Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Hundredårsjubilæum. Af Knud Hjortö
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
KNUD HJORTÖ
digterens sönnesön, der var her til stede,
og hvem man skyldte månge gribende
træk om den store afdöde, der
opbevaredes i familien som dyrebar tradisjon.
Det var en meget virkningsfuld tale,
folk holdt næsten op med at spise, skönt
de var sultne. Da talen var forbi, blev der
råbt hurra og med stor energi drukket ud.
Anden ret: Ægte skildpaddesuppe
og ispuns.
Anden talere rejste sig og slog på
sit glas.
Også han var alvorlig, skönt ikke så
meget som den förste. Han gennemgik
den afdöde digters værker, påviste hans
udvikling og dvælede særlig ved hans
sidste og bedste bog, som nu var kendt
af alle, skönt den i sin tid næppe blev
bemærket. Han fremhævede den herlige
slutning med billedet af den gule
aftenhimmel; den var, trods sin bitterhed, dog
ikke uden forsoning. Som bekendt var
den skrevet på en tid, da det så særlig
mörkt ud for digteren. Og taleren
fremsatte den sindrige hypotese, at viljen
til livet netop hævder sig stærkest, når
livet går en imod. Det kendte han i al
beskedenhed også fra sig selv. Og var
det ikke noget, der var nedlagt i ethvert
menneske ?
Tilhorerne tyggede skyndsomst af
munden og råbte: hör!
Tredie ret: Sprængt and,Rüdesheimer.
Tredie taler rejste sig og slog på sit
glas.
Han var selv digter og fremsae et
langt digt, hvori kærnefulde steder af
den afdöde digters værker åndfuldt var
indflettet. Digtet tog stærkt bifald.
Digteren var ung og ukendt, men talentfuld.
Han flk her sin förste start.
Fjerde ret: Frugter dampede i
champagne; duc de Montebello.
Fjerde taler rejste sig og slog på sit
glas. Hans tale bestod væsenlig i et
uddrag af mesterens berömte strötanker
om modgang og udvikling. På
grundlag af dem havde han opbygget en
genilære, som han for nyligt havde taget
doktorgraden på. Han var en begavet
ung videnskabsmand, der havde haft
vanskeligt ved at komme frem; det
mærkedes også på talen, hvor egen
miskendelse, under form af åndsslægtskab
tydeligt skinnede igennem. Der blev leet
meget under denne tale, men taleren selv
blev mer og mer alvorlig. Han endte
med at citere den til ordsprog blevne
sentens: Har et folk undertiden svært
ved at opdage sine store mænd, mens
de lever, så skal det nok vide at begrave
dem med hæder, når de dör, eller i det
mindste på hundredårsdagen for deres
födsel at grave dem op og holde jubilæum
på dem. — Stormende latter hilste de
bekendte ord. Der blev råbt hurra og
drukket godt, men taleren satte sig ned
med et forbitret smil. Han lod ikke til
at være tilfreds.
Men folk hilste på hinanden, klinkede,
nikkede og drak. Det var ligesom den
megen storhed gjorde dem törstige.
Dessert; chåteau Beycheville.
Femte taler rejste sig og slog på sit
glas. Han hævdede ganske kort, at nu
var der talt alvorsord nok om den store
afdöde. Han for sit vedkommende vilde
nu hellere dvæle ved det festlige ved
Ledhusen, og han blev jo ikke ringere,
fordi der også var fest i hvad han skrev,
foruden alvor, som taleren naturligvis
ikke var blind for. Måske vilde den
kommende tid væsenlig opfatte
Ledhusen som festlig, og det er godt,
forsik-ride taleren begejstret, for vi har altfor
lidt fest her i landet. — Her blev
taleren overdövet af bifald. — Efter disse
få ord oplæste taleren et udvalg af de
mest humoristiske steder hos Ledhusen.
De gjorde stor lykke, mens fjerde taler
så mer og mer forbitret ud. Men femte
taler strålede. Han så ud til at være
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
