Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjärde häftet - Et nyt Platonportræt. Af Frederik Poulsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Frederik Poulsen
Hipp o kr at e s.
Villa Albani i Rom.
Paa Grund af det ret store Antal
Repliker har man villet kombinere den
vatikanske Platontype med
Overleveringen om Statuen i Akademiet og har
tilskrevet Silanion dette Platonportræt.
Silanion var en af det 4:de
Aarhundre-des kendteste Portrætkunstnere, og en
ved de tyske Udgravninger i Milet for
faa Aar siden funden Indskrift viser,
at Plinius’ Datering af Silanions
Blomstringstid til sidste Halvdel af 4:de Aarh.
f. Kr. er rigtig, saaledes at Platonstatuen
enten maa være udfort og opstillet
efter Filosoffens Död eller være et
Ungdomsarbejde af Silanion, hvis det er
skabt i Platons Levetid.
Men det er allerede gjort gældende,
at dette nögterne Portræt af den store
Filosof kun meget daarligt passer til de
Oplysninger, vi ellers faar ad literær
Vej om Silanion som Kunstner.
Berömtest blandt hans Portrætter var et
af Maleren Apollodoros, en med sig
selv evig utilfreds Kunstner, der ofte i
Forbitrelse tilintetgjorde sine egne,
færdige Kunstværker og derfor af sine
Samtidige fik Tilnavnet: den Gale. Hans
Karakter havde Silanion efter Plinius’
Udsagn gengivet i Bronce saa fortrinligt,
at det syntes et Portræt ikke af et
Menneske, men af Vreden selv (nec hominen
ex aere fedt sed iracundiam). Det var
altsaa först og fremmest et patetisk
Portræt. Og en mægtig Patos var der
ogsaa i en anden berömt Silanionfigur,
en Statue af den döende lokaste, hvor
Kunstneren havde fremstillet det
död-blege Ansigt hos Oidipus’ ulykkelige
Mor og Hustru ved at indlægge Sölv i
Broncen.
Men disse Træk, navnlig
Karakteristiken af Apollodorosportrættet, vilde
passe langt bedre paa den nye Platon
fra Holkham Hall. Man har ment at
have et Kopi af det omtalte
Apollo-dorosportra;t i det saakalte
Hippokra-teshoved i Villa Albani i Rom, der
ved sin Karakteristik af Vreden og
Bitterheden minder ikke saa lidt om
Holkham-Platon, mens Behandlingen af
Hud og Skæg viser, at Originalen var
fra samme Tid, Midten af 4:de Aarh.
f. Kr. Da Apollodoros virkede i 4:de
Aarhundredes Begyndelse, er der Tale
om et reni: Karakterportræt, mens
Platonbilledet kan være og synes at være
udfort med den levende Platon for Öje.
Udgangspunktet for den vatikanske
Platontype er efter min Mening givet
ved Portrættets allerede fremhævede
Karakter: det er et Gravportræt, stille,
lidt intetsigende som Oldingehovederne
paa de græske Gravrelieffer. Jeg vilde
helst kombinere dette Portræthoved med
den omtalte Statuette med det moderne
Hoved (sid. 188), der viser Filosoffen
foredragende af Skriftrullen. En saadan
siddende Statue, fremstillende den store
Lærer »i Funktion», vilde stemme godt
med græsk Gravskik. Men selvfölgelig
kan ogsaa Mithridates’ Monument i
Akademiets Have have fremstillet Platon
saaledes. Det er et Vidnesbyrd om
Platons store Ry, at en fornem Barbar
fandt paa at stifte ham en Statue. En
192
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
