Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Strateger. Af Karl Gjellerup
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
STRATEGER
Den røde Vallak og Flueskimlen
forlod Poppellunden sammen og travede i
Mag Side ved Side henover
Asphodil-engen.
»Den Finte gav I ham fint, min
kjære Greve», sagde Flueskimlen.
En gurglende Lyd — som om han
paa en hed Dag drak frisk Kildevand
— vidnede om Vallakens Tilfredshed.
»Jeg frygter blot: altfor fint,
Majestæt. Han indkasserede det
’psykologiske Moment’ som en udsøgt
Kompliment. Til syvende og sidst har vor
gode Vorwärts dog ret, naar han siger:
i Grunden er denne Waterlooer dog et
dumt Bæst. —»
»Man maa subtrahere hans
Forfængelighed fra hans Forstand for at
faa Resultatet af hans Sagacitet, og I
var snu nok til netop at tage ham fra
Forfængelighedssiden.»
Atter den gurglende Lyd af indre
Latter.
»Eders Majestæt har fuldkommen
ret. Jeg troer endogsaa, at det er ham
selv, der har opstillet denne arithmetiske
Regel.»
»Vist saa, og just derfor havde
jeg den impertinence at applicere den
paa dens Autor. Og da man i alt Fald
i denne Betydning af Ordet ikke skal
’glemme sig selv’, saa vil vi ikke
fortie, min kjære Greve, at I dermed
ogsaa gav os en Finte.»
»Eders Majestæt!»
»Ja ja! Eller — hvad mener I
om Hochkirch? Mon vi dér ikke paa
en skæbnesvanger Maade undervurderede
Dauns Courage og vovede mer end man
kunde overfor ham? .. . Nei, jeg tager
Eder det ikke ilde op, Greve — som
sagt, det var en fin Finte, I gav denne
overmodige Araber, og hvad Eders
Betænkelighed angaar, om den ikke var
for fin, saa trøst jer: — hvis han ikke
forstaar den idag, gaar det nok op for
ham imorgen» . . .
. . . Den følgende Dag græssede
Araberskimlen alene ved den yderste
Rand af Poplerne. Hans Tanker
beskjæftigede sig med den strategiske Samtale
og nød ret til Gavns den fine
Kompliment, som den var mundet ud i.
Pludselig drønede Engen dumpt af
hastige og kraftige Hovslag.
Araberen løftede Hovedet og saae
sig om.
To stærke Skimler, begge
velbekjendte: Blüchers og Theodor Körners.
De løb omkap og rasede forbi, som
om det gjaldt, ikke at komme for sent
til Kamppladsen.
Waterloo-Skimlen kastede Hovedet
tilbage og spilede Næseborene op.
■»Fichtre!» udbrød han. »Skulde det
maaske være det, som Greven igaar
mente med sit ’psychologiske Moment’.
At jeg dog har undervurderet disse
Tyskeres Fyrighed?»
Og hans lynende Øjne fulgte de to
hvide Pletter, indtil de langt ude i Engen
flød sammen til et eneste Punkt.
217
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
