Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Bogstaven ihjelslaar. Fortælling af Aage Madelung
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200
AAGE MADELUNG
gende Blik, der lagde sig tungt i mit,
saa tungt og spörgende, som var det en
Selvfölge, at jeg skulde böje Hovedet
og se sönderknust og brödebetynget mod
Jorden. Men jeg böjede ikke Hovedet.
Jeg turde ikke. Jeg fölte, at det var
farligt at göre det, skönt det maaske
havde været lettere. Og jeg naaede da
ogsaa Trappen til Loftet, fulgt i Hælene
af Feodor, uden at der hændte noget.
Paa Loftet var vi ene, og det beroligede
mig, at han ikke havde noget i den
Haand, han havde holdt bag Ryggen,
og at han hjalp mig med at maale Tolden
op efter först at have betænkt sig et
Öjeblik. Vi vekslede ikke et Ord, og
da vi var færdige med Opmaalingen,
noterede jeg Resultatet, skönt jeg hele
Tiden tænkte paa, at jeg nok kunde
huske det udenad, til jeg kom hjem . . .
Der var meget stille nede i Möllen. Jeg
hörte kun én Gang, at nogen bankede
sin Pibe ud paa Træværket over en af
Stenene. Men jeg maatte altsaa samme
Vej tilbage . . . Hjertet bankede saa
voldsomt i Brystet paa mig, da jeg gik
ned ad Trappen, at det forekom mig
selv, at jeg vaklede. Men jeg har
altsaa alligevel ikke vaklet, jeg har heller
ikke set mig specielt om efter En, der
rommede sig, som om han vilde til at
sige noget, og jeg har ikke set
sönderknust og brödebetynget ud og maa
hverken have gaaet for langsomt eller for
hurtigt, thi der hændte ikke noget, og
jeg naaede Mölledören, fulgt lige i
Hælene af Feodor. Jeg vendte mig
ikke om efter ham for at sige Far-
vel, og heller ikke han sagde noget,
mens jeg gik hen til min Hingst, der
stod rystende af Kulde. Jeg vidste kun,
at han stod i Mölledören og tænkte paa
noget, mens jeg löste Hingsten, satte
Foden i Stigböjlen, svang mig i Sadlen
og klemte Knæene til, saa Hingsten gik
i Galop fra Stedet. Jeg var ikke mere
bange for at ride omkuld i det glatte
Fore. Jeg red alt, hvad Hingsten kunde
gaa. Den skred ud snart med det ene,
snart med det andet Ben, saa Brodderne
i Skoene rev hvide Flænger i Vejens
Isspejl, men jeg lod staa til gennem
Landsbyen. Nysgerrige Hoveder kom
til Syne i de oplyste Vinduer og Döre
for at se, hvem det var, der red löbsk,
og da de saa, hvem det var, lo de og
lyk-önskede mig höjlydt til, at baade jeg
og min Hest nu endelig havde faaet den
rigtige Flyvekuller.
Hvad jeg flk at spise hin Juleaften,
husker jeg ikke mere, jeg er ikke
engang sikker paa, at jeg nöd noget
vidare. Men det ved jeg, at Karper og
Rhinskvin fik jeg i alt Fald ikke. Og
hvad mere er, jeg gensaa aldrig den
gamle Vandmölle i Floden Zbruz, fordi
jeg til Nytaar bevilligede mig selv
Forflytning til en ganske anden Del af
Riget. Der prövede jeg med skiftende Held
at frugtbargöre min grönneste Ungdoms
Erfaringer. En Ting havde jeg under alle
Omstændigheder lært: at der er
Helligaftener, hvor man ikke skal tolde, ej heller maale
Told op, saasom man ikke bör tage hver
Forskrift bogstavelig: Thi Bogstaven
ihjelslaar, men Aanden gör levende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
