Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredje häftet - To Skuespillere. Af I. C. Normann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
To Skuespillere
havn har jo ogsaa forandret sig
grundligt fra for 69 Aar siden. Nu lever vi
i en By, der gerne vil göre sig til af
at være en Storstad og vel ogsaa i
mange Retninger er blevet det —
navnlig i Retning af usikker Smag paa
Scenekunstens Omraade — men den 14de
November 1851, da Höedt spillede
Hamlet i det lille Köbenhavn, var det vist
kun dem af de mange interesserede,
som med Djævlens Vold og Magt ikke
havde kunnet tiltvinge sig Adgang paa
Grund af Pladsmangel, der holdt sig
hjemme. For det var jo nær ved at
være en Storbegivenhed, dette, at en
Månd af det bedste Selskab, den
velhavende, smukke, ombejlede og saa
omtalte Frederik Höedt gjorde Scenen og
Tilskuerpladsen den Ære at optræde.
Teatret havde da ogsaa straks forstaaet
at vurdere Situationen, idet det uden
Töven honorerede Höedt’s store Fordring
om at debutere i en Verdensrolle.
Der blev heldigvis ikke Lejlighed til
Fortrydelse for nogen af Parterne. Höedt
kom, saa og sejrede; saa overraskende
sikker og scenevant var han, at man
ikke begreb, hvorfor han havde tövet
saa længe. For os er det mere
begribeligt, at han illuderede som Nöleren,
den altfor eftertænksomme, som er
væmmelig ved sin bestandige Flugt fra
»Virkeligheden», ved sin Mangel paa Evne
til at blive til noget, til at bevise, at
han er Månd for en Handling, som i
hans eget og Folks Omdomme slaar ham
fast som en maalbevidst Personlighed.
At forsöge sig i Hamlet maatte jo for
Höedt være som at holde Dommedag
over sig selv. Det undrer os derfor
heller ikke, at rigtig kyndige Tilskuere
fandt, at han var mest overbevisende i
de stærkt reflekterende Passager,
Monologerne t. Eks., men at han iövrigt
savnede slaaende Udtryk for Hamlets
op-rörte, forvirrende Lidenskabelighed. Ti
F. L. Høedt. Ungdomsportra.it
efter en Blyantstegning.
födt Skuespiller var han jo ikke, ellers
havde han forlængst — ligesom Wiehe
-— sögt Ly i Scenens Verden. Han var
et Menneske med gode Betingelser for
Skuespilkunst, der, spændt til Sindssyge
af sin nagende private Situation, fik
Luft i en Rolle, som kunde rumme hans
Bekymringer og derfor tvang ham til at
være ærlig og bekende Kulör som den
han var: vankelmodig og eftertænksom,
men ikke dirrende af utæmmelig
Lidenskab. Han kunde svinge sig op til en
vis Grad a f Harmfuldhed, men saa
spillede han med en dæmpet sammenbidt
Forbitrelse som den, der kom til Orde
i et Brev til Wiehe kort för det
politiske Nederlag, hvor han siger: »Jeg er
imidlertid forberedt paa, at mit Ønske
ikke opfyldes; thi naar har jeg faaet et
Ønske opfyldt?» Dette er jo Udtryk
for en afmægtig Vrede mod Skæbnen,
der som Hamlets egentlig bunder i
Mangel paa Energi til at trodse den.
Det velgörende ved Höedts
Fremstilling overhovedet var, at han vedblev
med at være sig selv, ikke hyklede, ikke
»agerede» paa et eneste Punkt. Hans
egen Stemme var dagklar, saadan blev
ogsaa Hamlets; stærkt malende Plastik,
133
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
