Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Strejftog i ny dansk Literatur. Prosa. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
512
CARL BEHRENS
maa han fremtidig öve sin jyske Mission
mere i Gærning end i Ord.
Ogsaa en hel ny Månd Christen
Bundgaard har i det forlöbne Foraar väkt
Opmærksomhed ved sit Forsög paa at
give en social Skildring, blot at han i
»Proletärer» (G. B. N. F.) gaar endnu
dybere til Bunds end baade Skjoldborg og
Aakjaer. Hans Helte er Landevejens
hjem-löse, Bisserne, Bondens Skræk, naar de
banker paa hans Dör en mörk Aften og
beder om Husly, vilde Existenser, der
ikke er bange for at gribe til Kniven, ofte
skadefro Væsner, der lönner Velgærning
med ondt, i Regien dog saa undergravede
af Brændevin og Mangel paa Ernæring, at
de mere indgyder Medlidenhed end Frygt.
Bisseren vandrer — som Bundgaard
skil-drer ham — gennem Nætternes Mörke,
Markernes Öde og Himmelens Uvejr,
medens Skæret fra Menneskehjemmenes
op-lyste Ruder ikke naar deres tavse Tog.
Had læses paa deres forvrængte Ansigter,
Sult afkræfter deres Förstånd, Feberen
ryster deres Lemmer, medens de gerne
gav deres halve Liv for en halv Pægl
gloende Syre.
Det er Livets yderste Elendighed, som
har såt sig Stævne paa Landevejen — de
aller-allerfattigste, der ikke behöver at
væ-re bange for hverandre, da de ikke har
noget at slaas om. »Gennem Nattens
en-somste Dyb, över Livets öde Grunde gaar
Proletärens nögne Börns Vej. De hilser
Dagslyset med mörkekvalte Skrig — thi
Forlösningens Time stunder til for al
jord-födt Afkom.»
Selve Hovedpersonen, den unge
Martin Smed, föler sig, da han gennemblödt
af Regnen kommer ind til Fæstemanden
for at söge Pläds og afvises uden Haab,
»som et af Mörkets sölede Dyr, der af
Vanvare er kommen ind i en oplyst Stue».
Men han higer bort fra Bissernes
irregu-lære Liv, han vil bane Vej fra deres
Verden, fra det töjleslöse, utæmmede Liv til
det ordnede Samfund — han bliver
Slag-tersvend i Hamburg og hedder nu
Martin Schmidt. Snart stryger han ätter
Landevejen med Fodsaalerne, og han staar
tilsidst midt i det bölgende Valgliv i
Elberfeld, midt i den moderne Fabriksstads
Arbejdskrater, og her i Nattens Ensomhed,
medens Blæsten jager raat gennem de
tomme Gader, slipper Bundgaard ham
fo-relöbig.
Der er noget stærkt og vildt över
denne Bog — et eneste stort Skrig fra de
hjem-löses og forladtes Skarer. Bundgaard
skriver ikke for ömfindtlige Nerver — han
for-agter al Udsmykning, al Forskönnelse.
Livet i dets fulde Grimhed, Forladthedens
Forbandelse, Modgangens Forbitrelse, den
endelöse Kamp for at leve, stönner i
disse Skildringer. Her er milevidt til den
Realisme, som ikke skyede Patchouli, ja
selv til den Naturalisme, som ikke vragede
Blomsterduft.
— — — Saa vidt spænder da den
moderne danske Literatur i Ojeblikket. Fra
Karl Larsens Bourgeoisi-Hjem med dets
differentierede Fölelser til Chr. Bundgaards
Roehus, hvor Bisseren sover som et Dyr.
Imellem disse to Yderpunkter strækker sig
Forsög paa at befrugte Digtningen med
nye Iagttagelser, i det Sonderne -bores
dybere og dybere ned i det ubevidste
Sjæle-liv, som hos Otto Rung og Karin
Michaelis, medens Herman Bang driver den
impressionistiske Gengivelse af Livet til det
Höjdepunkt, »De uden Fædreland»
beteg-ner. Andre tager som Svend Leopold
deres Tilflugt til Romantikernes
Dyrebe-stand for om muligt ad denne Vej at sige
Nutiden bitre Sandheder, forener som Johs.
V. Jensen i sine Myter Naturiagttagelse
og Samfundskritik til dristige Fantasier,
eller kaster sig som Niels Hoffmeyer ud
i poetiske Forestillinger om Verdens og
Menneskets Fortid. Men saa er der
ogsaa dem, som af gode Grunde nærer
Uvil-je imod al dristig Fremfærd, mod al
höj-baaren Flugt ind i Poesiens blåa Riger —
de kryber henad Jorden og sluger Stöv.
Dansk Digtning dirrer i Ojeblikket som
en Kompasnaal imellem modsatte
Indfly-delser. Der gives ingen ledende og ung
Bevægelse, som da Realismen rykkede
frem i 7oerne, eller da Elever af Brandes,
Höffding og Jul. Lange sluttede sig
sammen i Slutningen af 8oerne.
Men for at fuldstændiggöre vor Oversigt,
vil det senere være nödvendigt at dvæle ved
en Række andre Forfattere, som bekræfter,
hvad her er sagt om, at fælles Retning og
fælles Fodslag mellem de unge savnes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
