Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Pontius Pilatus. Af Sven Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SVEN LANGE
7 2
ternes Næveslag. Kun de lukkede
Øjen-laag var hvide.
Soldaterne stansede lige uden for
Pilatus, stødte de lange, tynde
Spydstager ned mod Fliserne og saa
spørgende hen paa ham.
»Før ham udenfor og stil ham øverst
paa Trappen foran Bima,» sagde Pilatus
barsk, »men slip ham ikke. Jeg
kommer.»
Soldaterne gik videre hen mod
Udgangen og Pilatus fulgte langsomt efter.
Den Frigivne blev staaende mellem
Søjlerne.
Men paa Torvet blev der en
pludselig, dyb Stilhed. Al Mumlen tav med
et. Kun den hurtige, glidende Lyd af
Sandaler mod Jorden hørtes svagt rundt
om fra.
Man trængte sig sammen allevegne
fra, stirrende op mod Fangen uden et Ord.
Da Pilatus kom der ud, stansede han
og saa et Øjeblik ned over alle disse
mange, tause, hvide Ansigter med de
sorte Skæg og de mørke stirrende, Øjne.
Henne i den vestre Del af Torvet saa
han kun et Mylder af løftede Hænder
og Arme, der skyggede de stirrende Øjne
for Solen.
»Se Purpuret,» hørtes pludselig et
dæmpet Udraab langt borte fra, — og
derpaa hist og her de samme hviskende,
forundrede Ord: »Se Purpuret ... se
Purpuret» . . .
Og man tav igen.
Landshøvdingen gik hen til Bima,
til Dommersædet. Men af Foragt for
Hoben dernede satte han sig ikke
derpaa, men fattede blot med venstre Haand
om en af de kejserlige Ørne, der
smykkede dets Ryg. Saaledes stod han et
Øjeblik, — hævede saa den højre Arm.
»Jeg har ladet dette Menneske piske,
som I ser,» sagde han højt, med en
rolig, bydende Stemme, — »hans lovløse
Sværmeri har fortjent det. Men jeg fin-
der ingen Dødsskyld hos ham. Jeg vil
derfor lade ham gaa.»
Han tav. Han hørte pludselig en
stor, sagte, hastig Stønnen dernede fra,
som af en Mængde Mennesker, der paa
en Gang aabnede Munden og snappede
efter Vejret. Men ikke et Raab hørtes.
Pilatus løftede atter sin Arm.
»Som I ved,» sagde han i samme
myndige Tone, »sidder Bar-Rabban for
Tiden fangen og venter paa sin Dom.
Og I ved, at jeg af Hensyn til Jeres
store Højtid plejer at give en Fange fri.
Skal jeg give Bar-Rabban frir»
Han tav og lyttede anspændt. Men
fra Torvet hørtes ikke en Lyd.
Og Landshøvdingen, som følte, at
hans List var i færd med at strande,
blev hæftig med et.
»Skal jeg give Bar-Rabban fri?»
raabte han, slåp Dommersædet og gik frem
mod dem, »Bar-Rabban som har dræbt
nogle af Jeres bedste Mænd og røvet
store Skatter fra Jeres Synagoger, skal
jeg give ham fri? Eller skal jeg
dømme ham til Døden og lade ham
korsfæste?»
Han tav. Der lød en bølgende
Hvisken dernede fra, en sagte dirrende,
lidenskabelig Uro. Præsterne saa hastig hen
paa hinanden, og derpaa atter hastigt
op paa ham. Men intet Ord hørtes.
»Saa svar mig!» raabte Pilatus og
følte med et, at han blev hed i sit
Ansigt. »Skal jeg give den onde Røver
fri, for at han igen kan begynde paa
sine Misgærninger mod Jer? Eller skal
jeg» — raabte han og pegede med en
voldsom Bevægelse hen paa Fangen —
»skal jeg ikke heller give denne usle,
afsindige Sværmer fri, som ikke kan gøre
Jer det mindste ondt mere? Hvem skal
jeg give fri? Ham eller Bar-Rabban?»
»Bar-Rabban!» skreg lynsnart en
hvæsende Stemme fra Præsterne dernede -—
og i samme Nu var hele Skaren en törd-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
