Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Det Kgl. Theater i Kjøbenhavn. Af Carl Behrens. Med 3 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352 CARL BEHRENS
Han er stadig almenmenneskelig. »Den
politiske Kandestøber» i hvert Fald har
ikke gennem snart 200 Aar mistet sin
Gyl-dighed, og naar Herman von Bremen sagde
sit klassiske Slutningsvers om Forskellen
imellem et Søkort at forstaa og sel v føre
Skib, var der Aftener, hvor der lød Hørraab
fra Parkettet. Saa aktuel er Holberg i 1907.
Den gamle Komedie virkede dog i sin
Ny-Indstudering svagere end før. Hr. O.
Poulsen övertog, omtrent samtidig med, at
han fejrede sit 40 Aars Jubilæum, Herman
von Bremens Rolle, men derved blev
des-værre Kandestøberdrengen, som Kunstneren
tidligere har spillet med uimodstaaelig
komisk Saft og Kraft, ledig. Og der var
ingen født Arvtager til den, som da Olaf
Poulsen sprang ind for Phister og denne
for Lindgreen. Kun en Elev, som gjorde
det tydeligt for alle, hvor herlig en
Kunst-ner hans store Forgænger dog var.
Som Kandestøberen var Poulsens Anslag
lidt mat. Haandværksmanden vilde ikke
rigtig klæde ham. Men med den største
Opfindsomhed talte han i »Collegium
Poli-ticum» til 20, for at berolige sin Vrede
överfor Geske, med prægtig Opblæsthed
modtog han Raadsherrernes Kaldelse til
Borgmester, og endelig var hans Fortvivlelse
över de mangeartede og uudgrundelige
Op-gaver, der strømmer ind paa ham, baaret
af en komisk Fylde, af et Lune saa
tuld-blodigt og fantasifuldt, att disse Scener
vilde have betegnet et Højdepunkt paa
dansk Scene, hvis Olaf Poulsen blot havde
haft — Olaf Poulsen selv til Medspillende.
Men Eleven i hans gamle Rolle tog
rigtig-nok al Løftelse fra F^orestillingen. Man
havde ofte paa Fornemmelsen, at Poulsen
helst selv vilde have sagt alle Replikerne
i disse klassiske Scener mellem
Kandestøberen og hans Dreng.
Som Holbergforestilling var »Den
politiske Kandestøber» svagere end Professor
Will. Blochs senere Nyindstuderinger. Især
var Haandværkerkollegiet mat i sin Komik
— Theatret savner Skuespillere til at
be-sætte alle Rollerne tilforladeligt. Fru
Neiien-dams Geske var desuden ait for urimelig
overdreven, naar man erindrede Fru Phisters
sikre Blanding af Trohjærtethed og dum
Vigtighed.
Olaf Poulsens Geni lyste över denne
Forestilling, som rettelig var hans, og hvori
han den 2 2 de April fejredes med en Ova-
tion af den Styrke, der i det kgl. Theater
kun høres paa de virkelige Festaftener. Og
det var en Festaften, denne — da Takken
bragtes den store Kunstner for hans 40 Aars
minderige Virksomhed i dansk Scenekunsts
Tj enes te.
Rygtet siger for sändt, at han ikke vil
spille nye Roller mere, og han afgiver
desuden allerede nu gamle Glansroller som
Kaspar Røghat i »Der var en Gång —».
Det er vist derför paa høje Tid, at Theatret
tænker paa Forstærkning af Rammerne med
den Ungdom, som nu ofte haardt savnes.
Hvis man vil spille Klassikere i FYemtiden
— og den Förpligtelse kan et
statsunder-støttet Theater dog ikke med nogensomhelst
gyldig Grund unddrage sig — maa baade
gamle og unge opdrages dertil. Det gaar
ikke an at lade famlende Forsøg i Smag
med det, vi saa Hr. Hofman gøre paa at
spille Tartuffe gentage sig i Aarenes Løb,
thi saa vender Publikum paa Forhaand
Klassicismen Ryggen.
For Teatrets to Prøver paa nyevropæisk
Skuespildigtning var Interessen paa
Forhaand ikke stor. De var hentede fra
Frankrig, men skyldtes ikke Henry
Bern-stein eller et andet sejrrigt Navn. Det ene
Stykke »Mellem Læger» var et udpræget
»Frit Theater» — Skuespil af Flamlænderen
Henry Kistemaeckers, lidt tungt med sit
Arsenal af videnskabelige Teorier, men fint
i sit Ho vedargument, at den menneskelige
Følelse dog altid sejrer över hensynsløs
Raahed. Den store Læge, der ikke vil
række den unge Månd, der er bleven syg
i hans Hus, en hjælpende Haand, da han
erfarer, at hans Hustru har næret ømme
Følelser for ham, bliver ved Synet af hans
alvorlige Tilstånd saa bevæget, at hans vilde
Raseri forsvinder for Følelsen af Pligt.
Stykkets Clair-Obscur lykkedes smukt paa
det kgl. Theater, og det spilledes i den
af-dæmpede Stil, som svarede til Handlingen
uden dog at byde paa nogen
Enkeltpræsta-tion, der særlig fortjener at erindres.
Alfred Capus vedbliver at spøge paa
de nordiske Scener. Egentlig med Urette.
Thi hans Pariser-Vid taber ved
Gengivel-sen, og i dramatisk Henseende er hans
Stykker saa fladbundede og udtværede, at
det virkelig ikke lønner Umagen at overføre
dem i en anden Jordbund end den, hvor
de er voxet op. Samme Medfart, som
»Direktor Piégois» i Stockholm, fik omtrent sam-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
