Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Pontius Pilatus. Af Sven Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 2
SVEN LANGE
en halv Centurie samlet. Ogsaa nogle
af Herodes’ Soldater saa han iblandt dem,
— deres smaa spidse Huer dukkede op
hist og her mellem de runde Hjælme.
Men Pilatus saa mest paa Præsterne.
Det undrede ham, at de var saa rolige.
Var det mon fordi Ypperstepræsten var
kommet tilstede nu, — eller betød denne
Taushed, denne Ubevægelighed noget
andet? noget mere?
I det samme saa han to af sine egne
Soldater i fuld Krigsrustning, men uden
Skjold, komme frem fra Vestibulen. De
stansede ved det øverste af Trappen, —
og mens der blev ganske stille dernede,
raabte de i Kommandotone nogle Ord
paa Latin henover Pladsen.
Det forstaar de ikke dernede, tænkte
Pilatus ærgerlig, — men et Øjeblik efter
blev der et dæmpet, ivrigt Røre blandt
Præsterne — og en hvid Skikkelse blev
trængt frem mellem dem og skubbet et
Par Trin op ad Trappen, hvor den blev
staaende.
Det er jo ikke ham, tænkte Pilatus,
hans Kjortel var mørk før, — men da
Skikkelsen i det samme vendte Hovedet
og saa tilbage, kendte han ham igen
paa det store, unaturligt aabne, stirrende
Blik.
Der lød et Par hidsige Raab fra
Præsterne op imod ham, og langsomt og
vaklende steg han et Par Trin op ad.
Og blev atter staaende.
Overalt fra Pladsen kunde man nu
se ham, og rundt om fra raabte man
op imod ham. Nogle lo hujende, og et
langt, gennemtrængende Skrig — som
de skriger til Æsler — jog gennem
Luften.
Han vaklede atter et Par Trin opad,
men pludselig snublede han i den lange
Kjortel, faldt hovedkulds ned mod
Trinnene og blev liggende.
Da lo det halve Torv skraldende og
hjertelig, mens Æselsskrigene skingrede
allevegne fra. Kun fra Præsteskaren
hørtes ikke en Lyd.
Han er jo halvt død allerede, tænkte
Pilatus, — og det faldt ham ind, at det
egentlig var uden Mening at dømme ham
til Døden.
Men medens Latteren skrattede og
Skrigene hujede gennem Luften, rejste
den hvidklædte Skikkelse sig langsomt
paany, og det gik atter opad, Trin for
Trin, til det øverste var naaet.
Her greb de to romerske Soldater
ham fast om Armene og førte ham
hurtigt bort mellem sig, ind mellem Søjlerne,
ind i Paladset.
Pilatus vendte sig bort fra Vinduet
og gik hen imod Tablinum, — men
kom da paa en Gang til at tænke paa
sin lille, vrede Hustru, som laa derude
mellem Blomsterne.
Jeg kan ikke gaa saadan fra hende,
tænkte han.
Han nærmede sig sagte, og han saa
hende ligge og lege med den
gyldenrøde Glasvase mellem sine spinkle
Hænder.
»Claudia», sagde han og stansede.
»Er vi Fjender endnu?»
Men da hun hørte ham, vendte hun
hastigt Hovedet bort. »Skal du ikke
gaa?» mumlede hun.
»Jeg gaar nu,» sagde han i en
forsonlig Tone, »men det varer næppe
længe. Det er blot en af disse gale
Sværmere, som Præsterne her vil have dømt
til Døden, skønt han er helt uskadelig.»
Claudia saa pludselig hen paa ham
med fjendtlige Øjne. »Saa frikender du
ham vei?» spurgte hun.
Pilatus rystede paa Hovedet.
»Præsterne har allerede pint ham halvt ihjel»,
sagde han. »Enten jeg frikender ham
eller jeg dømmer ham, det bliver det
samme.»
»Selv om han er uskyldig?» vedblev
hun og vendte ikke sine vrede Øjne fra ham.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
