Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Pontius Pilatus. Af Sven Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 2
SVEN LANGE
— men uden Hjælm, saa at man saa
hans sirligt buklede og salvede Haar.
Han gik frem med en selvbevidst
Holdning og støttede Haanden mod sit korte
Sværd.
Fangen lod de bundne Hænder synke,
og stod atter taus. Og Pilatus vendte
sig langsomt mod den unge Officer.
»Tag den Månd med,» sagde han
dæmpet, »og lad ham piske.»
Den romerske Løjtnant saa op og
ned af den Anklagede. »Jeg har hørt
om ham,» sagde han i en overlegen Tone,
»det er ham, der kalder sig Jødernes
Konge. Er det tilladt at smykke ham
med Kongetegnene?» spurgte han
pludselig og saa smilende paa Pilatus.
»Gør med ham hvad du vil, men
dræb ham ikke,» sagde Landshövdingen
strængt. »Og gør det kort, Folket bliver
utaalmodigt dernede.»
»Kom!» sagde Officeren og stødte
til den Anklagede. Han gik foran, og
roligt og langsomt, med sænket Hoved,
fulgte Fangen ham ud af Salen.
Pilatus stod lidt og saa efter ham.
»Jeg kan ikke lade ham dræbe,» sagde
han dæmpet, »han vil jo intet ondt.»
»Hans Dødsdom er vist allerede
fældet af Præsterne,» sagde Junius
alvor-ligt.
»Jeg skal vei bekræfte den!» udbrød
Pilatus utaalmodig. »Hvis jeg ikke vil,
kan de jo rejse op til Publius Sulpicius
med ham!»
Den Frigivne saa forundret paa ham.
»Legaten kan dog ikke» — begyndte
han.
»Nej, nej, nej! - Landshövdingen slog
ud med Haanden, — han indsaa, han
havde forløbet sig. »Men desuden,»
vedblev han lidt forvirret og saa bort, »er
Claudia Procula gaaet i Forbøn for ham.»
»Er Claudia Procula?» spurgte Junius,
»hvorfor dog?»
»Jeg ved det ikke,» sagde Pilatus paa
samme tøvende og undvigende Maade.
»Hun har vist set ham i en Drøm. Hun
lider af onde Drømme for Tiden, hun er
jo frugtsommelig. Jeg vil nødig gøre
hende imod,» sluttede han kort og barsk.
»Jeg forstaar det,» sagde den
Frigivne.
Tause gik de sammen ned gennem
Atriet og stansede i Skyggen af
Vestibulens Søjler. Derfra saa de ud over
Pladsen nedenfor.
Soldaterne var trukket bort, men
Mængden var bleven større og mere
tætpakket end før. Omkring Trappens Fod
stod stedse mange Præster; med
ubevægelige, haarde Ansigter stirrede de
ufravendt op mod Paladset. Men en Del af
dem havde boret sig ind i Hoben
bagved, hvor de hist og her havde samlet
lyttende Grupper af Borgere omkring sig.
Kun en dæmpet og spredt Mumlen steg
op fra dem, — hele Torvet var som
omspændt af deres sagtetalende og
lidenskabelige Magt.
»Det er ikke de samme som før,»
sagde Junius, »de fleste er Præster
derovre fra Templet.»
»Ja, jeg kender det sadducæiske Pak,»
svarede Landshøvdingen, »de er ikke til
at have med at gøre.»
»Og se,» udbrød Junius pludselig,
»se den gamle Annas, han er ogsaa
kommet med!»
»Annas?» gentog Pilatus —- »hvad
skal han dér? Det er jo mange Aar
siden, han var Ypperstepræst!»
»Han er den værste af dem alle,»
sagde den Frigivne, »i Templet lyder de
hvert Vink af ham endnu. Naar han
møder frem, er det Alvor.»
»Ja,» sagde Pilatus eftertænksomt,
»det ser ud, som om de belejrede os
dernede. Det bliver ikke nemt at faa Bugt
med dem.»
»Jeg tror jeg ved et Raad, Herre,»
sagde Junius pludselig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
