Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andra häftet - En dansk historiker. J. P. Jacobsen. Af Poul Nörlund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Po ti l Nor lund
urkristendommen og dens etiske krav
var noget usocialt, som paa det dybeste
frastödte og forargede ham.
Ogsaa i sin stilling til moderne
kulturliv blev han en uforsonlig fjende af
den raadende individualisme.
Skaansel-löst forfölger han disse individualistiske
tilböjeligheder tilbage til reformationen
og renaissancen, som han gentagne
gange besk ironisk har karakteriseret.
Individets selvhævdelse var ham
baade overmod og hovmod. Overmodig
var dets tro paa, at det skulde kunne
göre sig uafhængig af den nedarvede
livsvisdom og udaf sine begrænsede
erfaringer og magre, livsfattige logik skabe
noget bedre, værdifuldere og varigere.
Han havde jo under sine historiske
studier været vidne til saa mange religiöse
og filosofiske systemers kommen og
forsvinden trods alle deres krav paa at
besidde den splinternye og absolute
sandhed. Hans tro paa
hjemstavnsslægter-nes opsamlede livsvisdom er saaledes
forstaaet en skepticisme, dens sandhed
kun en relativ, saa absolut og næsten
dogmatisk den end er bleven fremsat
af ham.
Hovmodet fandt han overalt blandt
de saakaldte oplyste i deres
bedrevidende foragt for folkets overtro og
tankevaner. Det var vistnok mest af alt
harmen over det filiströse,
»nationalliberalistiske» aandshovmod, der tændte flammen
i ham og gjorde Manes til et opgör
ogsaa med den moderne dannelses
repræsentanter, hvad aandsretning de end
tilhörte. Saa antikristelig han end var,
fölte han ligesaa ringe sympati for den
anmassende form for atheisme, der for
sin regning tror at vide bedre besked
end de andre.
Han selv var ikke voxet op i det
videnskabelige og intellektuelle
borgerskab, hvortil han havde sluttet sig, og
som baade tiltalte og frastödte ham.
Han var kommen udefra, eller, lad os
sige, kommen hjemmefra. Saa langt
tilbage, som den kan fölges, har hans
fædrene slægt siddet paa den samme
syd-jydske gaard i egnen ovenfor
Grejsda-len. Hjemstavnspræget bevarede han
altid, i sine senere aar mere og mere
bevidst. Det gav ham den naturlige
samfölelse med folket og med
forfædrene, den dybe medmenneskelige sympati,
som altid blev ved med at være hans
bedste og ægteste egenskab, ligesom vi
finder den som hans værdimaaler i alle
hans historiske arbejder. Det var den
han havde fundet hos Paulinus af Nola,
hos Henrik IV, hos Colbert, medens han
savner den hos mænd som Tertullian
eller Richelieu. Ogsaa hos
videnskabsmanden betragtede han ævnen til at
»lade sit væsens sympati gennemstraale
æmnet» som den förste betingelse for
virkelig dybere forstaaelse. I sine
anmeldelser lyser han ofte efter denne
ævne hos sine værkfæller; ham selv vil
man aldrig kunne frakende den.
Med alle sine angreb paa den
moderne kulturtype var Jacobsen dog mindst
af alt nogen bagstræbsmand, der
fornægtede værdien af höjere aandeligt
arbejde. Hvad han mistroisk var paa sin
post overfor, var især »spekulationen»,
— spekulativ (aabenbaret) religion,
spekulativ filosofi, de konstruerede
systemer, alt det der taarnede sig op mod
skyerne og tabte den solide forbindelse
med jorden dernede, med fortiden og
med medmenneskene. Derimod var han
alle dage erfaringsvidenskabens og det
rationelle aandelige arbejdes trofaste
lovpriser, selv naar det mest hensynslöst
omstyrtede det bestaaende. Han hylder
Pierre Bayle og ogsaa Voltaire, medens
han foler antipati mod det forhutlede og
ikke helt ægte hos en Rousseau, hvis
uciviliserede individualisme ogsaa maatte
være ham ubehagelig. Mest aandelig
70
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
