Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Elfte häftet - Som du! Novelle af Xenius Rostock
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SOM DU!
/
nylig havde sendt hende ind. At hun
dog helt havde glemt dette sidste —
Haab! Hun læste det paany. Hvor de
dog lyste af Triumf, disse faa Linjer —
ja, og af Hævnlyst! Hvad nyt havde han
nu fundet paa, som hun ikke vidste?
Hvad kunde han mene?
Hun læste igen de faa Sætninger:
»Kære Kollega! Jeg ved lige saa meget
som De — maaske mere. Mød mig
Kl. io 1/i, dér hvor De mødte hàm. Vi
er alene — men dog kan De maaske
faa noget interessant af ham at se.
Ryall.»
Helene blev siddende med Kortet i
Haanden og stitrede frem for sig i
Kahyttens aflange, smalle Rum.
Lysreflekset fra en Messingliste derhenne ved
Væggen skar hende i Øjnene, og hun
lukkede dem i. Uden for hørtes Havets
idelige Susen og Kogen mod Skibssiden.
Vinden var slaaet om og stod nu haardt
ind fra Styrbord, saa Søerne vaskede
over de tilskruede Skyligth. Der maatte
være et voldsomt Sus nu, dèroppe ved
Lugarhjornet — et infernalsk Spektakkel,
som maatte kunne overdøve alt — alt!
Et Secund faldt hun hen som i en
Døs. Maskinernes fjerne Dunken lød
som hendes egen Puls mod en indbildt
Hovedpude. Ja, saadan havde selv
hendes Søvn været i disse to sidste
anspændte og ubegribelige Døgn. Hvor
skulde det ende? Hvorlænge kunde hun
vente endnu paa den Hvile, den Fred,
som hun længtes saa oprevet efter?
Hvorlænge kunde han?
Hån?
Det gav ligesom et Ryk dybt inde
i hende, og hun aabnede paany Øjnene.
Han? Havde hun i det hele taget tænkt
paa ham i al denne Tid? Ja, alt hvad
hun havde gjort, alt hvad hun foretog
sig, hvad hun samlede sig om og saa
at sige ofrede sig for nu, det var jo nok
ham, naturligvis — men havde hun
tænkt paa ham, havde hun i det hele
taget haft Tid og Evne til at tænke
saadan som nu nylig? Hvad var det
forøvrigt for en dybtliggende og hengemt
Tanke, der saa bråt var dukket op i
hendes Sind netop nu? Hvad var det
mon, hun ikke skulde kunne vente paa
længere nu — og han heller ikke?
Vente? Ja, nu maatte det vente, indtil
dette sidste var ovre, men saa–
Helene følte pludseligt Blodet skyde
op i sine Kinder. Hun tog sig til
Ansigtet; det var brændende hedt — som
var hendes lønlige Tanke slaaet ud i lys
Lue. Hun smilede uvilkaarligt i det
samme og rejste sig op.
Da blev der banket et kort, haardt
Slag paa hendes Dør.
Det ramte hende som en Kno i
Nakken lige over Aandedrætsknuden.
Men i samme Nu var hun paany sig
selv, den samme Aarvaagne, Vagtsomme.
Al Træthed var glemt, alle Enkeltheder
i det passerede stod præcist og klart
for hende igen. Hun stod spændt som
en Staalfjeder, parat til at fortsætte
Kampen. Saa stillede hun sig hen foran
Spejlet og tog sig ligegyldigt op til
Haaret.
»Kom ind!» sagde hun, uden at se
til Døren.
Og den eneste, hun ikke var hverken
forberedt paa eller garderet imod, traadte
ind — Robert Frank!
Hun saa ham ikke, hørte ham ikke,
følte ham blot.
Robert! Var det da rigtigt, at ogsaa
han var naaet til dette kritiske Punkt i
Ventetiden? Kunde heller ikke han vente
længere — forspildte de da begge,
uaf-talt, alt hvad der i disse to lange Aar
siden hans Fængsling havde groet i
hendes Sind, hele denne store omend
uklare Plan, der var bleven hendes Livs
Sag, mere og mere bevidst Dag for Dag
siden den Gang, og som i disse sidste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
