Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - Den röde Mursten. Af Olga Eggers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
olga eggers
»Hvad for en den? — Naa
Murstenen, — tænker du paa den endnu?»
»Ja, — bare du havde ladet den
staa.»
»Nej, ved du hvad, — nu er du
virkelig morsom. Du er dog den mest
overtroiske lille Pige, der er til. At
tænke paa, om en Musten staar eller
falder!»
»Ja, det er da ogsaa noget Vrövl af
mig», sagde hun. »Men — naa, nu
taler vi ikke mer om det.»
Og saa talte de om andre Ting!
Men der var en anden, for hvem det
ikke var ligegyldigt, enten Murstenen stod
op eller laa ned, En, der endogsaa
betragtede det som en Sag af alleryderste
Vigtighed.
Denne En var en ung Månd, hvis
Fader ejede en nærliggende Bondegaard.
Han kom hver Aften hen til Træet
og betragtede den röde Mursten med
lige saa megen Spænding, som den
ivrigste Lotterispiller undersöger
Trækningslisten.
Stod den op, lyste hans Ansigt, og
han vendte straks om og gik hastigt
hen over Marken og ind i Skoven. Men
laa den ned, betragtede han den længe
med et grublende og nedslaaet Udtryk,
för han vendte om og gik tilbage,
samme Vej han var kommen.
Han syntes uden al Overdrivelse, at
hele hans Livs Lykke afhang af den
ensomme röde Murstens Staaen eller
Liggen.
Og dens Stilling var ikke tilfældig!
Lige i Nærheden af Træet med den
mærkelige Mursten, paa den anden Side
Vejen, laa et smukt Hus, hvori der
boede et Par gamle Folk med deres
for-ældrelöse Sönnedatter.
Det var et Par meget strænge gamle
Folk. De gik i Kirke hver eneste
Söndag, hvordan Vejret end var, og der var
ikke mange af deres Medmennesker, som
kunde göre dem tilpas.
Det kunde heller ikke den lille
Sönnedatter, den smukke Grethe med de lange
Fletninger og de længselsfulde Öjne. Ja,
man kan næsten sige: hun mindst af alle.
Hun skulde helst være fuldkommen,
Og at være fuldkommen i de Gamles
Öjne var ikke saa lidt af et Kunststykke.
Hun var saa yndig, den lille Grethe!
Hun havde saa rank en Nakke og saa
let en Gang, det kunde de unge Mænd
se, men det kunde ogsaa
Bedsteforældrene; og det var en meget vægtig Grund
for dem til at være endnu engang saa
strikse imod Sonnedatteren.
Det var kun sjeldent, at Pigebarnet
med deres Vidende og Vilje fik Lov til
at være alene ude, og det var ikke
morsomt for hende, men det blev först
rigtig slemt, efter at Niels Peter derovre
fra Raagegaarden havde begyndt at se
saa vist paa hende hver Gang de
modtes, at hun aldrig kunde dy sig for at
se igen.
Hvis Bedstemoderen opdagede det,
löb hun Fare for at blive spærret inde,
saa det gjaldt om at være klog.
Derfor blev hun meget forsigtig og
stilfærdig, og de Gamle blev mere
trygge. De tillod hende aldrig at
komme til Höstgilde eller anden Dans og
verslig Glæde, men de lod hende dog
gaa Ture om Söndagen alene eller med
en Veninde.
Og saaledes gik det til, at hun og
Niels Peter mödtes og fik talt sammen,
og tilsidst lovede hun med Haand og
Mund at være hans Hjertes allerbedste
lille Veninde.
Men de maatte rigtig nok fare saa
varligt frem i den Sag, som de blot
kunde, for hun var ikke myndig, og
Bedsteforældrene gav aldrig i Verden
Lov — det vidste hun sikkert.
Ganske vist havde de jo selv en-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
