Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Friluftsspil. Af Carl Behrens. Med 10 Billeder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
582
CARL BEHRENS
Tilskuere I Aar har Amerikanere og
Englændere som ved lignende notable
Lejligheder domineret. Oversvømmelser
truede i Sæsonens Begyndelse — den
indlededes 2den Pinsedag den 16de Maj
og sluttede den 25de September — med
at standse Spillene, men denne Fare
blev lykkeligt overvundet, og
Oberam-mergau formaaede endnu en Gang at
fastslaa sit gamle Ry.
Dette vil sikkert ej heller fremtidig
blive fordunklet — ikke mindst, da
Fri-luftsspil synes at skulle blive vor Tids
dramatiske Løsen. Tiltrækningen ved
Oberammergau er denne, at det i
egentligste Forstand er et Naturteater.
Dramaet, der spilles, er oprindelig blevet til
som Udtryk for denne Bondebefolknings
religiøse Trang. Senere har det
fæstnet sig i en bestemt Form, og de
vex-lende Generationer i den lille By har
følt deres Forpligtelser til at føre
Traditionerne videre og samle sig enigt om
Udførelsen i alle dens Enkeltheder.
Festspil er det blevet — netop fordi
der ligger et Decennium mellem hver
Opførelses-Serie. Og ingen har overværet dette
Passionsskuespil uden at medbringe dybe
Indtryk af en oprindelig Kunststil,
runden af folkelig Jord, paa en mægtig
Naturbaggrund, ikke mindst, naar denne
Natur selv en trykkende varm
Sommerdag blander sine højtidsfulde Toner i
Opførelsen og rullende Torden fra
Bjergene gør Korsfæstelsesscenens Tragik
endnu mere knugende.
III.
Medens det 17de Aarhundredes
blodige Krige og tunge Folkesygdomme
fremkaldte de Passionsskuespil, hvis
sidste Levning er Oberammergauerspillene,
bragte det 18de Aarhundrede en hel
anden Tone ind i Bestræbelserne paa at
danne en Scene undenfor de professio-
nelle Skuespilleres Kreds. Nu opstaar
Friluftsteatret som et Forsøg paa ogsaa
i dramatisk Henseende at emancipere
sig, og til den muntre elegante
Selskabelighed, til Rokokoens snirklede Ynde
i Trianon, til det ungdommelige Hofs
bukoliske Adspredelser i Weimar, til
Caroline Mathildes uendelige Række af
Forlystelser i Hørsholm føjes
Skuespilopførelser i fri Luft som et nyt og
underholdende Element.
I Weimar bliver Goethe Sjælen i
Hoffets dramatiske Forestillinger. Han
digter, han sætter i Scene, han spiller
med. Enhver Enkelthed maa han tage
sig af, som det fremgaar af hans
Verslinjer:
iWo selbst der Dichter heimlich voll Verdruss
Im Fall der Not die Lichter putzen muss».
Det bliver for ham, for alle, der
medvirker, en lystig Tid med Indøvelse af
Roller, med Prøver, med Samvær med
smukke unge Damer, der virkede
inspirerende og stimulerende paa den unge
Digter.
Omkring ham samles alle de
Medlemmer af Hoffet og Embedsstanden,
der har Anlæg for Skuespilkunst, alle,
der kan deklamere, synge og danse,
komponere eller arrangere. Blandt de
medvirkende, snart komponerende, snart
selv fremstillende, var Corona Schröter,
hvis Skønhed Goethe beundrede i lige
saa høj Grad, som hendes erotiske
Kølighed smertede ham dybt. Hun hævede
Dilettantopførelserne op i en
kunstnerisk Sfære, og Goethe besang hende i
disse Linjer:
»Als eine Blume zeigt sie sich der Welt,
Zum Muster wuchs das schöne Bild empor,
Vollendet neu, sie ist’s und stellt es vor.
Es gönnten ihr die Musen jede Gunst.
Und die Natur erschuf in ihr die Kunst.»
En Række Friluftsopførelser blev
foranstaltede. Hertuginde Anna Amalie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
