Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte häftet - Gerhard Gran. Av Fredrik Chr. Wildhagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Chr. Wildhagen
bergenserne i klik; de danner oaser, for
alt som ikke er Bergen, er örken.
En slik oase var »Irgens Hansens
hybel»; den var saa indbydende at
ogsaa ikkebergensere sökte dit.
I en sterkt aandsbevæget tid har
man bruk for gode venner til kritik og
meningsveksel, til intelligent lek. Men
taapelige venner er værre end alt,
venner som beundrer, forguder, bejaer, som
dyrker hverandre uten hæmmende kritik.
Slike kommer ofte fra Bergen. Men de
kom ikke til »Irgens Hansens hybel».
I 1870 aarene trængte man venner som
kunde si nei, som kunde bremse. En
ny tid hadde sat ind; og ungdommen
hadde kastet sig over alt nyt, langt
mere end den kunde fatte og favne.
Den slog om sig med halvfordöiede
slagord, dumdristige paradokser.
Paa »Irgens Hansens hybel» fik man
ikke dö i synden. Hændte det, at en
ivrig debattant gik varm, var den kolde
straale nær forhaanden. En snerrende
kynisme fra Gunnar Heiberg, et litt
nær-gaaende spörsmaal fra Gerhard Gran,
en klukkende latter fra Alf Torp.
Det er altid nogen enkelte som har
evnen til at beholde fotfæste selv midt
i en rivende aandsström. Evnen behöver
ikke at bero paa nogen særlig pondus
i personligheten, ofte betyr den bare
en viss lydhörhet overfor egthetsklangen
i de gjængse slagord, en naturgiven og
opövet tilböielighet til at smile over
overdrivelsen og frasen, hvadenten den
deklamerer om tro eller tvil.
Slike enkelte optrær ikke med store
lader, stiller sig ikke i positur. De söker
ingen anden form end den intelligente
lek, i kameratkreds, i klikjargon.
Allikevel sverger de til en fane: död over
frase, sentimentalitet, vrövl! Jeg har grund
til at anta at Gerhard Grans venneklik for
en del bestod av slike enkelte. En slik
enkelt var Gerhard Gran selv.
Kanske vil han negte at anerkjende
dette freidige rekonstruktionsforsök. Jeg
lar det staa til; det gir ialfald noget
rigtig lys over en ikke uvæsentlig side
av hans ungdomskaar.
Og det gir god sammenhæng.
Gjen-nem alle aar har Gerhard Gran bevaret
motviljen mot sentimentalitet og sterke
ord. Her er ikke bare tale om kritik,
men om selvkritik. I stil, i
ræsonnement er han sky for den store form.
I mange aar var han ogsaa sky for den
store opgave. Han har længtet til den,
i stilhet samlet stof til den; men den
bremsende skyhet var længe i veien.
Og har han först gaat lös paa storverk,
— særlig fra tiden omkring 1910 som
jeg antar har været noget av en
gjen-nembrudstid for ham, — hænder det
stadig at han i et forord eller i selve
stiltonen synes at ta et litet forbehold,
at værge sig mot at bli tat for en månd
med munden svært fuld.
For studentene og hele sit publikum
staar Gerhard Gran som europæeren,
verdensmanden, situationens mester og
herre. Vi har skattet ham höit netop
for det. Ved nærmere iagttagelse finder
man hos denne verdensmand, som mindst
av alt synes at være nogen mimosenatur,
en eiendommelig aandelig blufærdighet. —-
Det var först og fremst litteraturen
som gav stof til disput i Gerhard Grans
kreds, og den unge litteraturforsker hadde
utvilsomt nytte av at pröve sit judicium
i saa farlig selskap. Sammen med
kritisk begavede venner fik han
gjennem-streifet væsentlige strök av den
europæiske litteratur som danner
forutsæt-ning for norsk digtning i det
»selvutfoldelsens» tidsrum som han skulde
opleve i hele dets löp.
Hans förste smaa tidsskriftartikler er
vistnok ikke bare mesterverker; men
han viser sig vel orientert, — baade i
fransk og russisk litteratur.
259
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
