Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Första häftet - Ung norsk lyrik. Av Helge Krog. I. Herman Wildenvey
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
UNG NORSK LYRIK
Og i himlen, hist i himlen skal din barndom
aldrig dø,
og eventyret der, det blir ingen gang det sidste
Men det ene, du kan huske fra dit jordlivs
lille sjø.
er vel angsten for den blomsterhvite kiste.
I dette digt har han naad ind til den
dypeste fortrolighet med barnesindets
enfoldig billeddannende fantasi og har
samtidig paa en beundringsværdig diskret maate
gjort os, tilskuerne, til sin fortrolige ved
strengt at fastholde det alment tragiske
billede av den lille pike som ligger og
skal dø.
Wildenvey hadde i sine bedste
digte — og har vel endnu — denne
egentligste sangens gåve, der kommer
likesom gratis til nogen ganske, ganske faa.
Han kan smelte en mening ind i en
vellyd saa fuldkommen, at den helt opsluker
og mangedobler den. Hvert ord og den
hele sætning blir undertiden som et ekko
av selve naturens musik, et
onomatopaje-tikon, der alene i klangen og faldet
fortæller alt om tingen den omslutter, og
saaledes at linjens mening langt overstiger
summen av det de enkelte ord betyr.
»Nyinger» blev en stor sukces.
Wildenvey var med et slag et navn i Norge.
Han var kjæledæggen, søndagsbarnet blandt
de norske forfattere. Enkelte av hans
vers blev likesom øjeblikkelig klassiske.
Man kunde dem stykkevis utenad og
ci-terte dem i tide og utide. Ja, versene
vakte endog paa enkelte hold en viss
forargelse, den slags foragelse som er
kronen paa enhver sukces. Og han oplevet
hvad ingen norsk lyriker indtil da hadde
drømt om: hans digte utkom i flere oplag.
Naar man betænker at Wildenvey, da
han skrev disse digte, ikke var stort mere
end tyve aar gammel, er der ikke
forunderlig at hans debut vakte de allerstørste
forventninger til hans fremtidige
produktion. Formens, stemningernes og
motivernes mangfoldighet kunde nok gi indtryk
av et digterisk temperament, der spændte
over et meget stort register.
Desværre har han aldrig indfriet de
store løfter han dengang gav. Han har nok
kanske senere skrevet endnu betydeligere
og fortrinligere digte, men som. helhet er
hans første digtsamling fremdeles hans bedste.
Allerede i den næste (»Digte», 1908) kan der
HERMAN WILDENVEY.
spores en nedgang. Versene er her endnu
friske og i formel henseende er de kanske
endnu spænstigere. Men man gjenfinder
ikke her den sindets rigdom, som de
første digte strømmet over av! Versene er
her mere forbeholdne og ræsonnerende,
mere anlagt paa vitsen og det træffende
situationsbillede end paa uttrykkets fylde
og den direkte meddelelses styrke.
Wildenvey fik øieblikkelig en mængde
efterlignere. Rytmerne var besnærende, de
gik let ind i øret, tonen var smittende og
letlært. Og det utartet til en ren
epidemi, man kunde en tid neppe aapne en
avis uten at paatræffe et Wildenveysk vers.
Saa let var det. Og saa uhyre vanskelig
var det: alt var bestendig i den
skjønneste orden, — alt undtagen det evig
uef-terlignelige: inspirationen, nerven, den indre
spændkraft: alt det som er sjælen i et
kunstverk.
Og saa oplever man da den
tragikomedie, at det gaar Wildenvey selv
nøiagtig likedan. Han blir sin egen
efterligner. En mængde av versene i hans tredie
og især i hans fjerde digtsamling
(»Prismer», 1911, »Aarets æventyr», 1913) er
bare Wildenveyske parafraser, som har
mistet originalernes personlige og heftige
indre liv. Det falder pinsomt tydelig i øinene
at disse vers ikke længer er »vilde vekster
i en sommer drysset hen». De har alt
undtagen det ene fornødne. Der ødsles
55
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
