Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Pontius Pilatus. Af Sven Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
7 2
SVEN LANGE
derne pressede ind mod sit Bryst, følte
i samme Nu, at overfor denne
Modstander formaaede han intet.
Men haane dem kunde han endnu,
og han slog en høj tvungen Latter op
og raabte forbitret, med begge Hænderne
strakt frem mod Fangen:
»Se Jeres Konge! skal jeg korsfæste
Jeres Konge!»
Men Annas skreg: »Vi har ingen
Konge uden Cæsar!»
Pilatus slog Armene som en Bue op
i Luften, og opgav desperat sin Sag.
»Saa tag ham og gør med ham, hvad
i vil!» raabte han rasende, og vendte
sig til Soldaterne: »Før ham ned!» og
han vendte sig atter mod Folket og
raabte af sine Lungers fulde Kraft ud
over Torvet: »Nu slipper jeg
Bar-Rab-ban løs paa Jer!»
Men de ænsede ham slet ikke mere
dernede. Alle de glubende Øjne var
rettede mod den purpurrøde Fange, der nu —
stiv og oprejst — langsomt førtes ned
mod dem af Soldaterne. Der lød intet
Raab mere — men op fra Præsteskaren
steg en dyb, sagte Knurren, som fra
en Rovdyrflok, der venter paa sit Bytte.
Landshøvdingen drejede sig om og
gik hurtigt ind i Paladset. Hans Ansigt
var glødende hedt, og inden i ham
skælvede og bølgede det af Vrede og
Skamfølelse.
»Hvor jeg dog hader de Mennesker. ..
hvor jeg dog hader det Folk!» udbrød
han halvhøjt, mens han rask gik op
gennem Atriet, uden at ænse den Frigivne,
der stod og saa efter ham. Og han
klæmte Kæberne sammen. »De skal
faa det at mærke ... de skal faa det
at mærke ...»
Han gik videre og stansede først, da
Haven laa lige foran ham.
Han stod og pustede, han pressede
en Flig af Togaen mod sin Pande, og
hans voldsomt hamrende Pulse faldt
efterhaanden til Ro.
Han saa sig om. I Solskinnet laa
den lille Have stille hen, med de
glødende Blomstergrupper, indhyllet i Vellugt.
Men Claudia Procula?
Hun laa ganske rigtig derude paa
samme Sted og næsten i samme Stilling
som før. Hendes Haar var sat op og
bølget nu, og i Skødet havde hun en hel
Del Guldsmykker: Armbaand og Ringe
og Halskæder, som hun legede med.
Ham havde hun endnu ikke opdaget.
Blot jeg dog ikke behøvede at gøre
hende imod, tænkte Pilatus og nærmede
sig langsomt, med en brødefuld Mine:
han saa nu, at hendes Øjne fæstede sig
paa ham med et anspændt, spørgende
Blik.
»Claudia,» sagde han og saa til
Siden, »jeg har gjort, hvad jeg kunde, men
de vilde ikke give ham fri. Det er jo
ikke Mennesker, de Præster, det er Ulve
og Tigre ... .Ja, nu korsfæster de ham,»
sluttede han og saa mørkt ned paa
hende.
Men hun smilede. »Det gør
ingenting,» sagde hun og rakte Armen op
imod ham.
Han greb om hendes Haand. »Gør
det ingenting?» udbrod han og spilede
Øjnene op.
»Det er kun godt,» smilede hun. Og
hun drog ham ned mod sig, lagde sin
spinkle, nøgne Arm om hans brede
Nakke og hviskede tæt ind i hans Øre:
»For jeg har skiftet Sind. Jeg vil
alligevel hellere have Diademet med den
grønne Adamas.»
Og saa stor var hendes Ynde i dette
Øjeblik, at han sänk i Knæ ved Siden
af hendes Leje og trykkede hende
varsomt ind imod sig.
»Du skal faa det,» stammede han
lykkeligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
