Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Johan Herman Wessel. Af Carl Behrens. Med 6 bilder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
johan herman wessel
2 97
Det var, som om hans poetiske
Talent nu atter skulde vaagne af sin
Dvale, ikke sive ud i Oversættelser af
tarvelige Syngespiltexter, men naa en
ny Blomstring. I 1780 skriver han en
Prolog, der opföres paa Lysttheatret
paa Fredenborg i Anledning af
Arveprins Frederiks Födselsdag, og hvor
den Lethed i Formen, som udmærker
»Kjærlighed uden Strömper», atter har
bevinget hans Pen: Tæppet gaar for
tidligt op, Skuespillerne er endnu ikke
paaklædte, og i Fölelsen af, at deres
Kunst ved dette Uheld har faaet en
Piet, som kun kan afvaskes ved Döden,
enes de alle om at dö, men först dog
at stemme derom. Selvfölgelig voterer
de alle: »Leve» og med Schwarz i
Spidsen beslutter de at forsöge at genvinde
»vort elskte Herskabs Gunst».
Fra Ægteskabets förste Aar
stammer endvidere hans ypperste komiske
Fortælling »Gaffelen» — den er i hvert
Fald trykt förste Gang 1781. Med
fuldendt Overlegenhed er her et gammelt
Fabelmotiv behandlet, og med et Lune
saa overgivent, som om den, der skrev,
aldrig havde kendt sviende Bekymringer.
Man kunde derfor fristes til at tro, at
»Gaffelen» ligesom »Herremanden»
-—-denne Fortælling, hvori en virkelig
Herremand höjst uberettiget troede at se
en Persiflage over sig selv, sin Hustru
og Sön — var forfattet midt i 70-erne.
Hvor er han ikke herlig, denne Jupiter,
som ved sin Inspicering af Jorden
udbryder:
Hr Pope har sagt sandt: det er den bedste
Jord.
Og hvor ægte Wesselsk det Indfald,
at lade Jupiter og Mercurius tale fransk
indbyrdes, for at det fattige Ægtepar,
de gæster i Hytten, ikke skal forstaa
dem. Der er ikke et Ord for meget
eller for lidt i denne Fortælling — den
er virkelig et Mesterværk i sin Art,
typisk for Forfatteren i hans bedste
Öjeblikke.
Til Begyndelsen af 80-erne maa
ogsaa Visen »Brodne Kar i alle Lande»
henregnes. Den er oprindelig skrevet
til en festlig Sammenkomst i det norske
Selskab og blev hurtig yndet, ja fortsat
af en anden Forfatter, der udvidede
Rammen. Sin Popularitet bevarede den
langt ned i det 19 Aarhundrede, og
Slutningsstrofens förste Linjer:
Hædre alle Nationer,
Hade Fejl, men ej Personer,
flk næsten Ordsprogets Klang.
Desværre formaaede Samlivet med
hans Hustru og Sön kun i kort Tid at
tæmme Wessel. Han blev snart ked af
at drikke sit Ol hjemme, hans
Ungkarlevaner var for stærkt rodfæstede.
Han længtes atter efter den
kammeratlige Kreds, efter den glade Discurs ved
Bollen og efter sin Vinstue. Han var
en Bohémien, længe för denne Betegnelse
blev opfundet. Fölgelig syntes
Ægteskabet ham snart et Helvede, og det
kom til stormende Scener mellem
Månd og Hustru, under hvilke hun
kunde finde paa at sige til ham: »Tag dig
i Agt, at jeg ikke skal göre dig til
Hanrej», hvortil han svarede: »Jeg er
ikke bange, dertil er du for gerrig.»
Hun har ikke haft den ringeste
Forstaaelse af Wessel, ikke varigt kunnet
fængsle hans urolige Aand og kun med
onde og haanende Ord besvaret de
skælmske Vers, han gentagne Gange
rettede til sin »söde Canaille», som han
tit kaldte hende »paa Skiærts». Hun
har taget ham med Alvor i Stedet
for med godt Humör, hvad der maaske
kunde have udlignet Modsætningen
mellem dem.
Saa flygtede han til Værtinden
Madam Juuls private Stue i det norske
Selskab i Sværtegade, eller han slog sig
ned hos Spiseværten Barfred. Og ofte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
