Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Ullerup-Stenen. En Minde-Fantasi. Af Jakob Knudsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ULLERUP-STENEN
601
for mig i hver Fald og for
Ullerup-Stenen — fra Skipper Clement indtil
Tiden for de Sted-Sagn, jeg hørte der i
min Barndom — vel en 2—300 Aar.
Den bliver saa underlig mægtig,
overlegen, saadan en lille Sten: uforandret har
den ligget og taget imod Aarenes Vejr
og Vind, mens Rækker af
Menneskeslægter har afløst hinanden, er født, har
levet og er sunket i Graven. Hvad
ved man om dem? Jo, en Ting ved
man dog: at Menneskene i de Tider
og paa de Steder har været ligesaa
ægte som Ullerup-Stenen, de har
existeret i sig selv, ligesom den, ikke
udenfor sig selv eller bagved sig selv, som
Skikken nu er — formodentlig ogsaa
paa de Egne.
Den Gang Sted-Sagnenes
Begivenheder tildrog sig — vel Slutningen af
18. Aarhundrede — da var Bønderfolk
endnu ægte nok. Da ejedes
Herregaarden i Sognet (jeg kan kalde den
Ulle-rup-Gaarden) af Mads Speitzer. Ham
fortalte Bitte-Mariane, den gamle
Kage-Kone, mig om: han var en meget ond
Herremand, men hvad han havde gjort,
mens han levede, vidste hun dog grumme
lidt Rede paa, hun kjendte egentlig kun
hans Død og hans Bedrifter efter samme.
Han blev dræbt af sine Hovbønder ude
paa Ullerup Mark. Han gik derude med
sin Hundepidsk og pryglede dem. Han
blev ene med et Par Husmænd ved
Markens Vester-Ende, mens alle de andre
befandt sig ved Øster-Enden. Marken
var højest paa Midten, man kunde ikke
se over, saa der var ingen Vidner, og
saa slog de to Husmænd ham ihjel, de
fik ham væltet om paa Jorden og knuste
hans Hoved med en Sten. —
Bitte-Mariane havde siden seet ham, da hun
var Barn, staa ved Nattetid og række
Tunge ind ad Gaardsleddet paa
Ullerup-gaard. Færgekarlene havde endnu
senere — dog før min Barndomstid —
set ham komme flyvende over Fjorden
som en stor Fugl paa sin Spøgelse-Fart
fra Lindenborg ved Lille Vildmose til
Ullerupgaard. Færgekarlene havde hilst
ham ved at klappe sig selv bagpaa,
hvorfor Spøgelse-Fuglen nær havde gjort
en Ulykke paa dem.
Og saa kommer min Barndomstid,
da Ullerup Sogn var et Paradis, og da
jeg mange Gange har passeret
Ullerup-Stenen uden at se eller tænke paa den
— eller paa, at Paradiset skulde
forsvinde, og jeg kun beholde denne Sten
tilbage deraf — jo, og saa Minderne!
Ullerup Sogn er en Trekant, hvis
ene Spids skyder sig mod Syd ned i
Limfjorden, saa dennes Vande begrænser
Trekantens vestlige og østlige Side.
Dens nordlige Side gaar i et med det
øvrige Hanherred. Men midt paa
Nordsiden ligger Ullerup Banker med sine
Kjæmpehøje. Jeg havde levet nogle
Aar i Præstegaarden i Ullerup By, som
ligger paa Sognets Sydspids, inden jeg
kom op paa Ullerup Banker, skjønt jeg
altid havde seet dem slutte Horisonten
mod Nord. — Det var en mærkelig
Oplevelse, første Gang jeg vandrede
derop. Vejen steg saa jævnt, saa man
mærkede slet ikke Stigningen paa nogen
Anstrængelse, men kun derpaa, at
Udsigten blev videre og videre — og saa
paa, at Jordbunden blev mere og mere
sandet og mager, Plantevæksten mere
tyndet og kuet af Blæsten. Det
stammer vist fra Ullerup Banker, at jeg
uvilkaarlig forlanger dette af enhver
Stigning: at Jordbunden skal blive mager,
og Plantevæksten tyndes. Det kan i
Virkeligheden vist ikke altid følge med
Terræn-Stigning. Men saa mangler der
for mig noget derved. Med
Magerheden og den tynde Plantevækst kommer
der Ensomhed, som paa Ullerup Banker;
man stiger ovenud af
Menneskesamfundet og bliver ene med visse fine Græs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
