Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Hundredårsjubilæum. Af Knud Hjortö
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
KNUD HJORTÖ
var gået en passende tid, fik han sin
bog færdig, hvoraf man så, at de
halvtreds gange halvtreds var ingenting —
hvad heller ingen længere troede på —
men han udledte af selve fejltagelsen et
interessant kulturbillede af den tid.
Her blev taleren overdövet og smidt
ud. Han stod straks op igen i en tredie
skikkelse for på ny at ta ordet.
Han var ingen beundrer af den megen
hyldest til de store afdöde. De döde
klarer sig nok. Men vi levende har tit
vanskeligt ved at komme til for dem.
Over alt, hvor vi synes, der må være
plads til os, der sidder allerede i forvejen
en död; den stol er besat. Den levende
må stå op; den döde får sig en
siddeplads. Det er ingen sag at være död.
Men at leve det er næsten umuligt.
Taleren nævnte sig selv som eksempel.
Der eksisterer et princip, sae han, der
går ud på, at livet skal göres os så
ubehageligt som muligt; efter döden
kommer så alle livets behageligheder, og så
må der ikke spares. Kun de döde kan
der leves på; det er en livsregel. Men
den megen fortæren af de döde gör folk
usunde. De æstetikere, der lever af
döde, er forgiftede; de er rasende
mennesker i deres egen samtid. Når man
slipper dem lös på den, er det ligesom
når man sætter en buskmand ind i en
frugthave: man aner ikke, hvad dette
vilde menneske har i sinde at æde, og
hvad han vil trampe ned.
Også denne taler blev vist ud under
stort spetakkel. Professoren og flere var
allerede gået deres vej i dyb fornærmelse.
Men et öjeblik efter stod Ledhusen
igen ved bordet, denne gang i sin egen
skikkelse.
Tre gange, sae han, har jeg, ved
denne min hundredårsfest, åbenbaret mig
for jer, og I har ikke kendt mig. Tre
gange har min ånd talt til jer, sådan
som den så tit talte, mens jeg endnu
levede, men ingen af jer kunde höre, at
det var min ånd, der talte, og I påstår
dog allesammen, at I kender den. Men
I kender ingenting. Jeg kender jer. Jeg
har ikke set en eneste af jer för, og dog
er I nöjagtigt som dem, der for et par
menneskealdre siden benyttede de den
gang hundreårige til at slå mig ned med.
Jeg er blevet hundrede år gammel og
jeg er så meget klogere; I er ikke
klogere, end de var for hundrede år siden.
Jeg ler af jer. Selv denne aften har jeg
lært noget. Om I egenlig har lært
noget, det tvivler jeg om. Jeg kan ikke
andet end le af jer. Jeg vilde gærne
andet, men jeg kan ikke — — —
Og han lo. Han hörte sin egen
latter som bölger, der slog hen over
forsamlingen, og så, hvordan alle begyndte
at gynge og sejle væk, blive mindre og
mörkere og til sidst forsvinde. Bölgerne
tog også fat i ham selv og slyngede
ham frem og tilbage.
Ledhusen vågnede ved, at hans kone
ruskede ham voldsomt i skulderen.
Hvad går der dog af dig, sae hun.
— Du griner som en ond ånd.
Ledhusen satte sig fortumlet op i
sengen, og hele drömmen stod ganske
tydeligt for ham. Men da han vilde til
at fortælle sin kone om den, var hun
allerede faldet i sövn igen.
Ledhusen tænkte på den megen mad,
han havde drömt om; han stod op og
fik et par bukser på og gik ud i kokkenet.
Han havde opdaget, at han var sulten.
I spisekammeret fandt han en tallerken
med koldt stegeflæsk. Han skar sig et
stykke bröd, satte sig på hökassen og
gav sig til at spise. I et skab fandt
han en flaske öl. Han spiste og drak
med velbehag og kom i godt humör.
Det skulde man bare ha budt dem,
tænkte han, stegeflæsk, rugbrod og
dob-beltöl, så var der nok intet
hundred-årsjubilæum blevet af.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
