Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Johan Sebastian Welhaven. Av Andreas Jynge. Med 8 billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
628 ANDREAS JYNGE
teristisk for unge sind, blev hos
Welhaven til et dypt naturdrag. Den fik
u-tvilsomt sterk næring i hans ungdoms
trængselsaar, da familiekjeden brast ved
hans fars død, og han stod alene,
over-latt til sig selv. Hans tanker gik nok
da ofte til forældrehjemmet, slik som det
var i de gode dage, til barneglæderne
og til de steder, hvor hans sind hadde
flagret frit og solet sig. Det maatte
naturlig staa for ham som en uendelig
ly-sere tid. Her er ganske vist jordbunden,
hvorav hans tilbakelængtende vemod er
skutt op, først som en spire, blek i
bla-dene, siden — under forholdenes
utvik-ling — som et stort, bredkronet træ, der
mildt overskygget hans hele væsen.
Ganske betegnende tåler han i et av sine
digte om: »Vemoden, fulgt af den tause
Erindring». Det omvendte skulde synes
det naturlige. Men ikke saa for
Welhaven. Hos ham var vemodet gaat över
til en blivende grundstemning.
Fra først av stod hans hu til at bli
maler. Og det berettes fra et hold, at
professor Dahl, den bekjendte norske
landskapsmaler, opmuntret ham, fra et
andet derimot — og det fra det bedste
— at det ikke var saa rart bevendt med
opmuntringen. Welhaven maatte ialfald
slaa det av tankerne. Meget mot sin
lyst gik han igång med teologien som
brødstudium, men tok aldrig nogen
eksamen. Inden han kom saa långt, hadde
hans livsskib såt kurs i en anden retning.
Han begyndte som æstetiker og
kritiker, som literær overdommer. Sansen
for det kunstneriske var tidlig blit väkt
hos ham. Lyder Sägen hadde ikke for
ingenting været hans lærer. Kravet paa
formens skjønhet og klarhet hadde slaat
rot i ham. Da han saa blev nærmere
kjendt med dansk aandsliv, stod han
fuldt förberedt for Johan Ludvig
Hei-bergs æstetik. Hertil kom indflydelse
fra Schiller. Men rygraden i hans kunst-
anskuelse og det, som gjorde, at den
blev hans egen, personlige eiendom,
skyld-tes dog artisten i ham selv.
Han blev en hævder av »kunst» og
av kunstens selvstændige værdi, men
ogsaa av dens aandsopdragende og
dermed samfundsopdragende betydning.
I kunstverket søkte han den harmoniske
skjønhet og la dermed væsentlig vegt
paa den artistiske side, paa formens
strenghet og klarhet. Han fremhævet
derför altid arbeidet i kunsten. Det
værdifulde var for ham ikke det
im-proviserede, umiddelbare, men det
til-kjæmpede og avklarede. Han følte sig
i særlig slegt med dåtidens danske
digt-ning, han beundret baade Oehlenschläger
og Heiberg og mente, at der i
tilknyt-ningen til dansk aandsliv skulde vindes
nyt land i norsk literatur og kultur.
Og hvad var det saa Norge dengang
hadde? — Av de smaa forhold var der
skutt op en skikkelse, som tok stor pläds,
og som pludselig var blit Norges eneste
digter. En frihets- og
fremskridtsbegei-stret aand, gjennemtrængt av det
fore-gaaende aarhundredes idéer og i kontakt
med de nye bevægelser ute i Europa.
Men en månd, som ikke hadde det
mind-ste tilovers for dansk kultur og dansk
digtning, men tvertimot vilde bryte
broen av, fordi han i det, som var
dansk, saa det politisk reaktionære
og et element, som virket
hem-mende paa norsk national utvikling. Og
denne utvikling var hans liv, han var
folkeopdrager og utbreder av kultur,
dermed ogsaa politiker, han stevnet med
og förän den liberale, demokratiske
strøm-ning i tiden. Som menneske og digter
en voldsom, ubændig natur, et stort,
brændende hjerte, et rikt, sprudlende
op-komme, som brøt sin egen vei, men som
derför — til at begynde med — i sin
umiddelbarhet ofte bar ind i det
form-løse og uklare.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
