
Skriverhans, der spilles tarveligt i
Kjöbenhavn, hvor denne Kunstner udfører
Assessor Svale. Til Gengæld er Hr. Olaf
Poulsen vidunderlig som Birkedommer
Krans, en Maskefigur, det skäl gærne
ind-rømmes, men baaret af et Lune saa
straa-lende, saa genialt selv i Overdrivelserne,
att der bliver tomt paa Scenen, naar Krans
forlader den.
Gennem disse nemme
Efteraars-Indstu-deringer naaede man da til den store
Festaf-ten, hvor alle Pladser forlængst var besatte,
og hilste med Begejstring »den graanede
Skjald», da han ved P^orestillingens
Begyndelse traadte ind i Parkettet. Da han
ätter forlod det, var Begejstringen derimod
i! betænkelig Grad nær ved Frysepunktet.
»Hr. Oluf, han rider» (Bogudgave: G. B. N. F.)
havde nemlig vist sig at være et ganske
udramatisk Arbejde, som maaske i en
aand-fuid og poetisk Iscenesættelse kunde være
bleven reddet, men som i det kgl. Theaters
store Rum, hvor Versene kun ufuldkomment
naaede til Tilskuernes Bevidsthed,
fuldstæn-dig spilledes ned. Drachmanns Hensigt havde
tydelig nok været den at skabe et dansk
Modstykke til »En Skærsommernatsdrøm».
Og ingen nordisk Digter formaar heller i
tilnærmelsesvis samme Grad som han at
iklæde den blege Sommernat med dens
drømmeriske, vemodige Skønhed,
Nattergale-sang og Blomsterduft uforgængelige Ord.
Rundt om i »Hr. Oluf, han rider—»
stand-ser man ved Læsningen betaget af den
svulmende Lyrik, der hæver og sænker sig,
risler og klukker som selve
Nattergale-sangen.
Men medens Shakespeare ikke alene
var en stor Lyriker, er Drachmann saa godt
som udelukkende dette. Hans Drama flød
ud i fuldstændig Uforstaaelighed, i en rimet
Filosoferen, som kvalte al Feststemning —
og nu erindrer man af den hele Højtid kun
Fru Neiiendams Æventyrprofil og Vildskab
som den gale Sidsel.
Efter dette kortvarige Ridt ind i det
gamle romantiske Land fik Theatret fastere
Grund under Fødderne med sin næste
Ny-hed, Walter Christmas’ Skuespil »Skærsild»
(Bogudgave: G. B. N. F.). Det var et af de
Arbejder, som i særlig Grad egner sig for
det nuværende Personale — ikke dybt
bundende, stedse strejfende Problemernes
Overflade, men opbygget med
Verdensman-dens Kendskap til, hvad der har Kurs paa
Markedet, og med Amatörens Stræben efter
Virkning selv paa Poesiens Bekostning.
»Skærsild» foregaar i og udenfor
Kjöbenhavn i vore Dage, men kunde for den
Sägs Skyld — selv uden Förändring af
Navnene, der har en absolut international
Klang — være henlagt til hvilkensomhelst
anden större europæisk By. Forfatteren
har tydelig villet skrive et inter-europæisk
Skuespil, hvis Problem kunde stilles og
løses uden særlig Hensyntagen til nationale
Ejendommeligheder. Hovedfiguren, Lizzy
Bertram, der vender tilbage fra Amerika,
hvor hun har været en af Varietéernes
største Stjærner, for at vinde sin Søn, der
ikke kender hende, minder om de
Turnéroller, Sarah Bernhardt, under en Epoke af
sit brogede Kunstnerliv, med Forkærlighed
dyrkede. Her er overfladisk, men
virknings-fuldt en Række Sindsstemninger anslaaede,
som kan give den store Kunstnerinde Lej-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
