Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Karl Gjellerup. Af P. A. Rosenberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. A. ROSENBERG
de ikke kan andet end snadre: »Heller
ikke jeg kan jo andet! Var mit Hoved
endda befolket med en Cæsars mægtige
Krigstanker, saa vilde Hellas i det mindste
have en Feltherre uden Hær». Her anes
første Gang i Gjellerups Forfatterskab det
Herskerideal, som dybt i hans ariske Sjæl
kappes med Digter- og Tænkeridealet, og
man aner, at han — skønt Bogen er
tilegnet Edv. Brandes — er ifærd med at
blive træt af den københavnske
Radikalisme.
Digtsamlingen »Rødtjørn» er fra 1881,
samme Aar som Digteren vandt
Universitetets Guldmedaille for sin stærkt
evolutionistiske Afhandling »Arvelighed og
Moral». Denne Samling Lyrik er tilegnet
Georg Brandes og er paa flere Punkter
præget af Gjellerups Betagelse overfor
denne sin aandelige Modsætning, men det
bedste i den er de lyriske Stemninger fra
hans ugengældte Kærligheds Dage, især
de dejlige »Nocturner». Født Lyriker er
Gjellerup neppe; Formen er hos ham ofte
stærkt paavirket af Forbilleder (især
klassiske og engelske: Shelley, Swinburne; dog
ogsaa Drachmann), men Tankernes
Lidenskabelighed giver stundom hans Vers en
Patos, der er i Slægt med Schillers. Et
Digt som »Nocturne IV» er helt igennem
lykkedes; Sneskovens frosne Følesløshed
faar Digteren til at drømme om det
Øjeblik, da »Livets Vægtskaal» finder »den
evige Ligevægts Havn, uden Stigning mod
Haab, uden Sænkning mod Savn» — en
Anelse om Buddhismen, saa milefjernt fra
»Evolutionismen» i »Gudesalget», »Tidens
Røster» o. a. Den demokratiske
Optimisme og Verdenskultus, som ogsaa har
afsat Spor i Gjellerups næste Værk, var i
Virkeligheden Forfatterens Natur ganske
fremmed, en ren og skær doktrinær
Konsekvens; hans Sjæl og Aand har altid
været aandsaristokratisk, hans Digtning
rettet til de Faa og Udvalgte. I Mangelen
paa social Interesse ligger maaske netop
hans væsentligste Begrænsning.
I »Aander og Tider», en Dithyrambe
ved Darwins Død, hædres denne af den
ganske Natur i Swinburnske Vers, og i
»Germanernes Lærling» viser Gjellerup
sin Tilblivelsesproces som Radikal; den
unge Sønderjyde, der begynder med at
hade Tyskerne og ender med at finde
Lykken levendegjort i den tyske Pige Jo-
hanna Schmettau, medens hans Aand
frigøres af Goethe, Schiller og — tysk
Bibelkritik^), er Digterens alter Ego, skønt
han ender med at blive radikal
Folketingsmand, en sidste Indrømmelse til
Doktrinerne! Bogens bedste Del er Skildringen
af Johanna, Forstudiet til »Minna», og
denne Skikkelse blev til under Indtrykket
af Digterens Bekendtskab (i Sommeren
1881) med sin senere Hustru. Digtet »Til
en Søster» i »Rodtjørn» (sign.
»Violhilsen» i »Min Kærligheds Bog») vidner om
et inderligt, sværmerisk Venskabsforhold
mellem de to, der havde mødt hinanden
i fælles brændende Begejstring for tysk
Musik.
I Marts 1883 og senere i 1885 drog
Gjellerup paa større Rejser til Italien,
Grækenland og Rusland med Ophold
undervejs i Tyskland, særlig i Weimar. Det
var en Arv i Forbindelse med det
Ankerske Legat, som satte ham i Stand til
at udstrække Rejsen saa vidt. I 1883
udkom de to fintformede Noveller » Romulus»,
hvori det mesterlige Kapitel (XV) om
Hestens Historie endnu viser Digteren som
Darwinist, og » G Duri>, begge udmærkede
ved sjelden ægte og originale
Kvindeprofiler. Gjellerups Kvinder er saa godt som
altid kyske; medens hans radikale
Kammerater forherliger Elskoven som Drift, er
den hos ham altid Villie, Personlighedens
centrale Udtryk. 1
Dette er ogsaa Grundmotivet i
»Bryn-hild» (1884), som fremgik af de
Brydninger og Kampe, hvorigennem han vandt
sin Hustru (de viedes 1887 og tog Ophold
i Hellerup indtil 1892, da de flyttede til
Dresden, hvor de senere har boet).
Foruden ved sit tragiske Motiv og sin
mægtige Hovedskikkelse lyser dette herlige
Drama i dansk Digtekunst ved sin Form.
Oehlenschlæger sammensmeltede i »Baldur
hin Gode» nordiske og græske Aandsmo-
1 Sign. Verset i det pragtfulde senere Digt om
Wartburg.
Den Kærlighed, som ikke
flagrer paa Maa og Faa
med Sommerfuglevinger smaa
for Blomstervin at drikke,
men folder ud
paa Villiens Bud
Slagfjer af Ørn og Svane
og søger mod et evigt Maal
sin egen Himmelbane.
(»Fra Vaar til Høst» 1910).
222
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
