Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Dansk literatur. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
662
carl behrens
kommer sprudlende til Orde i den Række
Digte, der er forenede i dette Bind under
den Titel »Bølgegang», hvorunder
Drachmann selv havde paatænkt at udgive en
Digtsamling.
Det Drachniannske Slægtled i vor
Literatur er omtrent forstummet. Men endnu
staar Georg Brandes midt iblandt os som
Vejviser og Strømbryder. Aarene har
graanet hans Haarmanke, men hans Aand er
endnu lysende som før, han er stadig den
store Ansporer og Vejleder. Dette føles
stærkt ved Læsningen af det omfattende
nye Bind — det i8:de! — af hans
»Samlede Skrifter», der under Titlen »Fra mange
Tider og Lande» (G. B. N. F.) bringer
Studier over Mennesker fra Oldtid og
Nutid, Indlæg i politiske Spørgsmaal i Nord
og Syd, endelig Taler hjemme og ude,
oratoriske Henvendelser til Sønderjyder og
Islændere, til finske Studenter og franske
Forfattere, alt Vidnesbyrd om en
verdensomspændende Aand og en evropæisk
berömt Personlighed.
Til 70’ernes Mænd, men til deres sidste
Udløbere, hører ogsaa Karl Gjellerup,
denne rastløse Forfatter, som er den danske
Digtnings Proteusskikkelse. Ham har man
aldrig kunnet bestemme efter de herskende
literære Skoleretninger, for ham har der
aldrig kunnet opstilles bestemte Regler og
Genrer, og nu, da han allerede i en Snes
Aar har været bosat i Tyskland, glider
han ofte som dansk Skribent saa underlig
ud af Hænderne paa En, saa germanisk
farvet er hans Sprog! Han har ide senere
Aar fordybet sig helt i det gamle Indiens
Idéverden og grundig studeret Buddhismen,
som ogsaa har inspireret ham til hans
seneste Digtning, Fortællingen »Pilgrimmen
Kamanita» og Legendedramaet »Den
fuldendtes Hustru», samt hans sidste Bog,
den store Romandigtning
»Verdensvandrer-ne» (G. B. N. F.). I dette Værk vises,
hvorledes den indiske Forestilling om
Sjælevandringen river en ung Englænder, der
har faaet den æventyrlige Tanke, ved Hjælp
af Fyrstindens Kærlighed at opkaste sig
til Hersker i en indisk Ståt, ud af den
dumpe Sanserus, af Magtbegærets
æventyrlige Feberfantasier og lærer ham med
aarvaagne Øjne at forstaa, baade hvem der
ejer hans Hjærte, og hvor Pligtens Vej
gaar for ham. Med stor Fantasi og med
en hos Gjellerup ikke tidligere iagttaget
Ævne til at fængsle ved Spænding og
Intrige skildres, hvorledes den unge Månd
kommer til Indsigt i Forholdene, og Sløret
falder fra hans öjne. Tvivlen og Uroen
afløses af salig Vished. Det er en højst
interessant, helt igennem fængslende,
dybsindig Bog, men den fordrer ogsaa ivrigt
Medarbejde fra Læserens Side.
II.
Et Par Bøger af anonyme kvindelige
Forfattere har repræsenteret Aarets Sensation
og de mange Oplag. Men Anonymiteten
havde Lod og Del i den tilsyneladende
Sejr, som ikke er nogen Garanti for, at
Bøgerne vil leve eller blive nævnt i
Literaturhistorien.
»Månd og Kvindes (G. B. N. F.) er
en Slags Brev- eller Dagbogsduet mellem
to, Prosalyrik, fremstillet med en ikke
ringe stilistisk Ævne, men underlig
marv-og farveløs. Klingende Ord, Svælgen i
Følelser, pompøse Anklager og indtrængende
Forsvar — det hele er i Virkeligheden
ganske udvendigt og forlorent, men
Publikum vil narres. Saa er der da mere
Realitet i Brevvexlingen sKvindehjærters (G.
B. N. F.), der ikke er nogen opløftende
Bog, men i hvert Fald tegner Træk af
moderne Kvindefysiognomier med en
nøgtern Ærlighed og Oprigtighed.
I samme Aandedrag kan Karin
Micha-ëlis’ sidste Fortælling »Tro som Guld»
(G. B. N. F.) nævnes. Ikke just for sine
tiltalende Egenskaber, thi saadanne ejer
den ikke, men fordi den er et nyt Bevis
paa de kvindelige Forfatteres Tilbøjelighed
til et non pius ultra i Udmalingen af
Tilværelsens Skyggesider og Livets Brutalitet.
Naar Karin Michaelis skildrer Livet
ombord paa en større Fragtdamper, synes
hendes eneste önske at have været at
overgaa Amalie Skrams djærve Naturalisme i
Søfortællingen »To Venner». Men den
yngre Forfatterinde har overset en meget
væsentlig Ting: at Amalie Skram havde
bygget sin Fortælling, der visselig ikke
savnede Grelhed, over egne Iagttagelser
som Sømands-Hustru.
Med større Udbytte læses en Bog som
Olga Eggers’ »En grim Kvindes
Bekendelser» (G. B. N. F.), en Hverdagshistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
