Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tionde häftet - Dansk Literatur. Af Carl Behrens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Behrens
Tanker om Joschja Ogoll», saa er dette
ogsaa den Tilstand, i hvilken Læseren
befinder sig, naar han lukker Bogen. Hvad
der saavist er Bønnelyckes egen Skyld.
Egentlig er og bliver han Lyriker. Han
har til Dato udgivet fem Digtsamlinger og
et Bind Prosadigte — det vil sige i Løbet
af 4 Aar. En usædvanlig rig og frodig
lyrisk Produktion! Den sidste af disse
fem Samlinger »Gadens Legende» er
typisk for hans Lyrik, for dens noget haarde
og kantede Form, dens lange, brede
Verslinjer, dens ringe Musik. Bøhnelycke er
ingen Sanger i gammeldags Forstand, det.
smeltende og yndefulde ligger hans
Temperament fjernt — ikke for intet kalder han en
af sine foregaaende Digtsamlinger for »Buer
og Staal». Der er just i hans Vers noget
af Staalets ramme Kølighed og Buens
himmelstræbende Rankhed. Mandige og
kolde er disse Vers, de beruser ikke,
vækker ikke Drøm og Længsel, de er
plantede paa Virkelighedens Jord, højst
moderne Udtryk for Storstadslivets og
Nutidens bølgende Uro og Søgen.
Hvad Bønnelycke føler sig draget mod,
er det »syngende Waggonhjul af Staal»,
Togets Brusen, det Liv, som præger
Lokomotivet, Maskinernes Larm,de tudende Toge.
Derfor er han ogsaa et ægte
Hovedstadens Barn.
Jeg elsker at staa ved Butikker
og lytte, naar Dørene gaar —
saaledes er Ouverturen til disse Digte.
Trafiken i Gaden, »de springende Lyde
og Slag», Stenkaskaden — den moderne
Gades Mylder med de gule Sporvogne
—-det er Bønnelyckes Yndlingsomkvæd. Han
vil en Dag kunne skrive den moderne
Hovedstad-Gades Roman.
Som han er, forbinder han Ujævnhed
og Manierisme med et oprindeligt Talents
Følsomhed, letvakte Begejstring og
kløgtige Iagttagelse. Hans Digterpsyche er
umaadelig fintmærkende, men han vil gribe
det uhaandgribelige, udtrykke med Dynger
af Ord det, som et eneste veltruffet Ord
kan give. Men under alle
Omstændigheder er han en interessant og frodig
Digteryngling, og meget kan ventes af
ham, naar Tiden har modnet ham.
Frodighed giver ogsaa Harald
Bergstedt hans Præg, men heller ikke han er
moden. Han har især Vanskelighed ved
at indordne sig under Kunstens Love, det
mærkes, baade naar han skriver Poesi og
Prosa. I Digtsamlingen »Bredere Vinger»
og i de nu til en Bog forenede to
Samlinger »Sange fra Provinsen» er der megen
sund Oprindelighed, en sprudlende
Livslyst og en Autoritets-Foragt, som ofte faar
ham til at daske til Mængdens Afguder.
Det morer ham at spotte over Smaabyens
sure Matadorer, der under den glatte
Fernis skjuler saa mange Laster, over
.Borgmestervigtighed og molboagtig Dumhed.
Men naar de alle er heglede igennem,
Flyndergrossererne og
Byraadsmedlemmer-ne, vender Bergstedt sig mod Solen og
anraaber den om
en Haandfuld Dage
fuld af Fred og uden Klage
under Himlens Folketag!
Lad mig leve, le og lytte
frisk til Livets gamle Myte,
stærk og rolig, Nat og Dag
ved dets sunde Aandedrag.
Livets »muntre Himmel, de hvide Skyer,
den aabne Himmel, de stolte Faner, den
glade Sang» kalder ogsaa ham ud af den
skumle Stue, ud i Livets og Sværmens
Bølger. Derfor tør der haabes paa mange
friske og respektløse Bøger fra hans Haand,
mange Digte med Kolorit og Lune; blot
han saa vilde behandle sine Rhytmer og
Rim med mindre Nonchalance og større
Respekt for den sluttede Form. En Digter
bør tænke paa den sproglige Patina, der
skal bevare hans Værker for Tidens Tand
og Smagens Forvandlinger.
I »Jørgensfesten» har Bergstedt fortsat
Linjen fra »Aleksandersen», men med
mindre Held. Idéen er god — at skildre
den religiøse Svindel med Helgentilbedelse.
Men Satiren er gennemført uden
tilstrækkelig Kunst; i Stedet for Vid bydes der ofte
Plumphed og den Art Blasfemier, som kun
forarger.
Det er Skade, at Bergstedt har taget
sig denne Opgave saa let, for ikke at sige
letsindig. Thi der er Stof i ham til en
moderne Satiriker — han forstaar at lege
Himmelspræt baade med Idéer og Idealer,
som han betragter omtrent paa samme
Maade som Ibsens Relling, og han vil
kunne bringe Bevægelse i vor Literaturs
smaa sure Kanaler ved sin smittende Latter
og sit bredbringede Lune, især naar han
lader Smagen træde lutrende til.
572
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
