Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sjätte häftet - Gunnar Heiberg. Af Carl Nærup. Med 2 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
en otte Dages Ferie imellem — sin længst
forberedte og paatænkte Satire over
Sandhedsprofeten og Sandsigeriet i den norske
Litteratur.
in.
Ogsaa i formel Henseende har »Kong
Midas» afgjörende Betydning for de fleste
af Heibergs fölgende Arbeider. De
betegner allesammen et fuldstændigt Brud med
den hidtil herskende dramatiske Teknik.
Det gjælder om »Kunstnere», »Gerts
Have», »Det store Lod», »Folkeraadet»,
»Harald Svans Mor», »Kjærlighed til Næsten»,
— ja delvis ogsaa om »Balkonen».
Derimod indtager Heibergs siste Skuespil,
Mesterverket »Kj ærlighedens Tragedie», en
Plads for sig selv. For de andre er det
gjennemgaaende Kjendemærke en viss
Sammenhængsloshed og Mangel paa fast
Handling. De falder fra hinanden i glimrende
Brudstykker, i effektfulde sideordnede
Optrin. Alle Mellemled er oversprunget. Al
Digterens Fantasimagt er sat ind paa at
udforme den enkelte Situation eller Akt
som en selvstændig Helhed. Der er i denne
löse, vilkaarlige, udflydende
Kompositions-maade noget som minder om Hamsuns
lyrisk springende og ujevne Fortælleform.
Der er ogsaa den Lighed mellem disse to,
at en slagfærdig, skarptunget Causeur ofte
tager Digterens Plads i deres Böger.
Et Stykke som »Kunstnere» (1893) er
interessant, fordi det tydeligere end noget
andet av Heibergs Skuespil belyser baade
Fortrinnene og Svaghederne ved hans
dramatiske Form. Dets Hovedmotiv er
Skildringen af den unge Digter, som saa
smertelig föler den oprivende Splid mellem de
to stridende Magter i hans Indre:
Kunstnertrangen, selvnydende, grusom, altid paa Jagt
efter Bytte, og den sunde, trygge Livsfölelse,
som priser hver lykkelig udrunden Dag, og
ellers ikke bekymrer sig stort om Verden
eller Menneskene. Han er tilfreds. Han
elsker sin Hustru. Og han ved, at
Kjær-ligheden maa have det bedste, det fineste
i En, — at naar den har maattet »vige
bare et Sekund, da kommer den ikke igjen,
eller den kommer ikke igjen, som den var».
Men Kunsten taaler ingen Magt ved Siden
af sig, det er han saa usvigelig sikker paa.
»Naar det man lever og har levet og har troet
og anet og tænkt, samler sig og vil bli til nye
Væsener, — til nye Organismer, naar man
föler, man er den skabende Guds Barn, da
kræves ogsaa det bedste, det fineste — alt. ..
Spörg de store — og skidt i dem, som
ikke forsöger at komme paa Höide med
de store, om de nogensinde har elsket
nogen Kvinde som den indvendige Verden,
Myldret, naar der skulde skabes — naar
Former brydes og nye dannes i Ildovnen
og brydes igjen og kanske aldrig biir til
noget — men spörg, om de vilde bytte —
om de nogensinde ellers har fölt den
tindrende, skjælvende, hvide Glæde, naar
Legeme og Sjæl er ett, den Glæde, som er saa
stor, at det kunde se ud, som det var
Mening i Verden bare af den Grund ...»
For ham staar Kunsten som den store
Fiende. Naar han overgiver sig til den,
da synker han hen i den skrækkeligste
Forladthed. Han föler sig som en Gud,
ophöiet og utilgjængelig, uendelig fjern og
ligegyldig for de kravlende Menneskebörn
der nede paa Jorden. Men gaar han de
onde Dage og lytter ind i sig selv efter
det inspirerede hemmelige Ord, som altid
lader vente paa sig, da biir han som en
herrelös Sjæl, skjælvende for det flygtigste
Pust af en Stemning. Alt er ham en
Lidelse. Og alt uforklarligt. Da er han
Bytte for alskens uhyggelige halvgale
In-skydelser. Han föler Lyster i sig »som
vilde Dyr» og Rædsel og Dödsangst.
Saa smertelig fornemmer han Kunsten
som den onde Magt, at han — atter
kommen i dens Vold — udbryder: »Det er . . ,
som min Mor dör, som Hjemmet gaar, som
alt glider. Som jeg havde gjemt mig,
som jeg blev opdaget og skal jages videre.»
Der er heri noget af den samme
Desperation overfor Dilemmaet: Kunstneren
eller Mennesket, som i Ibsens »Naar vi Döde
vaagner». Men Heiberg har udvisket
Indtrykket af det tragiske Motiv ved at
forudskikke det egentlige Drama en farcemæssig
Försteakt og ellers indblande i Handlingen
en hel Del överflödige Bipersoner. Blandt
disse bör fremhæves som en i sig selv
værdifuld Figur den unge Pige Lili, en
Skikkelse gnistrende af Liv og Lystighed. Og
de mange mer eller mindre remarkable
Repræsentanter for Kunstnerbohémen er
tegnet med bred Pensel og godt Humör og
med den halvt uforskammede, halvt
sympatiske Ironi, som anstaar Objekterne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
