Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nionde häftet - Orientalisk musikkultur. Af Arthur Christensen. Med 11 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
474
arthur christensen
get, tildels vel under nye Navne, ved
Hofferne i Bokhara, Ghazna og Merv,
naar Fyrster og Stormænd dyrkede
Kunsten sammen med den forbudte
Vin. Avicenna, der var en stor
Kender af Livets Nydelser, baade de
æstetiske og de mere sanselige, har skrevet
om Musik ligesom sin Læremester i
Filosofi, Farabi; og siden digtede
Hafis,, Persiens største Lyriker, sin
»Mu-ghanniname» (»Sangerens Bog») til
Sangens og Musikens Pris:
.,, O Sanger, slaa Harpen, lad høre din
Stemme,
At Verdens Usselhed bort jeg maa glemme.
Maaske da min Sjæl monne Hvile finde,
Naar Sorgens og Kummerens Pletter svinde.
Kom Sanger, Du bær jo ej Nag i dit Bryst!
Hvis Harperne mangler, slaa Pauken med Lyst.
Man siger, naar Hovedet værker af Vin,
Er Paukernes Lyd en god Medicin.
Hvor er Du, o Sanger, i Rosernes Dage,
Mens Nattergale i Haverne klage?
Kom Sanger, hør efter og læg Dig paa Sinde,
De Ord, som aldrig gik Vismænd af Minde:
Naar Sorgernes Hær sig nærmer, stil op
Haandpauker og Giger og Fløjter i Trop.
Kvæl Sorgen i Vin og pust med din Mund
i Fløjten: et Pust er Livet jo kun!
Kom Sanger og spil en nymodens Sang,
Din Tale skal tolkes af Strængenes Klang.
De henfarne Stores Sjæle Du glæde,
Om Parvez og Barbadh i Kvæld skal du kvæde.
Paany vakte Skæbnen Alarm i mit Indre,
Mig daared to Øjne, som æggende tindre.
Paa Dommedag Blod over Jorden skal flyde,
Men nu — Du i Bægrene Drueblod gyde.
Fjærnt skuer jeg Himlen, undrende, bange;
Hvo ved, hvem næste Gang Støvet skal fange.
Da den franske Rejsende Chardin i
Slutningen af det 17. Aarhundrede
besøgte Persien, var Musikens Stilling og
Vilkaar endnu nøjagtig, som de havde
været i Aartusinder. »Kongens
Musikere er altid», skriver Chardin, »ikke
blot de dygtigste i Riget til at synge
og behandle Instrumenterne, men de er
ogsaa almindeligvis de bedste Digtere i
Landet. De synger deres egne
Kompositioner, som man har fortalt det om
Homer og de andre græske Digtere paa
hans Tid. Disse Kompositioner
indeholder for det meste Lovprisning af
Kongen og af forskellige Handlinger i
hans Liv, som Smigeren er dygtig til
at forherlige, hvor meget de end maatte
være værdige til Dadel eller
Forglemmelse. » Og saaledes har Forholdene
været, saa længe den islamitiske Orient
havde mægtige og rige Fyrster, som
det kunde betale sig at forherlige i Sang
og Musik. Med Orientens økonomiske
og kulturelle Forfald, er naturligvis
ogsaa den musikalske Kunst kommen paa
Retur.
Jeg har for nogle Aar siden i Algier
overværet en Konference om arabisk
Musik af en musikinteresseret
algiersk-fransk Journalist, M. Rouanet, som havde
samlet de bedste nordafrikanske
Virtuoser og studeret deres Musik. Han
mente, at deres Melodier virkelig
gengiver den Tonekunst, som i det 9.—10.
Aarhundrede henrykte Orientens
Poten-tater. Konferencen illustreredes ved
instrumentalt og vokalt Foredrag af
Roua-nets indfødte Orkester. Der var en
talrig, international Forsamling tilstede,
som i en andagtsfuld Stemning hørte
disse gamle Klange fra 1001 Nats Dage
— Melodier, hvori maaske selve den
gamle Mester Barbadh vilde have
kunnet genkende Brudstykker af sit eget
— fremtrylles i vort 20:de Aarhundrede.
Orkestrets Leder kunde endnu over
tusind Sange og Melodier udenad, men
de Mænd og Kvinder, der optraadte her,
skal efter Sigende være de sidste, der
besidder Traditionen. Hvis dette forholder
sig rigtigt, vil deres ældgamle Musik,
da de ikke uddanner Elever, snart have
klinget for sidste Gang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
