Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Kærlighed. Af Christian Houmark
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KÆRLIGHED
Af CHRISTIAN HOUMARK
Frøken von Peuchel sendte sin
Jomfru ud:
— Sig til min Neveu, Hr. von
Halland, at ban maa gerne komme, og bliv
saa borte, Jomfru, saa længe han er
inde ... Bagefter kan vi tale om, naar
Pastor Bülow skal kaldes.
Jomfruen aabnede Døren ud til
Klostrets tæppebelagte Korridor. I den
halvskumle Gang, hvis mugne Lys kom
oppe fra smaa, grønne zinkindfattede
Loftsruder, stod Jørgen Halland. Han
var otteogtyve Aar gammel. Han
tøvede et Øjeblik som lidt usikker, inden
han gik ind. Han saa op og ned af
sig selv . . . gjorde Mine til at sige
noget til Jomfruen, men betænkte sig, trak
Handsken paa sin venstre Haand, søgte
som i Tanker et Spejl paa den lange
Korridorvæg og gik saa ind, som gled
han forbi Jomfruen.
Han blev staaende paa det
broderede Tæppe foran Døren. Han holdt
sin bløde Hat tæt op til Frakken . . .
Der gik nogle Trækninger over hans
Ansigt, som vilde han med Magt
fremtvinge et andet Udtryk . . .
— Kom kun helt hen, min Dreng,
sagde Frøken von Peuchel fra Sengen,
jeg kan ikke taale at tale saa højt . . .
Jørgen satte sig paa Stolen ved
Sengekanten. Tanten rakte sin Haand hen
imod ham. Den var bleven saa lang og
smal og mager og syntes saa lighvid
under Nattröjens blondebesatte Ærmer.
— Jeg skal dø, Jørgen, sagde
Frøken von Peuchel.
Jørgen forsøgte at sige noget.
-—- Jeg skal dø, Jørgen; den
Almægtige har bestemt det, og han lader sig
hverken ombestemme af Læger eller
Menneskers Bønner . . . Jeg ved godt, min
Dreng, Du har bedt for mig i disse
Nætter . .. Har du ikke . . . ?
Jørgen Halland saa over Jalousiet ud
i Klosterhaven, hvor Stormen rev
Bladene af Kastanjetræerne, og drog et dybt
Suk.
— Du skal se paa mig, Jørgen,
medens jeg taler, for Du skal huske alt,
hvad jeg siger nu, den sidste Gang vi
er sammen.
— Tante ser slet ikke saa daarlig
ud . . .
— Nu lyver du, Jørgen, se paa min
Haand . . . Skind og Ben ... og se paa
mine Øjne . . . ja, de er store, min Dreng
men der svæver allerede Taager
for dem . . . Naar man er
Femoghalv-fjerds, har man ogsaa set nok.
Frøken von Peuchel laa stille og
stirrede paa Neveuen. Jørgen saa, hendes
Blik fik noget fremmedartet haardt og
koldt, noget, ligesom Staal, der
aande-des paa, over sig. Hendes Hænder laa
fladt paa Dynen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
