Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Åttonde häftet - Norske helleristninger. Med et tydningsforsök. Av Just Bing
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norske helleristninger
Thor og Thors tjener paa lappisk rune b om.
os om at overensstemmelsen mellem
billederne findes endnu, skjönt der mellem
helleristningerne og runebommen vel
ligger henved 2500 aar. Dette er nu til
at se, men vanskeligere er forholdet,
naar vi kommer til de kilder, som bare
er skrevne.
Vanskeligheten er först og fremst den,
at der i den nordiske gudelære, som vi
skal naa frem til, för vi har löst vor
opgave, er saa mange lag som er av yngre
oprindelse, og som vi derfor ikke kan
regne med. Mytherne er ofte det yngste
element i en religion, opfundet eller
sammenlaget for at forklare paafaldende
forhold eller gi grunder for eiendommelige
kultskikker. At vi ikke træffer spor av
Tyr med sin haand i Fenrisulvens gap
har vi allerede set. Denne mythe er en
senere forklaringsmythe. Den
enhaan-dede Tyr er en oprindelig störrelse,
fortællingen om hvordan han mistet sin
haand er derimot ikke oprindelig.
Betegnende er at vi hos kelterne har en
fortælling om kong Nuadu som mistet
sin haand i kamp og fik den erstattet
med en sölvhaand. Det er sikkert et
oprindelig gudesagn og svarer til den
enhaandede Tyr. Men kong Nuadu
op-trær uten forbindelse med nogen
Fen-risulv.
Den nordisk-lappiske gudetrehet er
saa gammel at den kan gjenfindes paa
helleristningerne. Men allerede ved de
ældste efterretninger som er levnet os
om Germanernes guder vil vi merke
forandringer. De er da ogsaa over 1000
aar yngre end helleristningerne, men til
gjengjæld er de en 800 aar ældre end
vikingetiden. De findes hos Cæsar i
hans Galliske Krig (50 för Kristus) og
hos Tacitus i hans Germania, kapitel 9
(100 efter Kristus). De er begge to
kortfattede. Cæsar sier at Germanerne
»dyrker de guder som de ser og hos
hvem de tydelig faar hjelp Solen, Ilden
og Maanen (Solem et Volcanum et
Lu-nam), andre guder kjender de end ikke
av omtale». Tacitus sier at
Germanernes höieste gud er Merkur, til ham ofrer
de mennesker. Til Mars og Herkules
ofrer de dyr. Tacitus’s gudenavn
stemmer tildels overens med dem som findes
i ukedagsnavnene: dies Mercurii er Odins
dag, dies Martis er Tyrs dag. Derimot
heter Thors dag dies Jovis. Den
romerske gjengivelse har her været
dobbelt. Som tordengud er Thor gjengit
med Jupiter, men man har fundet at
Thors hammer svaret til Herkules’ kölle,
og derfor har man kaldt ham for
Herkules. Tacitus’ navn peker saaledes hen
paa Odin, Tyr og Thor.
Overensstemmelsen mellem Cæsar og
Tacitus ligger i tallet; begge nævner tre
gudommer. Men hvorledes skal man
429
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
