Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Edvard Munch. Et foredrag holdt i anledning af en udstilling af kunstnerens arbeider i Kristiania. Af Jens This. Med 11 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
544
JENS THIIS
den syges ansigt. Heller ikke i dette
billede lyder noget ord. Men tausheden
er fuld af bævrende forhåbning, og
vårens sol flommer över alle farver.
Det er livets lyse vinge, som bruser
sagte över dette billede. —
— Det er aften ved stranden.
Den blå sommernat sænker sig som
blå silke över himmel og hav. Og
strandens rullestene begynder at tale, hver
med sin farve, de röde stene og de grönne
stene og de violette stene — de er nu
dukket frem af den hvide dag, som
svandt, og deres farver lever den korte
times selvstændige liv, förend natten
favner dem alle.
På stranden mellem stenerne står to
mennesker.
Hun vender sit ansigt mod havet og
sit gyldne oplöste hår mod ham. Hun
stirrer ind i den voksende nat, han
stir-rer ind i hendes skikkelses hvidhed og
hendes hårs gyldne brand. Og hans
ryg krummer sig, hans hals strækker sig,
hans hænder knytter sig i mörkt begjær
efter hendes hvide deilighed.
Heller ikke her blir noget ord
vekslet. Men driftens stærke vinge bruser
över dette billede. —
— Det er aften og solnedgång. Men
en aften så forfærdelig som et fortvilet
menneskes sidste aften.
Himlen står i brand, og fjorden er
et væltende hav af blod. Broen, dens
rækværk, menneskenes huse, ens egen
skikkelse glöder i denne ild, er som
be-stænket af dette blod.
Som for en febersygs öine bölger og
bugter sig naturens linjer. Ait fast löser
sig op, og ait flydende stivner, luften blir
seig og tyk, jorden hæver sig og
sænker sig under födderne. Naturens puls
banker i den samme dödsangstens feber,
vånder sig i det samme livsangstens
mareridt....
Da lyder et skrig.
Et skrig, som presser sig frem fra
et sind i livets yderste vande, et sind på
randen af dödens gru.
Men hör — skriget gjalder igjen i
denne helvedesröde aften! . . .
Asernes linjer, havets bölger, himlens
skyer — ait krymper sig under den
samme smerte, sittrer i den samme ångst. . .
Og skriget, det er; ikke et elendigt
menneskes dödsskrig, det er selve
naturen, som skriger, det er havet, det er
luften, det er jorden, som skriger, det
er dagen, som udstöder sit dödsskrig,
för den slukner i natten! . . .
Og pludselig forsvinder jorden, havet,
himlen, en selv.
Men skriget blir tilbage.
Står der på broen, lyslevende og
håndgribeligt, formet som en mandsling,
der på sine smale skuldre bærer — ikke
et hode, men et umådeligt gab, det svælg,
hvorfra skriget vælter frem, tusentonet,
ufatteligt i sin vælde — ångstens skrig,
som fylder naturen. —
— Det er nat — stjernenat.
På den lille jord vokser de store trær,
og över de store trærs kupler löfter sig
himmelkuplens uendelighed, dryssende
fuld af lysende verdner!
Og öiet borer sig ind i hvælvet, og
hvælvet viger og viger, og nye
verdner sprudler frem fra dets dyb, og andre
verdner skjuler sig der bag.
Under dette uendelige mörke, hvori
lysenes uendelighed aldrig strækker til,
under denne sindsforvirrende utallighed
af tindrende sole og planeter står den
gamle lind og breder sin mægtige
kup-pelkrone oyer et menneskes bolig, över
et menneskes lille gustne lampe, hvis
skjær dör bort i nærmeste havegang. Og
denne lille lampe i det store hus under
det vældige træ, som står der og bruser
under stjernehimlen — den er selv
uen-delig större end det speilbillede, den
kaster ind i menneskeöiet, som maler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
