Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Det Kgl. Theater i Kjøbenhavn. Af Carl Behrens. Med 3 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
350 CARL BEHRENS
som en Løve, men falder ned som et Fåår,
naar det gælder.
»Den gode Borger» har som stykke en
Grundm ängel, der kortelig kan udtrykkes
med Rabbinens Ord i Karl Gutzkows »Uriel
Acosta» »Schön allés dagewesen». Fra
Henrik Ibsens Dramaer kender vi saa
inder-lig godt Samfundsstøtten, hvem Livet paa
hans Hæders- og Festdag rammer med sin
Hævn. Der maa være noget forhexende ved
dette Motiv, siden det ätter og ätter vender
tilbage, og siden Henri Nathansen nu har søgt
at puste nyt Liv i det. Denne Reminiscens
og Erindringen om Octave Mirbeaus
Skue-spil »Forretning er Forretning» der sikkert
har tjent ham til direkte Forbillede,
ska-dede Indtrykket af Stykket, spm desuden
vilde have vundet ved en lettere Scenegang
og ved, at Forfatterens Pegepind ikke havde
været saa tydelig at mærke. Men ellers
var Titelfiguren, den gode Borger,
Overrets-sagfører Hans Halling, den nøjeseende,
smaalige, til Tider hjærteraa Månd,
Familie-tyrannen og Samfundsstøtten, der giver med
den ene Haand og tager med den anden,
skarpt set og skildret med ikke ringe Kraft,
om end Forfatterens Ironi til Tider kunde
spille ham et Puds og bryde Helheden.
Ironien er nemlig et farligt Vaaben i
Dramatikerens Haand, naar den har
Tilbøjelig-hed til at blive hans eneste. Og överfor
denne Mulighed, staar — synes det mig ■—
i Øjeblikket Henri Nathansen. Han maa
søge at uddybe sit dramatiske Talent og at
faa flere Strenge paa sin Bue.
Det, der manglede i »Den gode
Borger», tilføjede imidlertid Hr. O. Poulsen
af sit eget velforsynede Rustkammer. Han
alene gjorde Opførelsen mulig. Ingen anden
dansk Skuespiller ejer samme Blodrigdom,
samme vegetative Fylde. Han smeltede sin
egen Personlighed sammen med den gode
Borgers, optog dennes Smaavaner og
smaa-særegenheder fuldstændig i sit Væsen,
for-maaede et slaa över fra Familiefaderens lune
Snakkesalighed ved en Kop Kaffe
i.Daglig-stuen til Juristens kolde og smaatskaarne Syn
paa menneskelige Forhold i Kontoret.
Na-thansens Stykke vil for stedse i Erindringen
være knytet til Olaf Poulsens Personlighed,
och nogen anden Kunstner vilde næppe senere
komme til at spilleRollen. Næst ham havde
man Udbytte af Hr. Neiiendams veltrufne
Fremstilling af den forsumpede Sagfører
Tånge, der dog af Skuespilleren i rent ydre
Henseende sænkedes til et lavere Niveau end
strængt taget nödvendigt, og af Hr.
Mantzius’ Assessor, hvis Stemmeklang alene strax
gav hele Mandens Væsen og indre
Habitus.
Fra Nathansens Sagførerstue førte
Lau-rids Bruun os ud i den danske Sommernat,
hvor Pan ved at spille paa sin Fløjte fåår det
Ægtepar, som ved en Fejltagelse har
fun-det hinanden, til at bytte Gaarde, saa ait
omsider kommer paa sin rette Pläds. Man
gik med nogen Forventning til
Førsteopfø-relsen af »Pan», da det vidstes, at
Skue-spillet var ensbetydende med den Roman
»i fire Timer», som den produktive
For-fatter havde udgivet til Jul (G. B. N. F.),
om end man først bagefter erfarede, at
Skuespillet var den oprindelige Form.
Laurids Bruun vilde nu sikkert have staaet
sig ved at nøjes med den Anerkendelse,
hans Roman med sin kondenserede
Spæn-ding og behændige Bygning havde indbragt
ham. Selv om vor Tid har lidet tilovers
for den gamle Æsthetik, der vilde anbringe
enhver Genre i sin bestemte Rubrik, saa er
det dog tydeligt, att hvad der er Roman,
ikke ligesaagodt kan være Skuespil og
om-vendt. Et saadant Digterværk vilde
unægte-lig være en underlig siamesisk Tvilling —
den gode Smag fri os for månge af den
Art Misfostre! —
»Pan» fäldt da med Rette og forsvandt
hurtig. Sommernattens Maane er en
daar-lig Belysningseffekt, naar den varer fire länge
Akter igennem. En delvis mørk Scene
under en hel Forestilling, Vanskeligheden ved
at se de optrædendes Minespil, saa de
re-duceres til talende Skygger, er mere end
nok til at aflive et Stykke. Og hertil kom
som et yderligere og vægtigere Moment, at
den Spænding, som den hurtigt læste Roman
fremkalder ved sine snildt beregnede
Effekter, svigtede totalt paa Scenen. Man vidste
nu paa Forhand aldeles sikkert, at Ingeniören
ikke kunde være Onklens Morder —
Romanens Halvlys taalte Theatret ikke — og
dermed fäldt hele den skrøbelige dramatiske
Bygning över Ende som et Korthus. Og
da Pan spillede paa sin Fløjte og lod
Herredsfogden vælge Husets unge Pige til
frem-tidig Livsledsagerske, medens hans Hustru
endelig fik sin Ingeniör og det difteri-syge
Barn endog viste sig slet ikke at have den
frygtelige Sygdom, saa det et Øjeblik ud, som
om Publikum vilde laane Fløjten hos Pan.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
