Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Nutidens Frankrig. Af Georg Brandes. VII—XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
io8 GEORG BRANDES
Her er aldrig lagt an paa Overfladens
Glimmer men af og til sænker en
høj-baaren, højtflyvende Tanke sig i
Læserens Sind, og det er da, som naar man
lader en Sten fälde i en dybtliggende
Brønd; det varer en Tid, før
Vandspejlet naaes og Plasket høres.
Ikke at Fortællingen altid glider
roligt afsted. Der savnes ikke dramatiske
Scener. Der er f. Eks. en, hvor Jean
Christophe giver Concert i Paris:
Publikum forstaar intet af hans storladne
Symfoni, Intet af hans Klaverstykker,
saa han tilsidst med een Finger spiller
Mariborough s en va-t-en guerre, og
henvendt til Publikum siger: Det er Musik
or Jer (Voila ce quil vous faut).
Gribende og ingenlunde usandsynligt er det
ogsaa, at Antoinette og Christophe, der
har følt en hemmelighedsfuld, gensidig
Tiltrækning, farer hinanden forbi i to
Jernbanetog, der krydser hinanden, og
aldrig mødes mer
Grublerierne i dette Værk er maaske
det bedste. Der er i det et Had til
Dumheden, en aandeligt frigørende Evne,
der rammer heftigt som med Øksehug.
Mest tiltrækkende er Værkets indre
Rigdom, der flyder saa ubehjælpsomt. Det
er undertiden, som stod man ved en
Flod, der flød med Guldsand, og man
glæder sig da, som var man Indehaver
af et Guldvaskeri. Man blander, som
Guldvaskere gør, sit Kviksølv med
Guldet og fåår det saaledes til at samle sig.
Der er endnu en tilbage at omtale,
en Repræsentant for fransk Aandsliv,
som i dette Øjeblik er dettes ypperste
Udtryk, ikke fordi hans
Indbildningskraft er den rigeste eller hans Tanker
de mest særegne, men fordi selve hans
Aandsform er den mest fuldendte,
Samtidens Frankrig har naaet, og fordi hans
Vid, der er attisk og vækker Smil
(aldrig Latter), sikkert nok er det fineste,
der i dette Øjeblik findes paa Jorden.
Jeg har nævnt Anatole France uden
at nævne ham.
Saa beskeden han er, saa
tilbageholden og dæmpet, ikke pladsoptagende
som Digter, ikke ægget af nogen heftig
Frembringelsestrang som Kunstner, er
han det intellektuelle Frankrigs centrale
Figur.
Det er et Vidnesbyrd om, hvad
Europa og hvad Frankrig skylder Ernest
Renan, trods hans rent filologiske
Indsigts Mangler, at ikke blot Maurice
Barres, men France udgaar fra ham.
Kun at France har langt dybere Rødder
i Frankrigs Kultur. Han er ikke et
kunstigt Spir, sat paa en gammel
Bygning. Han er i hele sin Højde
natur-groet. Og hans Stamtavle gaar meget
længere tilbage end til Renan. Han
nedstammer fra Michel de Montaigne,
Frankrigs fornemste gamle Tvivler og
Nyder, der fødtes 300 Aar før ham, og
hvem allerede Shakespeare med Udbytte
læste. Til nærmere Forgænger,
undertiden til Forbillede har han den
Skikkelse, der staar i det inderste Felt paa
Frankrigs Vaabenskjold, Voltaire, hvis
større og mindre filosofiske Fortællinger
har inspireret enkelte Fortællinger af
hans. Hans Proportioner er beskedne
i Sammenligning med Voltaires, men
han har til Forskel fra Voltaire ved
Siden af Forstandslivet et Følelsesliv.
Han adskiller sig fra Voltaire og
slutter sig til Renan ved sin ømme
Interesse for den katolske Sagn verden,
dens Helte og Heltinder, dens Legender
og Drømmerier, som han ikke bliver
træt af at genfortælle og paa sin Vis
fortolke.
Men han har jo ogsaa en rent
digterisk Aare, og som lyrisk Poet staar
han Parnassets Mænd nærmest, røber
sig nu og da som Ven af Héredia, men
er dog samtidigt en forstaaende, om end
meget skemtsom Beundrer af Verlaine,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
