Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - Killerup — Dyrenes Gud. Af Johannes Buchholtz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KILLER UP — DYRENES GUD
Af JOHANNES BUCHHOLTZ
£
G— N BRØLENDE Snestorm
havde i tre Dage dænget
Jorden til, saa Vej og Sti,
Grøfter og Diger var aldeles
udslettede. Af Buskene ragede kun
de yderste Kviste frem, og Træerne ved
Landevejen saa ganske låve ud, fordi
Sneen gik saa højt op paa Stammerne.
Den fjerde Dags Midnat lagde Stormen
sig> °g da Dybæks Beboere vaagnede om
Morgenen stod Stilheden om deres Huse
som en Mur.
Udenfor Landsbyen lidt fra Vejen
boede en Månd, som hed Killerup. Man
kaldte ham hist og her Skrædder
Killerup, men ikke naar han selv var i
Nærheden, for Skrædder var et slemt
Skældsord i hans Øren, eftersom han allerede
for flere Aar siden havde lagt
Professionen ned og nu levede i en Villa med
Karnapper allevegne og Ophøjelsens
Aarstal indlagt med rødt i det grønne
Cementtag. En Lotterigevinst havde løftet
ham ned ad Skrædderbordet — eller
rettere op over Skrædderbordet, thi han
var steget til at blive en Tænker og
Religionsstifter, der i Stilhed forberedte
store Ting.
Men denne Snestorm havde været
nam for lang. Da han den Morgen stod
op og kun iført Bukser og Skjorte,
rystende af Kulde begyndte at tænde op
i sin Kogekakkelovn — thi en saadan
havde han i sin Karnapsal — følte han
sig saare menneskesulten. I tre Dage
havde Landposten ikke været hos ham
med Avisen, og hvad er selv en
Tænker uden Avis. Gik ogsaa denne Dag
hen, uden at Posten kom saa — ja, saa
vidste han ikke, hvad han skulde gøre.
Der var saa øde i hans store Hus.
Tyende holdt han ikke, og skønt han af og
til fejede sit Gulv blev Luften underlig
sur i Stuerne.
Da Killerup vilde tage Kaffedaasen,
opdagede han, at den var tom. Dette
gjorde ham først ilde tilmode, men straks
efter glad, thi nu havde han en
tvingende Grund til at vandre ind til
Dy-bæk. Uden Grund gik en Månd som
Killerup ikke ud mellem Mennesker.
Efter et kort modstræbende Toilette
vadede han gennem Snedriverne ind i
Landsbygaden og traadte ind i
Brugsforeningen.
— Det er da et Herrens Vejr, det
har været, sagde han og stampede Sneen
af sig.
— Ja, det er et Fandens Vejr, sagde
Uddeleren. — De er den første, der har
linnet Døren idag.
— Nej, man kan jo daarlig nok
komme frem ad Vejen. Hvis jeg ikke stod
og haardelig manglede Drikkelse, saa var
jeg sandelig ogsaa bleven hjemme.
— Selvfølgelig, sagde Uddeleren og
begyndte at dreje paa Kaffemøllen.
— Ja, det skal De nu slet ikke sige
selvfølgelig til, gode Idestrup! Naar et
Menneske gaar ensom paa sin Villa, saa
kan han vel undertiden komme til at
længes efter andre Mennesker. Men det
91
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
