Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Johan Sebastian Welhaven. Av Andreas Jynge. Med 8 billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
630
ANDREAS JYNGE
I den berømte samling sonetter
»Norges Dæmring» (1834), stridens centrale
skrift, avsa han fordømmelsesdommen
över de daværende tilstande, över
materialismen og chauvinismen, og pekte
paa, hvad han savnet og krævet, et
vir-kelig aandsliv, som gjennemstrømmet det
hele samfund:
Det Aandens Taktslag i den mindste Gjerning,
der gaar som Nerve i det store Hele,
kan ene fylde Samfunds-Livets Revne.
Svakheten i utformningen av
programmet var aabenbar. Welhaven kunde
dengang neppe gjøre det klarere. Han
viste hen til fortiden og profeterte om
fremtiden. Det, som blev igjen av diktet,
var angrepet. Og det blev ogsaa
op-fattet. Den aggressive, haanlige tone
blev hørt. Digtet blev betragtet som et
overfald, det strutter da ogsaa av
grovheter og ungdommelig flothet. Der reiste
sig en storm mot forfatteren. Det gik
endog saa vidt, at digtet i etpar bygder
blev brændt offentlig paa baalet.
Stridens store grotesk-komiske episode.
»Norges Dæmring» er långt fra at
være et stort digterverk. Men det hadde
sin mission. Nu er det et interessant
tidsdokument. Men det har ogsaa en
mere speciel literær interesse. Hele
Welhavens senere digtning ligger
nem-lig allerede her i sin spire. Der er
først polemikeren og satirikeren. Men
bakenfor merkes det indadvendte sind,
et menneske, som længter efter det
indre livs fred og harmoni. Og denne
digter søker allerede her ind i
landskaps-stemningen og bebuder samtidig den
na-tional-romantiske retning,- som kom til at
sætte blomst i 1840-aarenes bevægelse.
Satirikeren i »Norges Dæmring» er
endnu for meget polemiker. Litt for
svære armbevægelser og litt for meget
knytnæve. Men snart fremtrær
Welhavens satire baade sikrere og skarpere.
Han drog stadig tilfelts mot ukultur og
halvkultur. Og långt frem gjennem
hans digtning høres gjenlyd av sel ve
kampen. Den dirret længe i hans
sind. I det kjendte digt
»Republika-nerne» fra 1836, hvor han gir
brus-hoderne et støt for brystet og hævder
handlingens älvor likeoverfor skraalet, er
han endnu midt oppe i striden. Den
merkes ogsaa i digtet om den store
»Glau-kos», som mænger sig med krypet paa
havbunden, til det hölder ham fast
der-nede. Likedan i »Flyvefisken», hvor han
bruker sit spidse vid mot dem, som er
rædde for at ta ståndpunkt og derför søker
den luftige middelvei. Og de stolte,
man-dige, strengt huggne vers om »Nehemias»,
som vilde reise en ny borg i det sunkne
Jerusalem, men blev angrepet av
hedningers flok, gir uttryk baade for hans
stridsmot og selvfølelse:
Da kaldte han sammen de bedste Mænd,
og sagde: »Nu tage I Sværd ved Lænd!
Og have I Glæde af dette Verk,
da bygger paa Muren i Pandserserk.
Der staar en Skræk af byggende Mænd,
som vælge at mure med Sværd ved Lænd.
I det senere digt »Protesilaos» er der
endnu stolthet över kampen, men nu
klinger den ikke længer ut i nogen
seiers-følelse, men i erkjendelsen av, at den,
der gaar förän i striden, »han kjæmper
kun og falder». Welhaven hadde faat
merke, at »Norges Dæmring» ikke saa
let blev glemt. Da han i 1839 søkte
stillingen som lektor i filosofi ved
Kristiania universitet, blev der mindet om hans
store synd. Forresten hadde hans
mot-standere god grund at staa paa.
Welhaven var nemlig ikke nogen belæst og
kundskapsrik månd. Det, han hadde at
flyte paa, var digtene og endel literære
foredrag. Han fik da ogsaa høre om
alle sine mangler. Det skapte
selvføl-gelig ny uvilje hos ham, og han ga sin
fø-lelse luft i det spydige, overlegne digt om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
