Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Per Hallström. Af Harald Nielsen. Med 3 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PER HALLSTRÖM
59
lysplet skjælver (»I blå skogen», »Hemlig
idyll»), eller som den dybe undertone, der
lyder midt i sommerens tid (»Göken»).
Men aldrig er den noget fra livet helt
forskelligt eller fjendtligt. Der er et
sælsomt identitetsforhold imellem de to
magter. Det ser blot ud som om de var
hinanden modsatte, men for Hallströms blik
viser det sig anderledes. Livet er fuldt
af pine og uro. Lykken, som man tror
paa, er skrøbelig og svigtende. Illusionerne
staar imellem os og det, vi ser. Det er
altsammen, fordi døden, uden at vi tænker
over det, er til stede midt iblandt os,
ledsager os fra vort første skridt og staar en
haandsbredde fra os i de øjeblikke, da vi
tror os den fjernest. Vi tilbeder livet og
favner døden. Det er den, der gør tonen
lang og dyb, det er den, der gor nydelsen
heftig, det er den, der gor kærligheden
inderlig og lykken sælsom stærk og
attraa-værdig trods dens skrøbelighed, thi — o,
under — døden er livet, livet i dets
højeste minut, i dets største fylde, i dets
sikreste virkelighed.
I løvens døende blik, i Pelas bristende øjne
læser Orlanduccio det store uudsigelige, ser
livet afsløret og lagt aabent. Overfor
døden føler den hjemvendte unge månd sine
følelsers fulde styrke (»Thanatos»), truet af
døden lever den unge republikanske skriver
og den flygtning, han skjuler, et liv, hvis
intensitet er saa stærk, at alt, hvad der
senere skal kaldes virkeligt, forekommer ham
mat i sammenligning med mindet derom
(»Hemlig idyll»). Døden er det store
gaadefulde mørke, livet fører ind i (»Melchior»),
men den er tillige den ubarmhjærtige,
skærende klarhed bagover, som blotter alt, hvad
der har været, og spreder illusionernes
taager.
Ja den er alt, alt, hvad livet er. »Den
kan vara stor, det beror på om man
lefvat stort. När en ton håller upp, icke
sant, den hörs rikare efteråt, i tystnaden,
men utan tonen hade tystnaden varit tom.
Så är det med döden, man måste bära
någonting in i den — — — Hur skulle
döden vara stor, om allt annat är ringa? Det
måste finnas ett berg vid stupet, en strand
vid hafvet — — —»
Det er at forstaa ikke blot om den
enkeltes liv, men om livet. Tabet er en
garanti for værdien, et bevis for, at den er
der, ja, da værdien ofte først opdages i det
øjeblik, den mistes, gaar tabet ved en
forskydning over til at blive selve værdien.
Døden bliver selve lykken, den bliver livets
udfoldelse og krone — det øjeblik af
almægtig, frigjort viden, af forhøjet nyden, af
alt overskuende klarhed, hvorefter
mennesket forgæves tørster, medens det lever.
»Døden maa derfor være med i
verdensforklaringen — ja den er
verdensforklaringen.» Døden løser op for alle vildfarelser. Vi
er en del af alt, der lever, men hvad der
holder mig fængslet er den illusion, at jeg
er noget andet. »Men kunde jag ödmjukt
älska allt, som har lif, glömma mig själf,
då vore jag fri, då vore jag vis, då vore
jag slocknad som ett stjärnskott, men i ljus,
då hade jag ro. Denna ro ger döden.»
Man har eksempler paa, at mennesker
har begaaet selvmord af frygt for døden.
I dette tilfælde kan man tale om at søge
døden af kærlighed till livet, thi saaledes
er det.
Døden bliver for Per Hallström det
hvilepunkt vesten for Sverige og østen for
Amerika, hvor hans aand dvæler og
overskuer begge: drømmen og virkeligheden.
Her mødes deres synsvinkler, her er stedet,
hvor alt er saa virkeligt og alt dog saa
uvirkeligt som det kan blive i samme nu.
Her er der en vished saa stor, saa
uomstødelig, at hans tanke ikke kan rokke den,
her er sandhedens og virklighedens kilde.
Kan man tænke sig en realisme, der bedre
passer til en saa dybt reflekteret natur som
hans?
Det er gaaet ham, som det i æventyret
gik drengen, der maatte lede verden rundt
efter en, for hvem han kunde blive bange.
Per Hallström maatte lede efter noget, der
var stærkere end hans reflektion, efter en
virkelighed, der ikke lod sig forflygtige, en
sandhed, der ikke lod sig rokke. Han
vendte sig fra drømmen til det, som tiden
kaldte virkeligt og han savnede det, han
havde forladt, han opsøgte dette og manglede
det, han kom fra, men udenfor dem begge
fandt han dem begge, og derfor hviler der
over alle hans dødsskildringer et skær af
fryd, ja næsten af triumf, noget, der
berører en højst sælsomt, og som først bliver
begribeligt, naar man ved, at det er hans
aands sejr, hans livs hvile, han nyder.
* *
*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
