Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Dansk Scenekunst. Karl Mantzius. Af Carl Behrens. Med 6 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Han greb med et Aars Mellemrum
ef-tes begge disse Kæmpeopgaver, samtidig
med at Teatret forsøgte at tilpasse den
særlige Miinchener-Shakespearescene efter
sina Operahus-Dimensioner. Levende staar
endnu for Erindringen Mantzius’ Richard
den 3:die-Skikkelse, som han lænede sin
vanskabte Krop op mod Kulissen, med et
ondt og vellystigt Smil om den sanselige
Mund. Kunstneren omsmeltede delvist den
Shakespeareske Figur efter sit Temperament
— Spotten og Haanen ramte som Svøber,
men Ondskabens Fantasi fattedes i det
klogt udførte Billede.
Paa samme Maade savnedes i hans
Lear Smertens Grandiositet, da Oldingen
jamrer over Cordelia, i hans Shylock
Hævnfølelsens Urkraft og det sønderflængende
Raab om Retfærdighed, hvori alle vilde
Akkorder tilsidst opløser sig. Men pludselig
titter mellem disse tragiske Masker et helt
andet Shakespeare-Ansigt frem: en gul
Hørparyk omkring rødmossede Kinder,
flottede Øjne, der blinker og smiler, en naiv
Selvglæde lyser ud af den hele Person,
medens den tripper rundt paa Tæerne —
Junker Blegnæb i »Helligtrekongers Aften»,
en af Mantzius’ mest helstøbte
Lystspilpræstationer og i Sammenspillet med Olaf
Poulsens svulmende og overdaadige Tobias af
en helt festlig Komik.
Mantzius’ Roller i det klassiske
Repertoire falder paa denne Maade i to skarpt
adskilte Dele. Paa den ene Side hans
kunstneriske Higen mod monumentale Opgaver
for Karakterskuespilleren i Forbindelse med
det Pligtarbejde, Teatret nu en Gang maa
kræve, paa den anden Side Roller, der
slutter om hans kunstneriske Ævne som
Panseret om en Kriger. Begge Sider
drager deres Strømfurer gennem hans Arbejde
i de forløbne 25 Aar.
Hans Mefistofeles, som han spillede paa
et tidligt Tidspunkt, savnede, ganske som
hans »Djævel» hos Molnar fra i Vinter —
det er dog næsten Helligbrøde at nævne
disse to »Roller» i samme Aandedrag —
Fantasiens Flagermusvinger. Han
for-maaede ej heller att frembringe Uhyggens
Gys, da han som Harald Blaatand i
Oehlen-schlägers »Palnatoke» med Ordene »Her
er jeg i min egentlige Dragt» kommer ind
i Ligklæderne i Stedet for i
Kroningsdragten. Ogsaa som Kong Philip i »Don
Carlos» var han mærkelig tør, for moderne i
KARL MANTZIUS.
Anslaget, for let konverserende og uden
In-kvisitionsrædsel over sin Skikkelse.
Hos Moliére vandt derimod Mantzius en
af sine største Sejre. Allerede ganske ung
spillede han Orgon i »Tartuffe», en Rolle,
hvorpaa man i Aarenes Løb har kunnet
ud-maale hans kunstneriske Væxt. Han har nu
vundet den Bredde i Karaktertegningen, der
fattedes og selvfølgelig maatte fattes ham i
20—30 Aars Alderen. Der er nu kraftig og
saftig Virkning i hans Understregning af
»Den gode Mands» Prægtighed og
Omgivelsernes uberettigede Forfølgelse af ham. Da
Sløret falder fra hans Øjne, og han vaagner
til Eftertanke, ses Borgermanden vinde en
hel ny Erkendelse af sine Pligter som
Familjefader.
Det var dog hverken denne Rolle eller
Arnolphe i »Fruentimmerskolen», hvor
Mantzius behændigt udnyttede sine Studier over
fransk Scenekunst, der for ham kom til at
betyde den genlydende Sejr. Den vandt
han, da han i 1898 første Gang spillede
den Gerrige. Med et Sæt erobrede
Kunstneren her en hel ny Position. Endnu
aldrig havde han ydet en Komediepræstation,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
