Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Strejftog i dansk Literatur. Lyrik. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
656
CARL BEHRENS
Men paa samme Maade han kan tegne et
Aftenbillede fra Italien med Sydens
Stjær-ner »som et hvirvlende Snevejr af
solverhvide Skæl», formaar han — ved Siden
af Sydens Sommer med blodigtröde
Nelliker bag Øret og sort og frodigt Haar —
at fremmane Nordens Sommer, hvor
»Juninattens Perler lyser».
Mærkeligt er det saa til allersidst —
efter disse dirrende Stemninger, disse klingre
Toner, disse Vers om Drömme og Glemsel
— at træffe det grelt naturalistiske Digt
»Födselen», der er grotesk baade i Indhold
og Form og egentlig tait skæmmer den
elegante lille Bog. Ellers er den som en
Essens af Helge Rodes Digtning, der er
saa mimoseagtig, saa kuldskær. Den minder
om den Viol, han besynger, hvis »Duft
bringer Bud fra dens Sjæl, som er Musik».
L. C. Nielsen er bleven dansk
Kantatedigter ex officio. Ved Mindefester paa det
kgl. Teater og paa Universitetet, ved
Monu-mentafslöringer og Industrimoder,
vedHospi-talsindvielser og Jubilæer, ved
Sörgehöjtide-ligheder og Födselsdage — overalt moder
han med sine malmfaste og tonende
Strofer, som han nu har samlet i et Bind
Kantater og Sange: »I Sand og Sten». (G.B.N.F.)
Al denne Lejlighedspoesi har ikke overlevet
Øjeblikket, som fremkaldte den — en
Digter udmönter vei i det hele ikke ustraffet
atter og atter sit Talent paa Bestilling —
men her er dog Digte, hvor L. C. Nielsen
virkelig har naaet den Monumentalitet, som
Stenen kræver, og hvor hans Vers ikke
glider ud i Sandets store Øde.
Naar man husker Jeppe Aakjærs
visionære Portræt af Hörup i Mindedigtet over
ham, falder Nielsens unægtelig stærkt i det
banale. Han har slet ingen Kontakt haft
med denne politiske Förer. Saa er der da
mere Holdning og Forstaaelse i hans Sang
til Björnstjerne Björnson:
»I dit aabne Øje brændte
Ild, som tusind Arner tændte ;
i din Pandes Vidsynsvælde
var en Trods af Fjælde.»
Paa samme Maade er Mindedigtet over
Amalie Skram mærkelig tvunget og skruet
— stærkere end ellers foler man, hvor
farligt det er at skulle digte paa Kommando
— medens der til Gengæld gennem Sangen
ved Afslöringen af I. P. E. Hartmanns
Monument pulserer den Forstaaelse og
fornemmes den Sympati, som ikke tör savnes,
hvis Lejlighedspoesi skal have digterisk
Værd.
Sympati er der fremfor alt i L. C.
Nielsens »Nordiske Sang» ved Festen for de
svenske Tonekunstnere i Januar 1906:
»Vi er Brödre i Kaar, i vor Kunst, i vort Kald,
vi kan modes i Minder og Maal.
I fik Röst af de vældige Fjældvandes Fald,
vi af Bælternes blidnede Staal.»
Modsætningen mellem den durende Elv,
den höjtidsfuldt tiende Gran og Bogenes
Ö med dens duvende Korn er udhamret i
kraftigt Fyndsprog. Fortid og Nutid
forbindes endelig træffende i denne Strofe:
»Og den Bellmanske Lyd med dens Södine af Syd,
det er Druen mod Fortidens Mjöd;
der er Vin af hans Höst i den kvalfulde Fryd
som fra Fröding, den frodige, löd.»
Et Digt som dette vil man helst dvæle
ved som typisk for Nielsens Ævne. Ellers
stilles der for mangeartede Fordringer til
hans digteriske Pund. Stort og smaat maa
han besynge, store og smaa Personligheder
maa han skænke Hæderskransen. Men der
er saa meget Tömmer i hans Talent, at
han forhaabentlig vil vide at afværge den
Fare, der lurer paa ham — at blive
officiel Kantatedigter og allestedsnærværende
Festprologus.
Ingen af disse to Digtere kan nævnes
som Holger Drachmanns direkte Efterfölger,
naar man vil cpkaste det Spörgsmaal, om
der i vort Sangerkor i det hele er nogen,
der kan löfte Arven efter den graanede
Skjald? Den nærmeste er ganske sikkert
Valdemar Rordam, der kort efter
Digterens Död offentliggjorte nogle ligesaa
ubeherskede som uretfærdige Ord om ham,
men hurtig gik i sig selv igen og skrev et
Mindedigt, der ogsaa findes i hans nye
Digtsamling »Under aaben Himmel» (G. B.
N. F.). Hans Forsög paa at fastholde
Drachmanns digteriske Personlighed munder
ud i disse Linjer:
»Hærged han Havn, og bröd han Hegn,
hans Digtnings skiftende Skönhedstegn
omkresed i Vælde dog Livet.
Hans Væsens urolige Vande
bar Bud fra de evige Strande.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
