Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tolfte häftet - Om Zahrtmanns Kunst. Af Nicolaus Lützhøft
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
626 NICOLAUS LUTZHØFT
Saa gik det altsaa dog an for en
Maler at slutte Pagt med andre Emner
end Landevejens eller Dagligstuens
Hver-dagsfænomener, og der kunde endnu
skabes kunstneriske Realiteter,
lyslevende, haandgribelige ja kradse ud af dette
saakaldte Historiemaleri, som man jo
ellers havde saa ringe Fidus til!
Og dernæst dette, at et malet
Lærred, ogsaa et nyt, kunde straale med
saa ædel en Glans som en Fest for
Øjet!
Disse Egenskaber ved Billedet, baade
Skildringen selv, saa levende og
uforfærdet realistisk — hvem lader den
kold? — og dens Iklædning i tunge
Pragtstoffer, al denne Øjenslyst som
Indfatning af den »meget udsmöckede»
døende Dronning og den knælende
kongelige Majestæt, saa vidunderligt studeret
og gjengivet altsammen, stemte mig til
en Følelse af dyb Respekt ikke blot for
Kunstnerens Værk, men for Mesteren
selv, som med sin hele Personligheds
Ægthed og Sikkerhed sagde god for
Billedet; og jeg erkendte ydmygt, at
Kunsten endnu havde sine Udvalgte,
og at det nu som før var, — ikke de,
der blindt lystrer Tidens og
Retningens Parole, — men de, som er større,
klogere og selvstændigere end vi andre.
Zahrtmann har al Tid vovet at være
sig selv, men vi, som nu er vante til ham
som han er, har godt af at mindes, hvilken
Oplevelse hans ypperste Arbejder var,
da de skabtes. Vi bør fastholde
Indtrykket af den Virkning, hans Kunst
den Gång øvede i Samtidens
Omgivelser, for til Fulde at kunne vurdere hans
Personligheds Styrke.
Efter Alder og Aar hører Zahrtmann
med til Gjennembrudets Mænd, til dem
der i sidste Fjerdedel af det 19.
Aarhun-drede skabte ny Grøde i dansk
Malerkunst. Alligevel tænker man ikke stærkt
paa ham, naar man taler om Firsernes
Kunst.
Hans Kunst er mindre tidsbestemt
end de andres.
Medens ellers de betydeligste af denne
Malergeneration optog Impulser udefra,
direkte eller indirekte, og derigjennem
bragte sig selv og andre Fornyelse, har
Zahrtmann søgt sine egne Kilder. Han
er i mange Retninger mere
traditionsbunden end Firsernes Malere. Han er
just heller ingen absolut Ridder af den
brede Pensel, og hans Maleri bygger
uimodsigeligt paa et strengt og
grundigt Fundament af Tegning og
Formgivning, et Fundament, der aldrig
forflygtiges i hans Kunst, saa lidt som
Fordringerne til Billedets Gjennemførelse,
Arbeidets Fuldendelse, nogensinde
tilsidesættes — de er i hans seneste
Værker honorerede lige saa
samvittighedsfuldt som i de tidligste.
Zahrtmann har hellig Respekt baade
for Kunsten og for Arbejdet i Kunsten,
og dette Arbejde er for hans ukuelige
Energi ikke blot en sejrrig
Overvindelse af Modstand og Hindring, men
det er i sig selv en festlig Syssel. Han
beruser sig deri.
Hos ham føles derfor den
omhyggelige Redegjørelse for ait ikke som bare
Pligt og Hæderlighed. Der er Humør
i hans snakkesalige Pensels
Vidtløftighed, og der er — som oftest — en
Malers Glæde i hans udtryksfulde
Behandling af Detailler, men den kan udarte
til Omstændelighed, og han har malt
Billeder, der er mere tunge af Detailler
end af nogetsomhelst andet.
Arbejdet og dets Gjennemførelse er
ham en Fest, men det, hans Pensel
fejrer i sit Arbejde, er Farven.
Foreningen af disse to Retninger:
Grundigheden og den uforbeholdne Glæde
over Farven, mødes i Zahrtmanns Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
